Et stort, forgyldt U vajer stolt på toppen af Dortmunds mest berømte højhus. U’et symboliserede engang bryggeriet Union. Det var dengang, det betød noget, hvad ens øl hed: Union var fx protestanternes øl, mens katolikkernes øl hed Thier, og arbejdernes hed Hansa. Dengang der også var øl som Kronen, der kun blev drukket om søndagen.
Jeg læser stadig korrektur på Turen går til Centrale Tyskland – og bliver hele tiden klogere.
Se, det var tider dengang, hvad?
Jeg kan stadig huske den oktobermorgen i 1. g.
Kan huske hvordan vi kom dalrende teenagesløvt ind i klassen, og min tysklærer der ellers yndede at undervise efter takten ein, zwei, drei, vier! var underligt ude af takt, rystet, bevæget.
Berlinmuren var faldet samme nat
– og det tog os ikke mange splitsekunder at forstå at de billeder vi derefter så til tonerne af Bethovens 9. symfoni, var historie.
Intet mindre.
Jeg kan stadig huske følelsen af åndenød, fornemmelsen af at ingen af os, heller ikke min tysklærer der ellers vidste alt hvis han selv skulle sige det, havde nogen som helst anelse om omfanget af det vi var vidner til.
Og jeg kan stadig huske at der var helt stille da Bethovens symfoni fadede ud.
Jeg læser korrektur på Turen går til Centrale Tyskland i dag og har sat min absolutte yndlingssymfoni på som lydtapet til beretningen om to lande der blev forenet overnight uden at én eneste skud var blevet løsnet, uden kamp.
Og nu sidder jeg så her på kontoret med gåsehuden trukket ud over mit mandagstrætte korpus, sendt lige fluks tilbage til gymnasielugten, til lyden af min tysklærers pegepind mod tavlen og af helt almindelige menneskers jubel over endelig at kunne forenes med naboen, over endelig at kunne bevæge sig frit.
Gennem de sidste par år har jeg været stærkt forlovet med P8 Jazz.
Men i dag har jeg gæstebesøg på kontoret – af en veninde og freelancekollega som har introduceret mig til de virkeligt mange playlister der popper op på YouTube hvis man søger på noget med for studying/for working i enden (fx Jazz/music/bossa nova, fyld selv ud …), så nu er jeg DR utro og har hængt ud med YouTube det meste af dagen.
Ja, jeg har nok i virkeligheden rodet lidt for meget med YouTube i dag – og det får man sgu ikke arbejdet særlig meget af.
Heldigvis er jeg ved at redigere en romance som på mange måder adskiller sig fra de sædvanlige romancer – der er både noget om den russiske mafia og mord og vidnebeskyttelse og kvinder som kan skyde til måls lige så sikkert som den lokale betjent.
Og det er noget vi romancelæsere synes om, så indimellem er det alligevel lykkedes mig at få arbejdet videre. Jeg er jo nødt til at vide hvordan det går heltinden med den vildeste tæft for skydevåben. (Jamen det er jo det jeg siger; der er ikke meget klassisk romance over den bog).
Samtidig har jeg fået endnu en fin, fin anmeldes af Astrid, og det kan tage koncentrationen ud af en hvilken som helst selvoptaget forfatter.
Så nu må I have mig undskyldt: Jeg er nødt til at smutte over på YouTube og finde noget musik med CONCENTRATION GODDAMMIT i enden.
ORD
I SER HINANDEN PÅ ET FOTOGRAFI
OG FLYGTER
FØRST DEN ENE SÅ DEN ANDEN
TIL ET LAND HVOR FOLK SNAVER PÅ GADEN
OG SÅDAN BLIVER VI FØDT SKÆVT IND I UNIVERSET
HVORNÅR VAR I SIDST I SIKKERHED
KRIGEN ER STADIG I JER
EN TANDLØS JAPSER FRA NUMMER 8 SIGER ALDRIG NOGET
JEG BÆRER IKKE SVINET FREM
SVINET VIL FREM
MEN SVINET VIL TØVE LIDT ENDNU
OMSTÆNDIGHEDERNE ER EN PÅ HOVEDET
IKKE ALT DET SNAK ALT DET SPROG
Jeg har fået julegave fra mit forlag i dag.
Og hvilket held når det program man sidder og arbejder i, på en helt utroligt stor og tung fil, kollapser, og man er nødt til at genstarte sin computer, og det tager en evighed at starte op igen.
I dag har jeg arbejdet hjemme med sygt størstebarn, så lydtapetet har ikke været P8 Jazz, men Minecraft og Bennys Badekar.
Jeg har som nogen af jer måske har bemærket, ikke få blogget så voldsomt meget – men inde på Facebook ligger der et par billeder fra julefrokosten.
Som en af tegnestuens venner skriver: “Det er dejligt at se at der er lagt lige stor vægt på begge aspekter af tegnestuens navn.”
So true.
– er jeg ekstraordinært glad for at jeg valgte at kombinere freelancelivet med en forfatterkarriere.
1. Jeg er virkeligt ikke gode venner med økonomien for tiden, så jeg arbejder som en hest for at indhente bare lidt af det tabte (ha, som om det overhovedet kan lade sig gøre, men håbet er som bekendt lysegrønt). Derfor får jeg ikke skrevet en skid.
2. Jeg er stadig en anelse sur på Verdens bedste skrivegruppe over at de ikke bare klappede begejstret i deres forfatterhænder da de læste det sidste jeg sendte til dem – men i stedet sagde at der godt måtte ske noget mere. Wtf?
3. Jeg er stadig en anelse sur på mig selv over at jeg er sur på Verdens bedste skrivegruppe når de nu har ret. Så kunne jeg ikke bare kravle ned fra fornærmelsens bjerg og få skrevet noget? Som i nu?
4. Jeg har fået min første royaltyudbetaling og lært at der ikke som med biblioteksafgiften er noget som hedder bagatelgrænse. Gemmer pengene til næste gang jeg får royaltyudbetaling, og så skal fejres. Med mindst to kopper filterkaffe i det nærmeste medborgerhus.
I lørdags holdt vi julefrokost på tegnestuen – og vi er stadig to mand nede i dag.
Men der var også flere flasker snaps, øl og Sommersby. Og musik og tegnestuequiz – og parykker og to nøgne tegnerrøve i sneen, så det er måske ikke så underligt.
Jeg trillede hjemad gennem den ufatteligt smukke stjernebesatte nat ved firetiden og var blandt de første der gik, og i dag har flere af os funderet over det forunderlige i at en flok mennesker som daffer rundt i de samme lokaler hver dag, kan have så meget at snakke om og grine ad når vi smider uldsokken og den gamle sweater og finder den pæne skjorte og/eller de høje hæle i skabet. Men det kan vi – og det er det der er så fedt ved et kontorfællesskab. Ikke mindst det pinlige af slagsen.
Jeg kan forstå at festen blev en anelse mere … løssluppen, efter at jeg var gået.
Der blev grinet lidt mere, og nogle damekjoler gik på omgang blandt tegnedrengene, og det er som om de der stod ved siden af hinanden i hver sin kjole, er lidt mere bonkammerater i dag.
Jeg ville så gerne have se det – jeg mener, mænd der ellers gemmer sig bag en grå sweater (vi kalder os indimellem “De gamle grå mænd og kvinder” herinde) posere i stramme kjoler og blond paryk? Næste år tager jeg sgu en ekstra snaps og bliver til kjolerne kommer på.