om drømme og kunsten af forfølge dem

Min farfar var ikke særligt høj.
Men han havde snilde, hans hænder sad rigtigt skruet på, som man sagde, og han drømte derfor om at blive snedker.
– Snedker? skulle hans far have sagt. – Det er du slet ikke høj nok til, du kan jo ikke engang nå op til høvlebænken.
Og så blev han diakon.

Det er en af de familiehistorier jeg har hørt mange gange, min far fortæller den stadig indimellem, og jeg tror han gør det fordi han også er stolt af at noget af det han fik med fra mine bedsteforældres hjem da min farmor som den sidste af dem døde for en femten år siden, er en amagerhylde spækket med det fineste træskærerarbejde – som min farfar har lavet.

Drømme er som bekendt ligeglade med højde og andre ikkereelle forhindringer, og da min farfar var uddannet diakon, fik han derfor arbejde på Kolonien Filadelfia, et af verdens ældste epilepsihospitaler – som leder af værkstedet. Og jeg kan stadig huske hans værksted hjemme hos dem, et lille træhus med høvlspåner og træ og værktøjet hængt på sirlige rækker. Og en gigantisk høvlebænk. Jeg kan huske dukkehuset han lavede til alle pigebørnebørnene, bilerne han byggede til drengene, den grønne sofa og lænestol han ombetrak og som stod ved grammofonen hvor jeg kunne sidde i timer og høre Den hæse drage og Ali Baba og de fyrretyve røvere. Han lavede manglebrætter til os slebet så glatte at man ikke kunne mærke de var lavet af træ, og han lavede serveringsbakker og æsker og alt muligt andet.

I den seneste uge tid har jeg læst korrektur på en omfattende bog om anbragte i forsorgen herhjemme. Grufulde historier om svigt og tæsk og små rum man kan lukkes inde i, og voksne der gjorde alt i den bedste mening uden at vide hvad der rent faktisk var det bedste. Men heldigvis også historier om børn der er kommet videre, hjulpet af systemet, og for hvem det lykkedes at bryde en familiehistorie ingen trivedes i. Og dér, midt i den lange bog nævnes også Kolonien Filadelfia, og pludselig kunne jeg dufte min farfars pibetobak igen, jeg kunne huske lysekronen i kirken der hører til kolonien og hvor både min bror og jeg er døbt, kunne genkalde mig lyden af klokken der hang mellem benene på den arabiske fodskammel i min farmor og farfars stue, gulvets knirken, og lyden af min farfars hjemmedrejede bocciakugler når de ramte hinanden i græsset i deres have. Et blødt klonk.

Det har været dejligt at gå på arbejde på det seneste, kan I nok forstå, rigtigt dejligt.

og vinderen er …

Nå, nu har jeg brugt det sidste kvarters tid på at finde ud af hvordan jeg kan fremvise beviset på at jeg har trukket lod blandt jer via random.org og er kommet frem til at vinderen er den der lagde kommentar nummer 6.
Men det vil ikke, det skidt. Så I må stole på mit ord …

Camilla som skrev: “Jeg kan godt forstå du er stolt, det er sørme en fin skrift, det der. Og sikke illustrationer, wauw!
Jeg er sikker på du finder din vej ind i en ny historie, du som er så fuld af ord og fortællinger.”
Du vandt!

Så bogen er på vej.
Hurra!

flag

 

Efter skriveeksil-melankoli

Jeg er jo kommet hjem fra skriveeksil.
Og jeg har kastet snøren ud efter min skriversjæl, men den flakker rundt derude på markerne med får og gæs og himlen som bagstopper for ens blik.
Det var dejligt. Og hårdt for jeg har helt glemt hvor sejt det er at starte nyt, og ikke sejt på den fede måde.
Det foregående manus jeg skrev, var selvoplevet, og det gør det så meget nemmere, synes jeg, for alt er ligesom givet: Det foregik her, vi så sådan og sådan ud, og ja, det var det her vi sagde.
Det lyder paradoksalt, men det giver utrolig stor frihed at være så bundet.
Jeg skal ikke opfinde noget, jeg skal ikke klæde nogen på følelsesmæssigt, give dem en historie, opfinde deres omgivelser, det hele ligger der, jeg skal blot beskrive det, lave overgange, sætte det sammen til en fortælling.

Men nu. Ha! Se det er noget helt andet. Jeg har et helt nyt sæt mennesker i et helt ny miljø, og den eneste der kan give det hele liv, gøre det nærværende og virkeligt, ja, det er mig.
Og jeg sad tit derude på landet og forsøgte at skrive noget med fingrene hævet over tastaturet, og når jeg så endelig fik en replik ud af det for eksempel og afsluttede med siger hun så, var det ofte at jeg spurgte mig selv: – Jamen siger man det?
Og jeg vidste det ikke.
I det foregående manus vidste jeg heller ikke nødvendigvis hvorfor vi sagde som vi gjorde, men det behøvede jeg heller ikke, for det var, uanset hvad, det vi sagde. Det vi gjorde. Det der skete.

Så jeg kæmper.

*
Heldigvis lå der den fineste gave på mit skrivebord da jeg entrede kontoret i mandags.
Nemlig den her:

Kære mor og far, forside

Det er tegnestuens uforlignelige Lars Gabel som har lagt streg til den meget fine og dystre tekst.
Og ved I hvad?
Det er ældstebarnet der står for den niårige håndskrift. Aldrig har han skrevet så koncentreret, og jeg er behørigt stolt.

Kære mor og far, opslag

Kære mor og far, opslag 2

OG: En af jer kan vinde et eksemplar af den, lige her.
Så smid en kommentar, og jeg trækker lod på mandag.
Inden da har jeg helt vildt travlt med at få skrevet noget nyt.
Ha, ha, ha.

de sidste krampetrækninger

Jeg skriver af, pakker ned, ovenpå, indeni.

I dag har jeg researchet på utroskabens væsen, ældre og ensomhed og spædbarnsdødelighed.
Hvordan var det at få et dødfødt barn i 69? Talte man om det, sørgede man?
Og hvordan er det at blive enkemand efter mere end fyrre års ægteskab, og når det var konen der talte for en. Finder man mon et sprog?
Og hvad med utroskab? Gør det noget godt for nogen at knalde med naboen mens man forsøger at skjule sin vielsesring under hans kones hovedpude?

Det er heavy stuff. Måske er det også en roman, hvem ved.

kunsten bare at være

Alle burde tage i skriveeksil. Også selvom de ikke skriver.

Rabarbergården, sol på græsset

Jeg er rykket ind på vidunderlige Rabarbergården i denne uge med 2/4 af skrivegruppen – og her er kat og sol i store pletter på græsset lige ude på den anden side af ruden og stempelkaffe og lun rabarberkage med flødeskum om eftermiddagen.
Jeg er begyndt på en ny roman mens det manuskript jeg færdiggjorde sidst jeg var, ligger et sted ude i forlagsverdenen og venter på at nogen læser det og forhåbentlig, åh, jeg krydser hver eneste tastende finger, synes det kunne blive til en bog.
Jeg tror det ville klæde det med et omslag, en bagsidetekst og et ISBN-nummer.

Rabarbergården, regnvåde brosten

Alle burde tage i skriveeksil. Også jer.
Der sker noget når man bare er; i sin tekst, i en bog, i en septemberstribe sol med udsyn over marken, inde i sit hoved, uden for.
Når man bare er.
Her.

Postsommerferietravlhed …

Jeg skal i skriveeksil i næste uge. Og som altid op til en længere skriveperiode har jeg haft pænt travlt med fakturerbart arbejde.
Så jeg har oversat så neglene knækkede, læst og redigeret. Jeg har ryddet skrivebordet, sat kvitteringer i ringbind, betalt en enkelt regning – forud endda! – og jeg har sat mailen på autosvar. Jeg er med andre ord klar.

Det eneste jeg mangler, er at vende bladene i Marens kalender der står så fint på mit skrivebord. Oh well.

Postsommerferietravlhed

 

på de toppede brosten

I går tog jeg fri fra virkeligheden. Lukkede for små druknede børn der skyller op på stranden ikke langt herfra, og fædre der græder så det gør ondt, og mennesker der ikke ved om de nogensinde får fred, omkring sig, indeni. Alt det slukkede jeg for, tog stilletterne på, kørte en kam gennem håret og smækkede noget lipgloss på smilet og tog til reception på Gyldendal Børn & Unge.
Og der var balloner og bobler og jordbær og chokoladekage og mennesker jeg ikke har set siden vi sidst stod der på de toppede brosten, og Tina Sakura Bestle, som jeg har skrevet en lille epistel om tidligere, vandt Gyldendals Børnebogpris 2015, og jeg sluttede af med en gin-tonic og en snak om afleveringsangst og udgivelseshåb på Drachmann-bænken under stjerner og balloner. Det var fint.
Tegnestuens guru på de sociale medier, Lars, var der selvfølgelig også. Og inden jeg atter svang benet over sadlen og bevægede mig ud i verden på den anden side af de historiske bygninger, tog han det her billede:

Gyldendal-reception - de pinlige