om drømme og kunsten af forfølge dem

Min farfar var ikke særligt høj.
Men han havde snilde, hans hænder sad rigtigt skruet på, som man sagde, og han drømte derfor om at blive snedker.
– Snedker? skulle hans far have sagt. – Det er du slet ikke høj nok til, du kan jo ikke engang nå op til høvlebænken.
Og så blev han diakon.

Det er en af de familiehistorier jeg har hørt mange gange, min far fortæller den stadig indimellem, og jeg tror han gør det fordi han også er stolt af at noget af det han fik med fra mine bedsteforældres hjem da min farmor som den sidste af dem døde for en femten år siden, er en amagerhylde spækket med det fineste træskærerarbejde – som min farfar har lavet.

Drømme er som bekendt ligeglade med højde og andre ikkereelle forhindringer, og da min farfar var uddannet diakon, fik han derfor arbejde på Kolonien Filadelfia, et af verdens ældste epilepsihospitaler – som leder af værkstedet. Og jeg kan stadig huske hans værksted hjemme hos dem, et lille træhus med høvlspåner og træ og værktøjet hængt på sirlige rækker. Og en gigantisk høvlebænk. Jeg kan huske dukkehuset han lavede til alle pigebørnebørnene, bilerne han byggede til drengene, den grønne sofa og lænestol han ombetrak og som stod ved grammofonen hvor jeg kunne sidde i timer og høre Den hæse drage og Ali Baba og de fyrretyve røvere. Han lavede manglebrætter til os slebet så glatte at man ikke kunne mærke de var lavet af træ, og han lavede serveringsbakker og æsker og alt muligt andet.

I den seneste uge tid har jeg læst korrektur på en omfattende bog om anbragte i forsorgen herhjemme. Grufulde historier om svigt og tæsk og små rum man kan lukkes inde i, og voksne der gjorde alt i den bedste mening uden at vide hvad der rent faktisk var det bedste. Men heldigvis også historier om børn der er kommet videre, hjulpet af systemet, og for hvem det lykkedes at bryde en familiehistorie ingen trivedes i. Og dér, midt i den lange bog nævnes også Kolonien Filadelfia, og pludselig kunne jeg dufte min farfars pibetobak igen, jeg kunne huske lysekronen i kirken der hører til kolonien og hvor både min bror og jeg er døbt, kunne genkalde mig lyden af klokken der hang mellem benene på den arabiske fodskammel i min farmor og farfars stue, gulvets knirken, og lyden af min farfars hjemmedrejede bocciakugler når de ramte hinanden i græsset i deres have. Et blødt klonk.

Det har været dejligt at gå på arbejde på det seneste, kan I nok forstå, rigtigt dejligt.

Louise Urth Olsen
SPROGET ER FORUNDERLIGT Det fascinerer og forarger, underholder og undergraver – og når man behersker det, kan man fortælle de skønneste historier. Det er det der interesserer mig; fortællingerne, sproget, billederne det kan danne i læserens hoved …

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *