Siden jeg engang i 2004 besluttede mig for at blive freelancer – i stedet for at se mig selv som arbejdsløs (der arbejdede freelance in between jobs) – har jeg ikke søgt én eneste fast stilling. På den måde er jeg ikke en tvivler; jeg vidste at jeg var landet det helt rigtige sted.
Den følelse har jeg stadig.
Jeg trives virkeligt godt med at forfine mine evner inden for ét felt, at grave mig dybere og dybere ned i og ind i sproget og blive klogere på det.
Man kan ikke sige det samme om Ulven.
Ulven har det med at blive rastløs når han er blevet god til noget. Og det bliver han, altså god til det han laver. Så den der rastløshed sætter sig, og han er nødt til at skifte til noget nyt, gerne noget helt andet.
I de snart atten år vi har kendt hinanden, har han blandt andet haft sin egen lille illustratorvirksomhed og sin egen akupunkturklinik og taget op til flere uddannelser.
For sådan en som jeg der sindrigt snører støvlerne og vandrer ud ad den lige landevej, fra punkt til punkt, fra by til by, er det indimellem noget af en udfordring.
Jamen jeg troede jo lige vi var blevet enige om at du er tegner/akupunktør/webudvikler/lærer …
Men samtidig er jeg også fuld af beundring. Fordi han tør. Fordi han ikke er bange for at flytte sig, at være ny og uvidende igen, at vælge de kringlede veje i stedet for de lige, at skifte spor.
Nu gør han det så igen.
Mens jeg det næste år tid som vanligt tilbagelægger den samme strækning hver dag, til skolen med ungerne, ind på kontoret, kaffe i koppen, jazz på anlægget, tilbage til skolen efter ungerne … tja, så kaster han sig ud fra klipper, bygger kajakker og alt muligt andet man ikke kan foretage sig foran en computer. Rimeligt cool.
Jeg tror jo det er godt med forandring, at det er godt man udfordrer sin kunnen, sin tryghed, også når man er blevet voksen og kedeligt sat. Jeg vil så gerne lære mine børn at alle muligheder ligger foran dem, også når man troede man havde truffet det sidste valg i livet, at det aldrig er for sent at lære nyt, blive klogere, sadle om.
Det er derfor det er så godt jeg har Ulven til at lære dem det. For det bliver nok ikke mig der en dag pakker alt det jeg kan, ned i en fin kasse og stiller op på loftet mens jeg drejer fra lige der hvor landevejen deler sig i to. Nej, det bliver ikke mig.
