vi er alle tyve

Tyv        Tyv        Tyv        Tyv

Da Thomas Vinterberg brød gennem lydmuren med Festen, gik der ikke længe før rygtet om at han vist nok havde lånt historien til sin film fra virkeligheden, begyndte at svirre. En ung mand havde fået en bunke P1-lyttere til at synke en klump i halsen på den anden side af radioen da han i Koplevs Krydsfelt fortalte om sin stedfars årelange misbrug, søsterens selvmord og den sandhedstale han havde holdt til stedfarens 70-års fødselsdag. Senere kom det frem at Allan, som den unge mand hed, vist nok havde lånt temmelig meget af sin historie fra fiktionen – men det vidste Vinterberg ikke da han lod sig inspirere til sin film.

Det er sådan det er. Indimellem er det som om alt er fortalt en eller flere gange før. Og det vi der gerne vil lave nye historier – i form af film, teater, bøger, kunst – skaber, er allerede skabt i en anden form. Vi filer blot, føjer nye detaljer til, nuancerer – vi står på skuldrene af skaberne til allerede eksisterende værker, og selvom vi ikke vil, stjæler vi med arme og ben fra den historie der ligger bag os. Ofte uden at vide det.

Som da jeg for to år siden begyndte på min ungdomsbog om teenagepigen Astrid fra Frederiksberg og forærede hende en morfar på Fyn der elsker at gå i sin have og nusse om sine pæoner og blandt andet fortælle sit nysgerrige barnebarn at man i gamle dage begravede moderkagen efter en fødsel i sin have og plantede et magnolietræ oven på – og nu så mange måneder efter oversætter en bog om en ung fyr i England der er forsynet med en morfar der elsker at nusse i sin kolonihave og løfte sten sammen med sit barnebarn og kigge på bænkebiderne der myldrer rundt i panik over at deres hjem er blevet invaderet at sollys.

Eller som da jeg for så mange år siden at jeg ikke længere kan huske det, begyndte på min voksenbog om en mand der langsomt går i opløsning i sit liv – og en begavet konkollega der lige har læst manuskriptet, i fredags til cafémøde om netop det, spørger om jeg har læst Sten, saks, papir af Naja Marie Aidt – for min historie minder utroligt meget om den …

Ingen ønsker vel at stjæle, tænker jeg, alle drømmer vel om at lave originale værker – men hvordan skal man kunne det, når historier, både virkelige og fiktive, som man ikke engang har hørt før, som man intet kender til, bliver ved med at snige sig ind i ens egne historier – som en tyv om natten?

Jeg har for øvrigt tyvet lånt billedet her.

Gennemskrivning er en bitch

Det værste ved at oversætte er ens egen redigering, den allersidste gennemskrivning.

Jeg læser aldrig en bog inden jeg går i gang med at oversætte den. Nogle gange læser jeg de første tyve-tredive sider for at få en fornemmelse af tonen, af sproget, af stemningen – men ellers oversætter jeg bare. Jeg kan godt lide fornemmelsen af at historien er lige så ny for mig som for den læser der engang skal slå op på allerførste side når bogen er blevet til en dansk udgivelse. Det holder mig skarp, synes jeg, at jeg ikke ved hvad der skal ske, at jeg ikke ved hvad den der replik på side 37 får af betydning for det der sker på side 113. Jeg kan godt lide at historien folder sig ud og får liv parallelt med at jeg transformerer den til en dansk version.

Til gengæld bliver jeg jo også klogere undervejs, så i den sidste gennemskrivning er det at jeg opdager at netop den der replik på side 37 skal omformuleres, ellers giver det der sker på side 113, ingen mening. Det er i den sidste gennemskrivning at jeg pudser sproget af, løsriver mig (endnu mere) fra originalen og får det til at lyde dansk (forhåbentlig) – det er der jeg fanger alle smutterne (forhåbentlig), får bundet alle de løse ender der jo ikke kan undgå at være når jeg netop ikke ved hvilke spor historien følger undervejs, hvad alle begyndelserne anslår, munder ud i, når jeg ikke aner hvad det alt sammen ender med.

Jeg kender flere oversættere der elsker den sidste gennemskrivning – det er der de får helt fat om historien, giver den den sidste finish. De elsker at nørkle med de små sproglige detaljer. Det gør jeg ikke. Det svarer jo til at læse allersidste side i en bog, lægge den fra sig to sekunder, lave en ny kop kaffe, sætte et nyt stearinlys i stagen på sengebordet – og starte på side 1 igen.

Og hvem gider egentlig det?

 

Frankie Stein og alle de andre monstre

Er tilbage på kontoret til årets første fulde arbejdsdag. Januar bliver en killer. Skal blandt andet oversætte sidste bind af den her:

MH

– og afslutter dermed serien på fire bind der blandt andet har budt på sætninger som:

Den ravduftende prinsesse gik med guldfarvede kilehæle, armygrønne leggings, lang camelfarvet tanktop, elfenbensfarvet vest i kunstig pels og havde et utal af forskellige armringe på begge arme. Hendes outfit passede til den røde løber, mens Frankies rullekravekjole mere var et væg til væg-tæppe.

Cleo sendte tjeneren et hold-kæft-eller-jeg-smører-din-skaldede-isse-ind-i-gåselever-og-kalder-på-kattene-blik.

Lynene ramte nattehimlen med samme svirp som en sportsidiots sammenrullede håndklæde, der træffer en nørds bare ende. Regnen faldt tungt. Træerne svajede og knirkede. Et kobbel varulve hylede i det fjerne.

Det bliver med andre ord underholdende.
Vi er tre oversættere i hvert sit land, Danmark, Norge og Sverige, som sidder og bakser med at få den engelske udgave til at flyde på hver vores modersmål, og når deadlinen nærmer sig, er mailkorrespondancen mellem os ret heftig. Jeg ville være lost uden sparring på en serie som den her der har et væld af sprogspil og omskrivninger – det er så afgjort den sværeste ungdomsserie jeg har oversat. Men også en af de sprogligt mest spændende. Og sjoveste.

Så når I andre har en stille dag på kontoret, fifler jeg (i dette tilfælde i kyndig sparring med den finurlige Maren) med at finde på navne som: Stig Ned … Storm Wind … Stip Op … Helle Dusse … Marie Høne … Dia Rée … Jan T. Lov … Hans E. Man … Kim R. Ned … Prins Ib … Per Sohn … Pia No … Mette Samme … Cille Behn … Lotte Ri … Finn E. Lønn …

Kan nogen af jer stikke den?

I det nye år vil jeg …

– skrive mindst én roman. Bind 2 af min ungdomsroman er et godt bud. (Nå, I synes det er lidt ambitiøst når jeg ikke engang har fået antaget bind 1 endnu? Måske …)
– tilbringe endnu mere tid sammen med Cold Turkey – i hvert fald i arbejdstiden
– have mindst én måned hvor jeg ikke lever af mine skattepenge/momspenge/min kassekredit (selvfølgelig kan det lade sig gøre, selvfølgelig), ellers vil jeg:
– blive endnu bedre venner med min bankrådgiver
– holde et brag af en sommerferie for alle mine bibliotekspenge – i hele tre uger (uden bare et lille manuskript i tasken der liige skal løbes igennem, eller nogle mails der skal besvares, eller noget regnskab der lige skal kigges på. Og jeg mener det)
– slukke for SCI New York, Luksusfælden og Sporløs (ja, jeg ved det godt, men jeg hverken ryger eller drikker (næsten ikke i hvert fald) og læse mange flere gode bøger
– lære alle de nye retskrivningsregler. Udenad. Det bliver en fest
– kræse om mine bloglæsere med giveaways og den slags

Det bliver et fantastisk år. Siger det bare.

status – en slags top 10 over året der gik

1  stk. spritny blog (yehaa)
2  gennemskrevne manuskripter sendt ud i verden (venter stadig på at de vender flyvefærdige hjem)
3  gange Gummi T. Med hørebøffer, kaffe og et væld af noter – og der kom jo rent faktisk en bog ud af det
4  bind af serien Lying Game. Tog afsked med serien efter to års følgeskab
5  hundrede og nogen og halvfems af tegnestuens gode kopper kaffe. Mindst
6  stk. oversættelser med mit navn i kolofonen – om monstre, om drømmen om ens fremtid (som den tager sig ud på Facebook), om løgnagtige veninder. Og teenagekærlighed
7  hundrede og fireogtres besøgende på min blog siden den blev skudt i luften den 27. november (fire hundrede og ni og tres unikke. Det er da meget godt, ikke?)
8  fantastiske skriveeksildage på smukke Hald Hovedgård
9  stk. større redigeringsopgaver – af alt fra krigeriske normannere, dansk fotokunstner, gangstere, norsk krimi, papirmagi og romantik
10  km. Årets andet løbemål, nået i oktober. (Ja, ja, ved godt det ikke har så meget med mit arbejde at gøre, men det føles mindst lige så godt som at afslutte en haster. Eller en større oversættelsesopgave. Eller noget)

Det var så det år. 2013 kan bare komme an. Jeg er klar.

Juleblogging – yeah right

Man kan vist roligt sige at jeg ikke bestod eksamen i at ferieblogge.
Intentionerne var der, men juleugen kom til at handle meget mere om Lego, børnebøger, Littlest Pet Shop og Playmobil (og en lille smule om Baileys, Quality Street, 157 forskellige tv-kanaler og sene nattetimer. Men det er en helt anden snak).

Jeg havde ellers slæbt bøger med på juleferien som skulle jeg være sneet inde, alene, i mindst fjorten dage, men jeg læste ikke et ord i nogen af bøgerne, og mens sneen væltede ned (ja, jeg holdt jul i Nordjylland, og der havde vi i den grad hvid jul. Hæ), læste jeg dameblade og lokalaviser. Og snakkede. Og spiste. Drak lige en kop kaffe eller to. Og spiste noget mere.

I januar skal jeg ikke lave andet end at løbe og spise råkost. Og læse alle de bøger jeg ikke nåede i julen.