sofadrømme

På mit kontor står en gammel sofa.
Når man ligger i den og kigger ud ad vinduet, kan man kun se himlen over Nørrebros tage og Assistens Kirkegård.
I dag er ruden kun en hvid plet. Hvis man ligger længe nok og stirrer, virkeligt stirrer, kan man godt fornemme at det sner. Man kan midt i alt det hvide se de små stikkende fnug hvirvle ned over huse og gader.
Sådan kunne jeg ligge i timevis.

sofadrømme

afleveringssløvsind og uforfalsket angst

Jeg afleverede sidste bind i Monster High-serien i fredags.
To år har den været min trofaste følgesvend, og selvom jeg glædede mig til at få den sendt ud i verden, er det altid med et vist vemod at jeg siger farvel til et projekt jeg har levet med så længe. Selvom der har været lange pauser mellem de enkelte bøger i serien, har den hele tiden ligget og rumlet i hovedet. Når jeg er gået forbi et BR-vindue med merchandise i sort og pink overalt, eller da der landede en slags fanmail fra en gammel barndomsven hvis papdatter var ved at dåne da han fortalte at han havde leget gemmeleg med oversætteren da vi ikke var meget højere end fire malerbøtter oven på hinanden.

Nu er jeg så ramt af afleveringssløvsind. Og det kræver altid lige et par dybe indåndinger at lukke et projekt og kaste sig over et andet – især når der ikke rigtigt er noget at kaste sig over …

Jeg har jo søde Otto er et næsehorn som skal finde sin endelig form, og et par feriedage, så ramler jeg ind i enhver freelancers mareridt: en stille periode. Og selv efter så mange år i gamet, når jeg ofte – inden der atter lander nye opgaver (for det gør der jo. Altid) – at få den her følelse:

Angst

Og jeg når altid at overveje om det er nu jeg skal røve en bank, vælge at gå wrestlervejen eller noget helt tredje. Min sibiriske ulv, der jo er nødt til at bevare det kølige overblik – ellers overlever man ikke livet sammen med mig (eller det der leves i de store, barske skove), plejer altid at sætte det hele i perspektiv ved at konkludere at det måske så var nu at jeg skulle få skrevet nogle af alle de bøger jeg gerne vil skrive? Om jeg egentlig havde overvejet at det var en gave at få tid til netop det?

Således perspektiveret har jeg nu fundet notesbøgerne frem, ryddet skriverbordet (og hjernen, så godt som), så der er plads til at få min yndlings-Astrid videre i teenagelivet. (Når altså det der stor gule næsehorn der lige skal ud af vagten først, er blevet puffet blidt ud af kontoret).
Måske ender det endda med at både Astrid og jeg er klar til at kaste os ud i nye eventyr. Hvem ved.

 

måske skulle jeg bare blive wrestler

Mine børn er ikke synderligt imponerede af det jeg laver.
Altså, det der med bøger er jo bare noget med at sidde foran en computer hele dagen og taste. Og hvem gider egentligt det? (Bortset fra deres kedelige mor, altså).

Men det aftvang alligevel en lille smule respekt da jeg kom hjem med den her:

310172_417377674983947_279445700_n

Og især den ældste synes det er o.k. sejt at jeg netop nu sidder og laver billedbogen til den her:

Otto

Ikke mindst fordi der hænger gigantiske reklameplakater for den på alle de busstoppesteder han passerer på vej til skole – og ingen ved jo at det er filmen der reklameres for og ikke bogen, vel?

Derfor bredte der sig også et stort smil om munden på mig  da manden i går sendte mig en sms om at sønnike stod og blærede sig med mig.
Arh, tænkte jeg, han står ved bussen sammen med dagens legekammeret og praler af sin mor mens de betragter en stort gult næsehorn.

Ha!

To sekunder senere landede endnu en sms:

At du på én gang har fået et blåt øje, sår på læben, hul i hovedet og en hudafskrabning … Sejt.

Og der troede jeg lige …

Men ældstebarnet har jo nok fat i noget, måske giver det her alligevel mest street credit:

The Fighter

(PS. Det var et stunt i gården, jeg gjorde det helt alene, jeg er helet for flere år siden. Men det er der jo igen af legekammeraterne der ved).

hvad skulle der være, frue?

Vi var i Fest & Farver i går og købe fastelavnskostumer til ungerne. Sammen med sådan cirka halvdelen af hovedstadens forældre – og deres børn. Indgangsreplikken var således: “Hold nu op, der er mange mennesker her,” og jeg hørte op til flere forældre love deres kampsvedende børn i flyverdragter og samuraisværd/trefork/prinsessekrone at næste år skulle de nok være bare lidt tidligere ude med det der fastelavnstøj.

Ungerne tog det ret cool, og en halv times tid senere var Nihola-cyklen proppet med to trallende børn – og en kat og Darth Vader.

