så blev det sommer!

Gennem det sidste års tid har jeg læst en del korrektur for museet Rønnebæksholm.
Det er en helt anden verden end den jeg normalt bevæger mig i med slang og fuck og shit og (paranormal) kærlighed og den slags, nemlig en verden af symboler, kunsthistorisk kontekst, surrealisme og panteisme – og beskrevet med et sprog jeg for længst har lagt bag mig et eller andet sted ude på KUA.

Alle Rønnebæksholms katalogtekster fortæller mig en historie om nogen, en kunstner, jeg endnu ikke kender, og hver gang der lander en opgave fra museet på mit bord, begynder jeg (som altid ved en opgave der præsenterer en ny forfatter/oversætter/kunstner for mig) med en Google-søgning.
Således også i dag.
Og hvilken fin, poetisk og hvirvlende verden jeg netop har bevæget mig ind i. Som at ligge i græsset en varm sommerdag omgivet af transparente sommerfugle og himlen som et blåt, blåt låg over verden.

benny_droescher_egelund_10

Benny-Droscher-2012.-Still-Undreamed11-300x240

Benny-Dröscher_Benny-Dröscher.-Recalculating-(5),-2012.-130-x-180cm.-Acrylic-on-canvas.-(web)

(Billeder er tyvet her, her og her).

happy freakin’ valentine

Altså, det er jo ikke fordi vi plejer at gøre noget ud ad valentinsdag hjemme hos os.
Det går som regel først op for os at det er valentinsdag, når vi læser om den i avisen, eller ser alle de sure statusopdateringer på Facebook.

Og i går havde vi ligesom planlagt noget familiehygge med et næsehorn og temmelig mange andre vinterferieglade familier – hvilket dog blev en anelse amputeret da min sibiriske ulv måtte bukke under for noget så menneskeligt som influenza.
Ungerne var også lidte matte, i løbet af natten måtte størstebarnet også på drugs, så de røg tidligt i seng – og det endte med at jeg sad hele aftenen i sofaen sammen med en feberhed ulv, der lige kunne holde sig vågen på Treo, og så Sådan er kærligheden på nettet. I stedet for at spise sushi og drikke sake (for det kunne vi jo godt have fundet på).

Men sådan er kærligheden jo heldigvis også.

og den kom snigende

vinterferiestemning1

Er blevet ramt af vinterferiestemning.
Den har sneget sig ind på mig som duften af varm chokolade og ingefærkager.
Det er noget med den høje himmel, og byen der ligner en søndag.

Eller også skyldes det at jeg sad hele formiddagen i går på et ferieramt Crone Film med hørebøffer på og valgte det ene billede efter det andet fra Otto er et næsehorn til billedbogen der nu er ved at finde sin endelige form.
Turen over Langebro på vej derud med bussernes rumlen bag mig mindede mig om dengang jeg læste på KUA, om de mange morgener hvor jeg lod blikket vandre ud over vandet, først til venstre, så til højre, og det føltes som om jeg havde hele livet foran mig. Hvilket jeg også havde.

Eller også skyldes det at jeg så selvsamme Otto sammen med ungerne i biografen i dag og lurede af hvor de lo, og opdagede hvor de mindste krøb op på skødet af angst for at det ikke endte godt. Og vi hoppeløb hjem gennem sneen stadig med duften af popcorn og vådt tøj og hygge i næsen.

Eller også skyldes det at ulven og ungerne lavede snelygter i gården mens mørket faldt på, og lyden af deres latter steg op mellem husene som røg fra det bål der kunne have varmet deres iskolde hænder.

Eller også skyldes det at jeg har lagt to feriedage ind i kalenderen. Hvem ved.

sofadrømme

På mit kontor står en gammel sofa.
Når man ligger i den og kigger ud ad vinduet, kan man kun se himlen over Nørrebros tage og Assistens Kirkegård.
I dag er ruden kun en hvid plet. Hvis man ligger længe nok og stirrer, virkeligt stirrer, kan man godt fornemme at det sner. Man kan midt i alt det hvide se de små stikkende fnug hvirvle ned over huse og gader.
Sådan kunne jeg ligge i timevis.

sofadrømme

afleveringssløvsind og uforfalsket angst

Jeg afleverede sidste bind i Monster High-serien i fredags.
To år har den været min trofaste følgesvend, og selvom jeg glædede mig til at få den sendt ud i verden, er det altid med et vist vemod at jeg siger farvel til et projekt jeg har levet med så længe. Selvom der har været lange pauser mellem de enkelte bøger i serien, har den hele tiden ligget og rumlet i hovedet. Når jeg er gået forbi et BR-vindue med merchandise i sort og pink overalt, eller da der landede en slags fanmail fra en gammel barndomsven hvis papdatter var ved at dåne da han fortalte at han havde leget gemmeleg med oversætteren da vi ikke var meget højere end fire malerbøtter oven på hinanden.

