som en løvinde i bur

Jeg går i mentale cirkler. Spiser et æble. Drikker kaffe. Jeg har sat Katrine Madsens rå, jazzede stemme på anlægget. Det plejer at hjælpe. Men nu er jeg er startet på lidt for mange sætninger der lød som volapyk, jeg pangler med lidt for meget slang i dag – og jeg tror også nok jeg skipper frokosten. Kan sikkert alligevel ikke spise noget.

Jeg skal til møde med min redaktør i eftermiddag.
Og det er første gang jeg skal til møde om en bog, og den ikke længere (kun) er min – men også deres, forlagets.
Det giver forventningsfuld hjertebanken – men også følelsen af ansvar.

Vi skal tale om debutens fremtid – hvornår den skal ud i verden, hvordan den skal se ud, hvad vi forventer os af den.
Jeg tror manusset er klart. Har nusset om det de sidste par dage og prøvet at forklare det hvad det er det har sagt ja til. Fortalt det at det er virkelighed nu. At det snart er klart til at blive bundet ind, få ryg og omslag og alt hvad det medfører. Jeg har faktisk prøvet at piske en stemning op – men det er ret ligeglad. Det mener godt det kan tåle at møde et publikum.

Og så kan jeg også. Selvfølgelig. Sagtens.

IMAG0197-1

når den sibiriske ulv jager

Jeg er gift med en sibirisk ulv.
Det betyder at han nogle gange, som i fredags for eksempel, når resten af familien installerer sig hjemme i stuen med stearinlys, bøger og fredagshygge, pakker rygsækken og drager ud i skoven for at jage det bedste sted at sove i 10 graders kulde inden han går en ti-tyve kilometer dagen efter. Med fuld oppakning.

Jeg har netop opdaget den her:

IMAG0195-1

– så det passede mig udmærket at ulven var taget i skoven mens jeg blev klogere på en en anden (næsten) lige så sej mand.

Hvis I endnu ikke har lært Kim Leine at kende, så bør I så afgjort se at få hevet ham inden for i læsehulsen. Han skriver så man tror det er en gammel grønlandsk løgn – og når man selv er sådan en der snart debuterer med noget der ligner en bog, så bliver man oprigtigt imponeret over at nogen kan debutere med en roman så stærkt skrevet og så gedigent komponeret. Det er Leines egen historie – og det aftvinger endnu mere respekt for det er altid de sværeste at skrive. Og selvom ens historie er en roman værdig, hvilket Leines er, er det jo ikke sikkert man evner at få den omsat til god litteratur, men det gør Kim Leine.
Så se at få din ulv (eller ulvinde) ud at jage, så du kan barrikadere dig indenfor i varmen med Kalak.

den dag …

de unge i amerikanske ungdomsbøger stopper med at trække på skuldrene, hæve et (spørgende/undrende/sigende) øjenbryn og sige omigod, omigod, omigod (hvad er der galt med shit/det er løgn/jeg fatter det ikke bare en gang imellem?), så giver jeg champagne til jer alle sammen.

Hald Hovedgård – mon amour

sept08_4 027   sept08_4 018   sept08_4 023

For præcis et år siden rykkede jeg ind på Hald Hovedgård. Med i tasken havde jeg et væld af noter, to manuskripter der skulle gennemskrives, og en usikker forfatteridentitet jeg ikke rigtigt vidste om jeg turde tage op og kigge på undervejs.

Hald Hovedgård, der ejes af staten, er som der står på deres hjemmeside: “siden 1974 blevet drevet af Den Selvejende Institution Hald med det overordnede formål at sikre den fredede hovedgård som etfolkeligt, pædagogisk og kulturelt samlingssted“.” Og siden 2002 har hovedgården arbejdet efter nye vedtægter målrettet på at stå til rådighed for det danske litterære miljø.
Det er vi mange der er dybt taknemmelige over.

På Hald arbejdede jeg med mine egne tekster i otte dage. Kun afbrudt af løbeture i det eventyrligt snedækkede viborggensiske landskab, knirkende ture ned i køkkenet efter te/kaffe/mad, snak med min skrivepartner in crime, Lea, som sad lige på den anden side af væggen med det småblomstrede tapet og skrev ligesom jeg. I de andre værelser rundt omkring, over og under mig, sad der etablerede forfattere, debuterende lyrikere, fagbogsforfattere, skrivende mennesker – der alle havde det tilfælles at de havde valgt at fordybe sig i ord netop der. Som alle var enige om at det var helt o.k. at droppe rødvinen i pejsestuen til fordel for sin tekst, at spise på værelset i stedet for i det hyggelige køkken med det madamblåmalede køkkenbord, at vælge en gåtur i stedet for at blive hængende over kaffen.

Det eneste man skal for at få et af de fine værelser på Hald, er at skrive en rapport om sit ophold – og sende et eksemplar af den bog man har arbejdet på, til biblioteket. Tænk, så priviligeret.

Da jeg kom hjem igen, var det med to gennemskrevene manuskripter i tasken – og en forfatteridentitet jeg godt turde tage et kig på indimellem. Som jeg skrev i min rapport: “Inden jeg kom på Hald, havde jeg i mange år forsøgt at balancere et freelanceliv som oversætter, redaktør og korrekturlæser med det at skrive mine egne bøger. Jeg havde også fået skrevet flere manuskripter, deriblandt de to jeg havde med på hovedgården, men jeg var aldrig rigtigt kommet ud over rampen – og jeg havde aldrig fundet den rigtige balance. For hver gang jeg havde sat en uge af til at skrive mine egne ting, dumpede der altid en opgave ind ad døren (med andre ord en pose penge), hver gang jeg havde besluttet mig for at skrive hver dag over en lang periode, blev jeg overhalet indenom af en deadline eller to. Men på Hald, hvor jeg fik lov at koncentrere mig om udelukkende at skrive – og mødte andre der ligesom jeg bokser med at finde tid/ro/fordybelse til at skrive (også folk der ikke laver andet) – fandt jeg ind til kernen i det at skrive igen, nemlig at træffe et valg om at det er det man vil.

558690_336930266362022_1438643810_n

(De fine billeder af omgivelserne er taget af Per-Olof Johansson, og de alle tyvet her.)

neverending story

Jeg havde to børn der vågnede 02:20 i nat – så friske at den største lige måtte tjekke om det i virkeligheden ikke var morgen. Det kunne jeg betro ham nede fra dynens flødeskumsbløde varme, at nej, det var det ikke. Det sludrede vi så lidt om i en halv times tid, og da vækkeuret ringede ikke så mange timer senere, vidste jeg bare at jeg ikke skulle have skrevet det her indlæg i går.

For se nu hvad jeg blandt andet har brugt min tid på indtil nu:

http://www.youtube.com/watch?v=DpGdLsG87qo

 

 

jøgl & pangel – nu på rigsdansk

Der hvor jeg kommer fra, findes der et begreb kaldet jøgl og pangel.

Jeg ved om nogen hvor svært det er at oversætte begreber til (rigs)dansk så det er præcist dækkende – og jøgl og pangel er ikke nogen undtagelse. Spørger man derimod en hvilken som helst vendelbo, ved han eller hun præcist hvad jeg mener – nemlig at det betyder noget i retning af et hulans besvær, ja, at noget er pissebøvlet.

Dengang jeg var blonderet teenager med perlemorslæbestift og gulerodsbukser, var Jøgl & Pangel også landsbyens mest tjekkede (og eneste) dj’s. De var på alle folkeskoleelevers læber i alle skolegårde, havde den sejeste vinylsamling i hele oplandet og rakkede regionen rundt og spillede Thomas Helmig, Duran Duran og Rick Astley til samtlige sodavandsdiskoteker. Og jeg blev kæreste med den ene af dem, Morten med de brune øjne og et smil der kunne smelte en liter regnbueis, og fik lov til at hænge ud i boksen bag spotlysene og pladespillerne med en Jolly Cola i den ene hånd og dj-kæresten i den anden …

Nå, jeg fortaber mig.

Men som du kan se, er der noget ganske særligt ved jøgl og pangel. Det er så fedt et begreb. Der findes ikke rigtigt andre ord der dækker det – og pangel er desuden et udmærket verbum. Man kan rent faktisk pangle med noget, altså døje med noget — men I kan godt høre det, ik’? pangle er så meget bedre.
Man kan for eksempel pangle med at få skulderpuderne til at sidde som de skal, i ens nye mintgrønne blazer, man kan pangle med at få motoren bakset på plads i sin nye Toyota Corolla – og man kan pangle med at finde de helt rigtige ord i en oversættelse.
Lige nu forlyster jeg mig jo med allersidste bind af Monster High – og sidder netop nu og pangler med oversættelsen af sætninger som:
ghouls just wanna have fun,
camPAIN in the butt og
gritty’s the new glossy. 

Når jeg altså ikke drømmer mig tilbage til dengang jeg brugte alle mine penge på Bravo, og Limahl var det allermest hotte.

a

(Det er sgu da ikke så underligt hvis jeg ikke får lavet noget, vel?).