TANKER BAG

De sidste par år har vi hver gang vi har været på ferie, holdt en afsluttende session den sidste dag og på skift sagt hvad vi gerne ville have med hjem til hverdagen.
Sidste år, hvor storfamilieferien gik til Bornholm, ville jeg gerne have morgenløbeturen og den efterfølgende dukkert med, fornemmelsen af at dagen kunne starte med noget så lækkert – i år var vi alle fire enige om at vi gerne ville tage roen, følelsen af ikke at skulle nå noget til et bestemt tidspunkt med os ind i hverdagen.
Og nu hvor vi har været i det der har lignet en hverdag i en uges tid, kan jeg konstatere at det er gået “på en måde godt og på en måde ik'” som ældstebarnet ynder at sige.

I år har jeg holdt den længste sommerferie ever. Tre en halv uge, og jeg har læst ufatteligt mange bøger (opdagede blandt andet Steffen Jacobsen, og hvis nogen af jer har bare en lillebitte snert af en krimifaible, men endnu ikke har kastet jer ud i en affære med ham, skulle I se at få det gjort), jeg har spillet Yatzy, badet i Sortehavet, spist virkeligt mange pomfritter og et par is og drukket noget kølig hvidvin, holdt ferie i det nordjyske, i Hareskoven og i Bulgarien – og det bedste har været at ligge der i sommermorgenen, uanset hvor i verden det var, med en sovende familie omkring mig, unger med varmerkrøller i panden og ulven med cykelrytterbrune arme og ben, og kunne høre dem grynte, ånde og leve. Og vi skulle ikke op til noget. Hvis vi ville, kunne vi begynde dagen tidligt – men vi kunne også lade være.

I sidste uge var der operafestivel i København, og to morgener var vi et smut forbi Torvehallerne hvor dagen skydes i gang med morgensang, inden jeg tog ind på kontoret, og i weekenden har vi været i skoven med et vennepar og deres unger og sovet under bøgetræernes stille raslen og grillet koteletter over bål og gedeost og parmaskinke mens børnene byggede en tipi og legede fange op og ned ad skrænterne. Og vi har prøvet at undgå at være uafhængig af køreplaner og togtider og spist på mærkelige tidspunkter, og i morgen hvor ungerne rigtigt begynder i skole, håber jeg at jeg kan få bildt mig selv ind at uret der ringer 05.55, i virkeligheden bare er lyden af Sortehavets bølger, bøgens blade eller de nordjyske fugle der lige er vågnet …

Billedet er fra weekendens forlængelse af ferien – og tyvstjålet ovre fra Ulven.

Nå, men sidst på ugen kan jo også være ugen efter. Og det blev det.
Ja, jeg ved det heller ikke, men jeg havde lige noget arbejde og nogle unger som skulle passes, og Ulven skulle krones som frilufter med pomp og pragt i festsalen på Arbejdermuseet (Har I nogensinde været der? Nå, men det skulle I se at komme), og jeg skulle lige holde noget surpriseparty for ham i gården med bål og ristede skumfiduser og bobler, og indtil en halv time før gæsterne kom, stod først den ene byge ned over fliserne, så den næste, så jeg var pænt presset, og ungerne og jeg kunne ikke dele vores regnvejrsbekymring med manden i huset for han anede jo intet, og vi kunne ikke rydde op eller støvsuge eller gøre klar til at rykke festen indendørs for så havde han jo først fattet mistanke …

Og det var derfor jeg glemte at trække vinderen af Mit hjerte og andre sorte huller.

Så jeg har besluttet at alle I søde fire som lagde en kommentar, vinder et eksemplar.
Og hvis I er hurtige til at sende mig jeres adresser, vil jeg sende bogen straks så den lander inden I ligger på en drømmesng et eller andet sted med fuglefløjt og knæhøjt græs omkring jer.

Til da blæser Ulven jer en ildsprudlende fanfare. Tillykke. I vandt.

Han er cool, ik’?