TANKER BAG

Han havde aldrig båret en kiste før, min kæreste, min mand. Havde aldrig set en kiste blive båret før, kun på film, og nu skulle han gå der, sammen med mig og min bror og min far og hendes bedste ven og hendes bror, og hvordan gør man egentlig, spurgte han. Skal den op på skuldrene?
Og det var som om han lindede på den tunge dyne der havde lagt sig over os. Op på skuldrene?

Vi grinede, åh, hvor vi grinede, og jeg så det for mig, kisten, på ingen måde i vatter med min høje onkel og mine 167 centimeter fordelt på alt for kort overkrop, alt for korte ben, og mændene i hendes liv i varierende højde.

Og hvordan sænker man den? Ned i jorden, altså? Slipper man den bare, sådan uden videre? Han havde kun set de døde blive kørt til hvile, aldrig stedt. Bare gør som de andre, de har prøvet det før, sagde jeg, og da jeg stod ved graven foret med gran, og kisten var blevet firet lige så stille ned på bunden, og der lå fritflyvende roser i alt det hvide, tænkte jeg at ingen kunne se at han aldrig havde prøvet det før.

Tænk det stadig er blåt #43
Fotobearbejdning: Gitte Lotinga

Og vi fik zebrafinker. De knevrede og knevrede og fik unger, ja, tænk, og så i fangenskab, og der var fuglefrø i gulvtæppet. Man kunne høre dem knitre op gennem støvsugerrøret, og når jeg lå i min seng om aftenen, finkede fuglene stadig inde bag viskestykket.

Men små finkeunger tåler ikke træk, slet ikke en hel dag hvor man lufter ud, og nordenvinden tager lugten af søvn og bøgetræsfugt og frikadeller stegt i plantemargarine med sig.

De stod på fyret i en skotøjsæske beklædt med vat, og jeg kunne se deres bittesmå hjerter mod de grå og hvide fjer så små som dun, og i min hånd åndede de ud. En for en. Måske fik de en sten i haven, måske begravede vi dem i skotøjsæsken, måske røg de bare i fyret, jeg ved det ikke, og måske var der helt stille om aftenen inde bag viskestykket.

Vi havde ikke de bedste erfaringer med de viskestykker. For der kommer huller i, og vandrende pinde kan spankulere ud i friheden gennem selv meget små åbninger, og de lægger sig til at dø de underligste steder, og man kan ikke se dem. Raske drenge og piger har jo pinde med i lommerne hver gang de kommer ind fra skoven, og ben så tynde som sytråd ligner slet ikke ben. Nogle af dem mødte deres endeligt mellem siderne i En fridag til fru Larsen. Eller Vinterbørn. Eller Hærværk. Og når man bladrede, faldt de ud som pressede blomster i en telefonbog.

*

Jeg drømte om at presse hende mellem siderne i en bog, at bevare hende der. Drømte om at hospitalslinnedet hun nu lå sunket ned i, uden puls, uden årerne så levende over huden, var tætskrevne ark papir, historier, om kærlighed og nærhed og liv, side efter side. Men hendes hud tørrede ikke ud mellem falmede bogstaver, hun åndede ikke ud omgivet af andres fortællinger, hun åndede ud der i sengen, krøllede sig sammen som et efterårstørret blad omgivet af os, omgivet af dæmpet latter og stille hvisken. Og uendelig tavshed.

Tænk det stadig er blåt #42
Foto: Gitte Lotinga

Da hanen ikke længere galede os op om morgenen, hønsene var taget af ræven, og ænderne fløjet ud over markerne, fik vi kaniner. Om vinteren boede de i det gamle hønsehus der lænede sig så fint ind i skoven som en Ole Lund Kirkegaard-tegning; de var de kaniner i hele nabolaget der havde allermest plads, højt til loftet havde de, og (hønse)gård, og høet fra nabo-Kristian lå som et væg til væg-tæppe i det lille grønne hus der stod på pæle, hævet over jorden og skuede ud over gårdspladsen.

Om sommeren kom de på græs, og jeg sad der med bare ben, og Ninus med pels som sne og blitzrøde øjne mimrede og satte sig helt tæt ind til huden på mine lår og spiste det ene mælkebøtteblad efter det andet, og når der ingen vind var, kunne man høre dens gnasken. Og jeg lagde mig ned, kiggede op i trækronerne, og rundt omkring mig hoppede kaninerne som hvide dunbolde i alt det grønne.

Men kaniner bliver gamle. Og trætte. De lægger sig helt tæt op ad hønsehusdøren der gaber forneden, trækker kuldeluften helt ned i deres små lunger, og når de er hvide som Ninus, kan man slet ikke se sneen der er føget ind og har lagt sig i pelsen.

Tænk det stadig er blåt #40
Foto: Gitte Lotinga

Oppe i skoven bag hønsehuset brændte han skrald af i en gammel, bulet olietønde. Man kunne se røgen, grå og bølgende, nede fra landevejen, og kneb man øjnene sammen, kunne det ligne skyer der drev hen over himlen og lavede skyggespil på markerne. Når de sidste gløder var ulmet færdig, lå der kun et par batterier, noget sortsvedent jern og små sammenkrøllede stykker plastik tilbage på bunden af tønden. Nogle gange kunne man se sorte papirstumper svirre i luften som konfetti.

Det var i weekenden når vi havde samlet en uges skrald sammen, og indimellem sagde min mor at vi godt lige måtte vente med at gå derud, bare indtil den værste røg var stilnet af. Det griner min far stadig af.

Det var dengang man sagde at man kørte bedre med en lille skid på. Og uden seler. Vi lå på mønstrede madrasser og trillede rundt omme bagi når vi kørte hjem fra mormor og morfar, og gadelyset gled hen over taget i bilen og glimtede os i søvn som sagte stroboskoplys.

Og der blev røget ved bordet, allerede inden man havde skrabet den sidste rest bearnaisesovs op med sin gaffel, og vi væltede os i mættede fedtsyrer og farvestoffer og tilsætningsstoffer og sprøjtegifte.

Men man skal jo dø af et eller andet, siger de fandme.
Og det gjorde hun så.

Tænk det stadig er blåt #38
Foto: Gitte Lotinga