jamen hun har jo ikke noget tøj på

Jeg kom i sin tid nærmest snublende ind i min oversætterkarriere. Et halvt års tid efter at jeg havde sagt mit første (og eneste) faste job op, uden helt at vide hvad jeg så ville, kom en lille oversætteropgave dumpende. Nemlig den her pudsige serie:

Jeg sagde ja tak. (Turde ikke andet, for jeg havde ingen penge). Og efter at have siddet og puslet med de skæve billedtekster og fundet ud af at det faktisk var ret morsomt, vovede endnu et forlag pelsen, og denne fine, nytænkende ungdomsbog landede på mit bord:

Nu kan jeg slet ikke forestille mig at jeg ikke skulle oversætte. Og selvom jeg stadig kan føle mig som en famlende novice, tør jeg efterhånden godt tage oversættertitlen på mig. Jeg tør godt fortælle hvilke bøger jeg har oversat. Jeg tør til og med forære flere af dem som har mit navn i kolofonen, til nogen der gider læse dem.

Men indimellem dukker den der latente angst som ligger lige under min oversætteridentitet, op. Angsten for at en eller anden en dag kigger forbi mit kontor med mit manglende oversætterbevis i hånden og siger: Jamen du kan jo slet ikke oversætte. Hvem har egentlig været så tarvelig at bilde dig det ind? Angsten for at de fejl man laver, ikke fanges af en vågen redaktør eller en grundig korrekturlæser. Som for eksempel dengang jeg skrev om en mand at ”han havde netundertrøje på og bøjle (braces) på tænderne” – og redaktøren gjorde mig opmærksom på at braces også betyder seler, og det nok mere var det der var tale om. Oh, well.

Derfor bliver ens lille oversætterjeg så jublende glad når man falder over en side som denne. Jamen er det ikke fantastisk! Et helt site med bøffer, både de mindre grumme og de virkeligt grumme, og jeg skulle heldigvis kun læse en fem-seks stykker af dem før jeg kunne ånde lettet op. Det er ikke kun sådan en som mig, der blev oversætter ved et tilfælde, som bliver så grebet af historien at ens fingre bare taster af sted (for det er selvfølgelig det der sker, selvfølgelig).

Ikke desto mindre er flere af dem ret sjove. For eksempel: Jim is a Vietnam vet der bliver til Jim er dyrlæge fra Vietnam. Og den her: You look like af Navy Seal der bliver til: Du ligner en babysæl. Ogden her: Where do you keep your firearms? der bliver til: Hvor har du gemt din brandalarm?

Så er sådan en lille detalje som om en mand bærer bøjle eller går med seler da intet at regne. Nej, vel?

 

så tårerne flød

Jeg oversætter den mest fantastiske bog (I skal nok høre mere om den, det lover jeg) med en klump i halsen og tårer i øjnene.
Håber ikke nogen fra kontoret stikker hovedet ind, for jeg ved ikke om jeg kan sige noget. Jeg nærmer mig enden, og det er så trist, så trist, og jeg kommer til at savne den.
Bare man kunne oversætte den samme bog flere gange og forelske sig i den på ny. Igen og igen.

julegavetips – om en skilsmisse, en motorcykel og jagten på sin identitet

Min veninde som bor i Bruxelles, bad mig forleden komme med idéer til hvilke gode danske bøger hun skulle ønske sig i julegave. Midt i en kosmopolitisk smeltedigel forsøger hun at holde sig orienteret om hvad der sket i Danmark, såvel politisk som kulturelt (hvilket jeg synes er ret sejt når hun også lige jonglerer en hverdag som i øvrigt giver mig sved på panden) – og hun fik mig straks til at tænke over hvad der havde været mine største (danske) læseoplevelser i år. Eller måske er et par af dem (eller dem alle tre) ikke liiige fra i år, men det ser I stort på, ikke? Når nu de alle tre er så gode som de er.

Henriette E. Møller: Jelne – en dannelsesroman om pigen Jelne der vender tilbage til barndommens land for at finde sig selv, sin fortid og sandheden om sin mors død. Den er så dæmpet og fint fortalt, og jeg læste den i ét stræk på besøg hos mine svigerforældre (der sikkert ikke ville kunne huske jeg var med. Jeg sagde ikke et ord i to dage (og der sker aldrig meget sjældent)).

