bruger De mord i kaffen?

skrivegruppe

Hvis man ikke vidste bedre, skulle man tro vi bare er fire veninder eller kolleger der er ude for at drikke en kop kaffe sammen. Vi sidder der med mælkeskum på læberne og snakker og snakker – om lækre mænd, umulige unger, overvægt og den nyeste pung fra Marc Jacobs …

Ha! Hvis man ikke vidste bedre, sagde jeg jo.

For så kommer manuskripterne på bordet, og er man så (u)heldig at man har sat sig ved nabobordet, er det man hører sætninger som:
Jeg synes det ville passe rigtigt godt med en voldtægt på side 71 og
Åh, jeg elsker simpelthen når du bliver ond – men ville det ikke være federe hvis han pakkede den ind i toiletpapir og bare satte ild til?
og Hvad med moren, skal hun ikke bedrage faren big time – igen? Det ville fungere vildt godt, synes jeg
eller Hvad med sex? Jeg mener, de knalder vel hele tiden, gør de ikke?

Jeg var i skrivegruppe i går – og hvis det der forfatterskab engang kommer til at stå og prange i min stue, så skyldes det ikke mindst de tre damer der uden sammenligning udgør verdens sejeste skrivegruppe.

Vi består af lige dele plotdrevne krimiforfatterinder og ja … nogen der er knap så plotdrevne – og det er rigtigt godt for sådan en som mig der let forelsker sig i sproget og glemmer at der (jo, for filan) også er nødt til at være en historie som sproget kan sætte ord på. Min standardbemærkning er således: Jamen jeg ved sgu da ikke hvad der skal ske herefter – men lyder det ikke godt?
Jo, jo – men der er jo nødt til at være noget plot, noget drama. Ja, hvad er hendes drama egentlig? siger de så, og jeg tager lige en ekstra slurk kaffe og prøver at finde noget drama i et 15-årigt pigeliv på Frederiksberg.

I går blev jeg (for femtende gang) bedt om at få noget sex på banen, noget onani, synes de for eksempel ville være en rigtigt god idé (og for en snerpe som mig (ja, tænk, det kalder de mig …), ville det klart være nemmere hvis de bad mig strø et par mord ud over handlingen, gerne nogen med toiletpapir og en tændstik, eller et lille terrorangreb eller noget helt tredje …

Louise Urth Olsen
SPROGET ER FORUNDERLIGT Det fascinerer og forarger, underholder og undergraver – og når man behersker det, kan man fortælle de skønneste historier. Det er det der interesserer mig; fortællingerne, sproget, billederne det kan danne i læserens hoved …

6 Comments

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *