hvad skulle der være, frue?

Vi var i Fest & Farver i går og købe fastelavnskostumer til ungerne. Sammen med sådan cirka halvdelen af hovedstadens forældre – og deres børn. Indgangsreplikken var således: “Hold nu op, der er mange mennesker her,” og jeg hørte op til flere forældre love deres kampsvedende børn i flyverdragter og samuraisværd/trefork/prinsessekrone at næste år skulle de nok være bare lidt tidligere ude med det der fastelavnstøj.

Ungerne tog det ret cool, og en halv times tid senere var Nihola-cyklen proppet med to trallende børn – og en kat og Darth Vader.

Ville ønske vi også havde stoppet en butler eller to derned. Så ville jeg begynde med en caffe latte, gerne med letmælk, en croissant og noget frugt. Og måske kunne jeg lidt senere bede om en lækker frokost, ikke noget særligt, bare en let salat og noget grillet kød. Og til slut, når jeg har sat det sidste punktum i dagens portion oversættelse, ville jeg bede ham forberede et karbad med lavendelduft og en kop Bailey Cream-te og Politiken. Tak.

skæl, gæller, udødelighed – og enkelt lille hugtand

Jeg har skrevet lidt om udfordringerne ved at oversætte Monster High hist og pist.
Og sådan en dag som i dag hvor vi i vanlig stil blev vækket 05:45 (både af barn og ur) – efter at størstebarnet havde haft madgruppe i går, og vi havde brugt det meste af aftenen på møde og leverpostejmadder og kulørtvask og generel udmugning, og ulven og jeg afsluttede dagen med snak i køkkenmørket til et stykke over midnat, ja, der bliver udfordringerne jo ikke mindre …

Men indimellem alle de frisklavede kopper latte (thank God, vi har adskillige kaffeafficionados her på tegnestuen, så vi har intet mindre end verdens bedste kaffe), indimellem alle pauserne med udsigt over Nørrebro og en enkelt helikopterlanding på Rigshospitalet i det fjerne, ja, der er det altså ganske underholdende at oversætte en beretning om unge med hugtænder, sømme i håndleddene, skæl og gæller, udødelighed, og alt hvad der ellers hører til arten monstre.

De sidste solstråler forsvandt bag ahorntræerne, og lysningen lå nu hen i mørke, netop som PAK’erne ventede på, at mr. D skulle komme med sin meddelelse. De stod ranke og stille som træerne, der omgav dem, sammen om at ride de storme af, der …
   Smack!
Lala klaskede en myg mod Clawds kind. ”Det er kun mig, der må bide min fyr,” sagde hun og skar grinende hugtænder. Hun knipsede den stakkels blodsuger til jorden med et veltilfredst grin.

   ”Tak,” mumlede Clawd, ”men et lillebitte insekt er altså den mindste af mine bekymringer.”

Flammerne dirrede bag glasset i pejsen.
   Lala sad helt ude på kanten af divanen og rullede med skuldrene. Hun glattede Grev Fantastisks pink pandehår, løftede hagen og klappede i hænderne for at få varmen. Situationen mindede hende om dengang, hendes værsteforældre havde bestilt Densilav Blega til at male et portræt af hende. Dengang rystede hun dog af kedsomhed, og ikke af forventning.
   Inden de forlod lysningen, havde Clawd bedt hende om at sige undskyld til sin far. Blue og Clawdeen ønskede hende held og lykke og bad hende om at ringe til dem, så snart hun kunne. Frankie tilbød at skjule hende på laboratoriet. Men Lala afslog. Hvad kunne han egentlig gøre? Slå hende ihjel? Det havde hun ligesom prøvet for 1.599 år siden.

som en satellit i kredsløb om en bog

satellit

Indimellem kan man godt føle sig som lidt af en satellit når man lever det freelanceliv jeg lever.
Man er blot en (lille) del af en bogs lange liv og ofte en af mange der har manuskriptet i hænderne inden man giver det videre til andre (freelance)hænder. Man flagrer sådan lidt ude i periferien, træffer ikke altid de afgørende beslutninger, kender ikke alle led i processen – og langt fra alle de mennesker der har nurset manuskriptet i dets transformation til bog.

Men indimellem bliver jeg også mindet om hvor lille et lukket økosystem af et univers forlagsbranchen er. Som når jeg bliver ringet op af en af de redaktører jeg arbejder for, som har en ny redigeringsopgave til mig der er en lille smule presset – så hun vil lige høre hvor lang tid jeg mon skal bruge på at redigere en oversat bog på sådan cirka 400 sider? Og hun så nævner navnet på oversætteren – som jeg tidligere har redigeret, på et helt andet forlag i en helt anden sammenhæng, og derfor ved laver gedigne oversættelser uden de store korrekturfejl og den slags – så jeg lige der, uden lommeregner eller noget, kan sige at jo, det burde jeg godt kunne nå på de to uger der er til det.

Og når jeg så minutter efter, pling!, modtager en mail fra oversætteren der indleder:
Kære Louise,
Hvor hyggeligt at vi igen skal arbejde sammen. Det glæder jeg mig til.
– så er det jeg – endnu en gang – bliver bekræftet i at det er så fedt at være satellit i et lille lukket økosystem af et univers.

(Har tyvet billedet her).

mandagsmood

Jeg så engang en ugle. Det var en fin efterårsdag, og byen var søndagsstille. Det samme var uglen.
Den sad helt uden at bevæge sig og skuede ud over en villavej i Vanløse, og mine unger og jeg måtte op at stå på en trailer fuld af gammelt skrammel i en af indkørslerne for at konstatere at det (selvfølgelig) ikke var en rigtig ugle.