Dy Plambeck: Gudfar – en (families) fortælling der blandt andet springer fra 70’ernes bikermiljø til brostenskastende autonome i 00’erne. Bogen handler om alt det vi alle sammen slås med (ja, jeg ved selvfølgelig ikke med jer, men jeg kunne genkende temmelig meget), savn, frygten for ikke at høre til, kærlighed og ensomhed. For bare at nævne et par stykker af de mange temaer den lille, nøgternt skrevne bog når omkring.

Lone Hørslev: Jeg ved ikke om den slags tanker er normale – med undertitlen Skilsmissedigte. Og det siger faktisk det hele. Så fint og nænsomt fortalt. Og trykt på lækkert papir. I min (næsten) hjemby Hjørring.

Du kan læse mere om dem alle tre her, her og her. For eksempel.

om forfatteridentitet

Jeg var til forlagsjulearrangement i går.

Snaksom hygge, rødvin, slidte og knirkende trægulve – og bøger fra gulv til loft. Sådan som jeg godt kan lide det. Elsker det. Intet mindre.
Men da jeg stod der med chips i den ene hånd og et glas i den anden, skete der præcis det der altid sker midt i hyggesludderen; en eller anden spørger: Skriver du så også børnebøger, eller hvordan? (Det kan også være ungdomsbøger/voksenbøger/fagbøger, du bytter selv ud, ik’?) Og så står jeg der og ved ikke rigtigt hvordan jeg skal få begyndt på hele beretningen: Altså, jeg går jo og venter svar på mit gennemskrevne ungdomsbogsmanuskript, det skulle komme efter jul, jeg er allerede gået i gang med toeren, men nu får vi se, jeg skal jo lige have antaget etteren først, sådan helt officielt med kontrakt og det hele, og jeg har lige fået min voksenbog retur, forlaget synes alligevel den var for smal til dem, men det er jo bare op på hesten igen (igen), ha, ha, og så har jeg skrevet Gummi T, altså, billedbogen på baggrund af filmen, ik’?, og jeg skal også lave Otto er et næsehorn. Men ellers oversætter jeg, redigerer og korrekturlæser, det er sådan set det jeg lever af. Og det er jeg også ret vild med. Faktisk.

Jeg talte engang med en af Danmarks mest populære og dygtigste danske børne- og ungdomsbogsforfattere (hun har, selvfølgelig, også skrevet voksenbøger, hrmfp) om hvornår man er (rigtig) forfatter, og hun sagde at når man har skrevet en sætning, måske bare en linje på et postkort, ja, så er man jo forfatter – til den. Jeg kan ret godt lide den tanke …

Men det kan man jo ikke rigtigt sige når man står der omgivet af bøger som dem man taler med over rødvinen, rent faktisk har skrevet vældigt mange af.

Vel?

noget om bøger og oste

Som regel tager en bog den tid en bog tager …
Oh, who am I kidding? Indimellem tager en bog den tid en bog tager – men en sjælden gang sker det at netop tiden (eller mangel på samme) er den altafgørende faktor for om en bog når sit publikum.

Sådan en bog er Marco Effekten.

Jeg var blevet booket til at korrekturlæse i god tid, havde ryddet kalenderen, aftalt med manden at han var selvkørende i de 2-3 døgn jeg havde til rådighed – og jeg glædede mig. Hey, jeg ville jo have læst bogen alligevel, nu fik jeg lov til at være blandt de allerførste til at se om Jussi kunne holde kadencen (det kunne han), og jeg fik endda penge for det. Til gengæld vidste jeg ikke helt præcis hvornår manuskriptet landede i min indbakke, helt præcis hvornår jeg skulle aflevere det – eller hvor langt det var. Og der er jo forskel på om man skal læse 300 sider på to døgn eller 512 … (De af jer der har læst Jussis bøger, har nok regnet ud hvad den landede på …).

Så jeg burede mig inde på kontoret med god jazz, uendelige mængder snacks og kaffe – og læste 14 timer i streg to dage i træk.

Det så sådan her ud:

Dagen efter løste jeg plomberingen af min dør ind til kontoret, drønede ind på Politikens Forlag og afleverede korrekturen en halv time før redaktøren modtog den anden korrekturlæsers manuskript, leveret af Bring ud ad et nedrullet sidevindue i varebilen. Det lignede en narkooverlevering – og når man ved hvor meget Jussi omsætter for, var manuskriptet jo også næsten lige så meget værd som samme mængde hårde stoffer.

Og så tog jeg hjem og sov tolv timer i træk.

Men vi nåede det. I dag ser det sådan her ud:

 

(Og det var altså ikke kun mig, men også – i særdeleshed – Jussi der gav den gas. Se selv her. Respekt).