Ville ønske vi også havde stoppet en butler eller to derned. Så ville jeg begynde med en caffe latte, gerne med letmælk, en croissant og noget frugt. Og måske kunne jeg lidt senere bede om en lækker frokost, ikke noget særligt, bare en let salat og noget grillet kød. Og til slut, når jeg har sat det sidste punktum i dagens portion oversættelse, ville jeg bede ham forberede et karbad med lavendelduft og en kop Bailey Cream-te og Politiken. Tak.

skæl, gæller, udødelighed – og enkelt lille hugtand

Jeg har skrevet lidt om udfordringerne ved at oversætte Monster High hist og pist.
Og sådan en dag som i dag hvor vi i vanlig stil blev vækket 05:45 (både af barn og ur) – efter at størstebarnet havde haft madgruppe i går, og vi havde brugt det meste af aftenen på møde og leverpostejmadder og kulørtvask og generel udmugning, og ulven og jeg afsluttede dagen med snak i køkkenmørket til et stykke over midnat, ja, der bliver udfordringerne jo ikke mindre …

Men indimellem alle de frisklavede kopper latte (thank God, vi har adskillige kaffeafficionados her på tegnestuen, så vi har intet mindre end verdens bedste kaffe), indimellem alle pauserne med udsigt over Nørrebro og en enkelt helikopterlanding på Rigshospitalet i det fjerne, ja, der er det altså ganske underholdende at oversætte en beretning om unge med hugtænder, sømme i håndleddene, skæl og gæller, udødelighed, og alt hvad der ellers hører til arten monstre.

De sidste solstråler forsvandt bag ahorntræerne, og lysningen lå nu hen i mørke, netop som PAK’erne ventede på, at mr. D skulle komme med sin meddelelse. De stod ranke og stille som træerne, der omgav dem, sammen om at ride de storme af, der …
   Smack!
Lala klaskede en myg mod Clawds kind. ”Det er kun mig, der må bide min fyr,” sagde hun og skar grinende hugtænder. Hun knipsede den stakkels blodsuger til jorden med et veltilfredst grin.

   ”Tak,” mumlede Clawd, ”men et lillebitte insekt er altså den mindste af mine bekymringer.”

Flammerne dirrede bag glasset i pejsen.
   Lala sad helt ude på kanten af divanen og rullede med skuldrene. Hun glattede Grev Fantastisks pink pandehår, løftede hagen og klappede i hænderne for at få varmen. Situationen mindede hende om dengang, hendes værsteforældre havde bestilt Densilav Blega til at male et portræt af hende. Dengang rystede hun dog af kedsomhed, og ikke af forventning.
   Inden de forlod lysningen, havde Clawd bedt hende om at sige undskyld til sin far. Blue og Clawdeen ønskede hende held og lykke og bad hende om at ringe til dem, så snart hun kunne. Frankie tilbød at skjule hende på laboratoriet. Men Lala afslog. Hvad kunne han egentlig gøre? Slå hende ihjel? Det havde hun ligesom prøvet for 1.599 år siden.

som en satellit i kredsløb om en bog

satellit

Indimellem kan man godt føle sig som lidt af en satellit når man lever det freelanceliv jeg lever.
Man er blot en (lille) del af en bogs lange liv og ofte en af mange der har manuskriptet i hænderne inden man giver det videre til andre (freelance)hænder. Man flagrer sådan lidt ude i periferien, træffer ikke altid de afgørende beslutninger, kender ikke alle led i processen – og langt fra alle de mennesker der har nurset manuskriptet i dets transformation til bog.

Men indimellem bliver jeg også mindet om hvor lille et lukket økosystem af et univers forlagsbranchen er. Som når jeg bliver ringet op af en af de redaktører jeg arbejder for, som har en ny redigeringsopgave til mig der er en lille smule presset – så hun vil lige høre hvor lang tid jeg mon skal bruge på at redigere en oversat bog på sådan cirka 400 sider? Og hun så nævner navnet på oversætteren – som jeg tidligere har redigeret, på et helt andet forlag i en helt anden sammenhæng, og derfor ved laver gedigne oversættelser uden de store korrekturfejl og den slags – så jeg lige der, uden lommeregner eller noget, kan sige at jo, det burde jeg godt kunne nå på de to uger der er til det.

Og når jeg så minutter efter, pling!, modtager en mail fra oversætteren der indleder:
Kære Louise,
Hvor hyggeligt at vi igen skal arbejde sammen. Det glæder jeg mig til.
– så er det jeg – endnu en gang – bliver bekræftet i at det er så fedt at være satellit i et lille lukket økosystem af et univers.

(Har tyvet billedet her).

mandagsmood

Jeg så engang en ugle. Det var en fin efterårsdag, og byen var søndagsstille. Det samme var uglen.
Den sad helt uden at bevæge sig og skuede ud over en villavej i Vanløse, og mine unger og jeg måtte op at stå på en trailer fuld af gammelt skrammel i en af indkørslerne for at konstatere at det (selvfølgelig) ikke var en rigtig ugle.

Hvis jeg nu sidder lige så stille som (plastik)uglen, så er der vel ikke en kæft herinde på tegnestuen som opdager at jeg nu på anden time lægger syvkabale i stedet for at arbejde.