Nu er jeg så ramt af afleveringssløvsind. Og det kræver altid lige et par dybe indåndinger at lukke et projekt og kaste sig over et andet – især når der ikke rigtigt er noget at kaste sig over …

Jeg har jo søde Otto er et næsehorn som skal finde sin endelig form, og et par feriedage, så ramler jeg ind i enhver freelancers mareridt: en stille periode. Og selv efter så mange år i gamet, når jeg ofte – inden der atter lander nye opgaver (for det gør der jo. Altid) – at få den her følelse:

Angst

Og jeg når altid at overveje om det er nu jeg skal røve en bank, vælge at gå wrestlervejen eller noget helt tredje. Min sibiriske ulv, der jo er nødt til at bevare det kølige overblik – ellers overlever man ikke livet sammen med mig (eller det der leves i de store, barske skove), plejer altid at sætte det hele i perspektiv ved at konkludere at det måske så var nu at jeg skulle få skrevet nogle af alle de bøger jeg gerne vil skrive? Om jeg egentlig havde overvejet at det var en gave at få tid til netop det?

Således perspektiveret har jeg nu fundet notesbøgerne frem, ryddet skriverbordet (og hjernen, så godt som), så der er plads til at få min yndlings-Astrid videre i teenagelivet. (Når altså det der stor gule næsehorn der lige skal ud af vagten først, er blevet puffet blidt ud af kontoret).
Måske ender det endda med at både Astrid og jeg er klar til at kaste os ud i nye eventyr. Hvem ved.

 

måske skulle jeg bare blive wrestler

Mine børn er ikke synderligt imponerede af det jeg laver.
Altså, det der med bøger er jo bare noget med at sidde foran en computer hele dagen og taste. Og hvem gider egentligt det? (Bortset fra deres kedelige mor, altså).

Men det aftvang alligevel en lille smule respekt da jeg kom hjem med den her:

310172_417377674983947_279445700_n

Og især den ældste synes det er o.k. sejt at jeg netop nu sidder og laver billedbogen til den her:

Otto

Ikke mindst fordi der hænger gigantiske reklameplakater for den på alle de busstoppesteder han passerer på vej til skole – og ingen ved jo at det er filmen der reklameres for og ikke bogen, vel?

Derfor bredte der sig også et stort smil om munden på mig  da manden i går sendte mig en sms om at sønnike stod og blærede sig med mig.
Arh, tænkte jeg, han står ved bussen sammen med dagens legekammeret og praler af sin mor mens de betragter en stort gult næsehorn.

Ha!

To sekunder senere landede endnu en sms:

At du på én gang har fået et blåt øje, sår på læben, hul i hovedet og en hudafskrabning … Sejt.

Og der troede jeg lige …

Men ældstebarnet har jo nok fat i noget, måske giver det her alligevel mest street credit:

The Fighter

(PS. Det var et stunt i gården, jeg gjorde det helt alene, jeg er helet for flere år siden. Men det er der jo igen af legekammeraterne der ved).

hvad skulle der være, frue?

Vi var i Fest & Farver i går og købe fastelavnskostumer til ungerne. Sammen med sådan cirka halvdelen af hovedstadens forældre – og deres børn. Indgangsreplikken var således: “Hold nu op, der er mange mennesker her,” og jeg hørte op til flere forældre love deres kampsvedende børn i flyverdragter og samuraisværd/trefork/prinsessekrone at næste år skulle de nok være bare lidt tidligere ude med det der fastelavnstøj.

Ungerne tog det ret cool, og en halv times tid senere var Nihola-cyklen proppet med to trallende børn – og en kat og Darth Vader.

Ville ønske vi også havde stoppet en butler eller to derned. Så ville jeg begynde med en caffe latte, gerne med letmælk, en croissant og noget frugt. Og måske kunne jeg lidt senere bede om en lækker frokost, ikke noget særligt, bare en let salat og noget grillet kød. Og til slut, når jeg har sat det sidste punktum i dagens portion oversættelse, ville jeg bede ham forberede et karbad med lavendelduft og en kop Bailey Cream-te og Politiken. Tak.