Hvis jeg nu sidder lige så stille som (plastik)uglen, så er der vel ikke en kæft herinde på tegnestuen som opdager at jeg nu på anden time lægger syvkabale i stedet for at arbejde.

kan man spise en rose?

Da jeg kom hjem fra kontoret i går, stod der en buket blomster og ventede på mig.
Nu ved jeg ikke med jer, men det er ikke såå tit at jeg får blomster leveret til døren.

Lækkert, tænkte jeg og flåede med glade fingre kuverten op – og fandt det her:

Vestjyderne

Altså, jeg sorterer godt nok affald, men havde ikke lige bemærket at vi havde fået nye lokaler, eller at vi ligefrem havde dannet en forening – for affaldsnørder. Og jeg viste heller ikke rigtigt med det der “lidt til gangen”. Kan man egentlig spise roser?

Jeg synes jo ikke rigtigt man kan begynde at ringe rundt til hele vennekredsen og spørge om øh, nogen af dem måske, eventuelt lige havde sendt en lille buket, så jeg lavede en lille update på Facebook – og vupti, en halv times tid senere ringede den sødeste veninde. På kortet skulle der have stået tillykke med kontrakten, og at hun glædede sig til at læse min bog …
I stedet sad der nu en bunke affaldsnørder i Vestjylland og undrede sig over den store kurv med chokolade og vin (til 1.000 kroner) og det fine lille kort til en-eller-anden-der-hedder-Louise, fra en-eller-anden-der-hedder-Rikke.

Rikke skyndte sig at få det fikset med blomsterhandleren, der beklagede meget, så alt er godt – men hun nåede dog at tilføje at det var ærgerligt de ikke også havde fået byttet om på kurven og blomsterne, sikke en fest!
Det synes jeg nu ikke – elsker de fine roser. Og tanken bag, ikke mindst.

 

man kunne jo også røve en bank

I morges læste jeg det her i et interview med forfatteren Mathilde Walter Clark:

Som forfatter havde hun nemlig ikke opholdt sig ret længe i det litterære miljø, før hun fandt ud af, at kunstnere altid taler om penge, når de er sammen, fordi de altid er i økonomiske vanskeligheder, hvorimod erhvervsfolk ofte taler om kunst, når de mødes, fordi pengene i det miljø ikke er noget, man taler om, men noget, man har.

Se, det er interessant, synes jeg.

Det samme synes Walter Clark. Hun havde tjent 9.200 på sin debutroman og kunne godt se at hvis det var tariffen, kunne hun nok ikke leve af at skrive bøger – så hun satte sig for at finde en mæcen.
Jeg ved ikke om hun ville kalde Projekt Velynder for vellykket – hun fik kun skrabet knap det dobbelte af de 9.200 kroner sammen (så det ville hun nok ikke) – men hun har nu lavet en e-bog ud af projektet. Den kunne jeg godt tænke mig at læse.

Mens jeg venter på at låne/få anskaffet mig en e-bogs-reader – og dermed i samme åndedrag tips og tricks til at få anskaffet mig en mæcen – vil jeg i stedet give mig i kast med at skrive en ansøgning. Til Statens Kunstfond. Til efterfølgeren af den bog jeg lige har fået antaget.
Jeg har søgt før, både til ungdomsbogen og til det voksenbogsmanuskript jeg også har liggende, men er hver gang blandt andet blevet udelukket på at jeg ikke har to værker på min udgivelsesliste. Nu er ansøgningskravene blevet ændret, så man kun skal have mindst ét værk på listen (tjek!), og det er fra det man skal vedlægge op til ti sider (tjek!).
Så i år er der håb.
Og lykkes det ikke, er der jo altid mæcenmodellen. (Eller titelforslaget på dette indlæg).

stegt forfatter i persillesovs

Nå, mødet i går gik (selvfølgelig) godt.
Vi talte om formatet (der bliver rigtigt fint), om omslaget (det bliver lækkert) og om den sidste redigering (der bliver peace of cake).

Til gengæld er vi enige om at bogen skal have en anden titel end arbejdstitlen Life sucks, og det var straks værre. Hader titler. Eller jeg hader at finde på dem – jeg ved hvor vigtige de er, og måske er det der presset ligger. Jeg har i hvert fald fornemmelsen af at være tømt for noget som helst der kunne ligne en titel, bare ved tanken om at det er en sådan jeg skal kreere.

Har bedt den sibiriske ulv derhjemme om at sparre mig. Sagde at bogen bliver titelløs hvis han ikke hjælper mig, og det kunne han alligevel ikke bære; at hans kone skulle debutere med en bog uden titel, så han har nu lovet at læse manus igennem og tæppebombe mig med gode idéer. Kan slet ikke vente – alt hvad jeg foretager mig med manus nu, er jo et skridt nærmere den endelige bog.

Efter mødet havde mand og børn sørget for festmiddag for at fejre at jeg nu har min første forfatterkontrakt liggende på skrivebordet. Ungerne havde valgt menuen, stegt flæsk og persillesovs, og mindstebarnet hældte sovs til randen af sin tallerken, mens størstebarnet diverterede med en beretning om hvordan man laver et menneske om til en sofa. Det var noget han havde hørt i den seneste lydbog vi har lånt til ham på biblioteket (I kid you not), og jeg fik først taget hænderne op for ørerne da han kom til det med at man bare skulle flå huden op om hovedet på mennesket til det glinsede rødt og så banke sømmene i.

Heldigvis var der gin og tonic sammen med ulven senere, så jeg glemte alt om menneskelige sofaer der glinser rødt.

(PS. Jeg udkommer primo september. Så det).

Fejring