det var så den påske

Nå, men jeg kom tilbage fra påskeferie i tirsdags.
Vi havde været i det nordjyske hos familien og røget hellefisk i min fars røgeovn, samlet sten og skaller og spist årets første is ved Vesterhavet, lavet puslespil, læst højt, hoppet i trampolin, og Ulven og min brors kæreste der klart er familiens mest kreative mennesker, lagde æg i blød i rødløg, gurkemeje, rødvin og blåbær. De blev svært fine og passede fortrinligt til den hjemmerøgede hellefisk.
Og jeg tænkte at med så mange timers lækkerhed på kontoen, ville det blive en smal sag at sætte mig i kontorstolen igen og tage hul på alle de fine nye opgaver der lå og ventede. De var bare ikke det eneste der ventede – for i min indbakke lå også et pænt afslørende nøgenbillede fra en vildt fremmed mand. Og mit årsregnskab.
“Hvad synes du?” spurgte den fremmede mand, og mens jeg tænkte over det, læste jeg lige mailen fra min revisor, og erfarede at jeg da skal betale 30.000 tilbage i skat. Intet under at jeg var nødt at trække stikket i efteråret.
Og nu spørger I måske: Jamen sådan en som dig der har mere end ti års erfaring som freelancer, lægger vel til side til skat, ik’?
Selvfølgelig!
Bare ikke helt 30.000.

Louise Urth Olsen
SPROGET ER FORUNDERLIGT Det fascinerer og forarger, underholder og undergraver – og når man behersker det, kan man fortælle de skønneste historier. Det er det der interesserer mig; fortællingerne, sproget, billederne det kan danne i læserens hoved …

1 Comment

Skriv et svar til superheltemor Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *