et gult næsehorn i 3D

Jeg har tilbragt formiddagen i biograflunt mørke med 3D-briller, kaffe og den her:

Fin og stille poetisk film med en klimprende stemningsfuld lydside.

Ligesom med Gummi T skal jeg skrive manuskript til billedbogen og udvælge billeder, og nu har jeg – efter først at have læst manuskriptet og smagt på replikkerne – fået filmens tone, stemmernes kvalitet og den skønne Ole Lund Kirkegaardske billedside ind under huden.

Glæder mig til at få skrevet replikker som: ”Jeg har et næsehorn her i huset, og det skal ud! I dag. Med det samme. Det er livsfarligt og uhyggeligt! Det skal dø eller graves ned eller bures inde. Bag tykke tremmer og pigtråd”, ”Min far har været i Afrika 37 gange. For når man sejler på alle verdens have, så støder man jo ind i Afrika af og til” og ”Du er skør, Topper. Og du bliver bare skørere og skørere” sammen til en fortælling om dengang Topper og hans ven, Viggo, tegnede sig til et stort gult næsehorn …

money, money, money

Noget af det sværeste at redigere er livshistorier, de autentiske af slagsen. At forvandle levet liv til en bog der når ud over det private, og som er almen og personlig på én og samme tid.

Jeg har altid været fascineret af de virkelige historier der rummer alt det god skønlitteratur er gjort af: drama, menneskelige relationer, begivenheder der sætter sig spor i de mennesker historien er bygget op om – og helst også en eller anden form for udvikling.

Derfor blev jeg ret begejstret da manuskriptet til denne her landede i min indbakke:

Historien har det hele. Og det blev en forrygende (til tider angstprovokerende) proces – for hvordan redigerer man et liv man ikke selv har levet?

Jeg valgte at læse manuskriptet igen og igen – heldigvis skulle jeg ikke læse ret mange sider ind i manuskriptet før jeg kunne se at forfatterne kunne noget med sproget – og så omformulere så nænsomt jeg kunne, så autenticiteten i sproget var intakt, flytte rundt på afsnittene så der kom en vis kronologi, og så ellers luge ud i gentagelser og den slags. Og så fløj manuskriptet ellers frem og tilbage mellem mig, forfatterne og den journalist der har tilrettelagt og bistået forfatterne i skriveprocessen, ad rigtigt mange omgange. Jeg filede, de filede, føjede nye afsnit til – og vupti (eller det er måske lige kækt nok, men I ved hvad jeg mener), vupti havde vi en bog. (Og en rigtigt god en af slagsen).

En af mine yndlingspassager er denne:
Kapitalens frie bevægelighed har aldrig været et begreb, der har holdt mig søvnløs om natten. EU mig her, og EU mig der. Arbejdskraftens frie bevægelighed, den har jeg også hørt om, men nej, jeg er ikke duperet af de store visioner om et fælles Europa – af den simple årsag, at vi er så fundamentalt forskellige, at det kniber for mig at se, hvordan en flok virkelighedsfjerne og selvhøjtidelige franskmænd med et rødvinsglas i hånden rammer samme interessefelt som os nordboere. For slet ikke at nævne Grækenland og nogle af alle de andre, så det springer vi over.
          Men da millionerne begyndte at hobe sig op i kommodeskufferne som et resultat af flere års hashhandel, lod jeg mig sgu alligevel inspirere af de store tænkere. Og især den der med kapitalens frie bevægelighed fangede min interesse. Bankhemmelighed, var der en, som hviskede i mit øre. Jamen udsigten til at få en del af formuen sat i banken og trække renter og oven i købet i dybeste hemmelighed, det lød da tiltalende. Jeg besluttede mig for at prøve det af.
         Jeg brugte en del ressourcer på at sætte mig ind i tingene. Hvilke lande, hvilke banker, regler og procedure, det ene og det andet. Researchen foregik på listesko, så det ikke blev allemandsviden, at en lidt udefinerbar type som jeg havde en så specifik interesse for netop fænomenet bevægelse af kapital.

BT ryddede hele seks sider i går for at fortælle historien om og bag bogen – og de har set det alle vi der har arbejdet på den de sidste års tid, også har set: Det er en rigtigt god historie.

Og nu vil I gerne vide hvad bogen handler om?

Jeg kan sige at der blandt andet indgår (ret mange kilo) hash, (ret mange) millioner af kroner, noget overvågning, en hund der lugter af pis, og et bombeattentat. Så har jeg vist ikke sagt for meget.
Og så er bogen blevet til på baggrund af et usædvanligt venskab. Og det er næsten det mest spektakulære af det

børn er tyranner

Om natten drømmer diktatoren
om bombefly og soldater.
Og edderkopper.
Han drømmer om spioner,
selv om han ikke ved,
hvad det er.

Jeg elsker flabede børnebøger. Bøger der udstiller hvor egoistiske og narcissistiske unger (og voksne for den sags skyld) kan være er.

Diktatoren er sådan en bog.

Den handler om en lille, irriterende møgunge der bestemmer alt, og for eksempel også er sådan her:

Hej, hej, hej, siger han.
I dag er jeg sød.
Men i morgen kommer der andre
boller på suppen.

Det er sådan en bog jeg ville ønske jeg havde oversat – og illustreret, men det er jo trods alt uden for mit kompetenceområde. Den har de fineste halvfjerdseragtige, og alligevel moderne, illustrationer, og når jeg læser den højt for min datter på fem, griner vi begge. Bare ikke af de samme ting. Og så er det jo virkelig en god børnebog.

 

gangnam style

314 millioner hits på Google. Mere end 800 millioner visninger på YouTube. Parodieret af et utal af fans. Et fænomen af den anden verden. (Yeah, sexy lady).

Vi drømmer alle om at lave en Gangnam Style.

Altså ikke det der med at tage jakkesæt på i forskellige farver, danse en (ret kikset) dans, på både, i busser, i hestestalde, sammen med letpåklædte damer – men det der med at lave noget ingen i deres vildeste fantasi havde regnet med, og se det blive forvandlet til et hit hurtigere end det tager at lyne bukserne i et af de mange jakkesæt.

Jeg besluttede mig for længe siden for at skyde denne blog i gang når jeg havde underskrevet min første (rigtige) forfatterkontrakt, at åbne ballet med en lille ode om hvor fantastisk det føltes at sætte mit navnetræk lige netop der, og om at følelsen af at nu kunne jeg flyve – hen over skriveblokeringer og økonomiske kvababbelser – var så berusende at jeg ikke behøvede fejre det med champagne.

Oh, well, tænker jeg nu, man kunne jo også skrive et blogindlæg eller to mens man venter på kontrakten. Og sin Gangnam Style. Så her er jeg – spændt på om blogverdenen vil mig noget godt.

Velkommen.