egne bøger/ungdomsbøger/verdens sejeste skrivegruppe/work, work, work

så var det jo jeg skulle skrive så blodet sprøjtede

Posted on by Louise Urth Olsen / 2 Comments

Jeg er efter et hæsblæsende halvt år med fuldt skrald på jobbet røget ind i et noget mere stille forår.
Jeg har prøvet det før – og alligevel strejfer tanken mig hver eneste gang: Hvad nu hvis der ikke dukker noget op? Hvad nu hvis vi er nødt til at bo i en campingvogn, og ungerne skal tages ud af skolen så vi kan hjemmeundervise dem og spare skolepengene, og ulven derhjemme må køre taxa om natten, og vi skal leve af risengrød og postevand?

I al den tid jeg har været freelancer, har jeg vidst det var det jeg ville.
Jeg elsker variationen i opgaverne, friheden, uafhængigheden. Jeg har ikke søgt en eneste fast stilling – for jeg kan simpelthen ikke forestille mig at lave andet end det jeg gør. Så jeg har ingen plan B. Det er nødt til at bære.
Hvor andre af mine freelancekolleger indimellem begynder at søge de faste stillinger de (måske – måske ikke) vil have (fordi usikkerheden er et obligatorisk og som ovenstående svada netop viser, voldsomt angstprovokerende vilkår), har jeg altid afsøgt nye freelancemuligheder – og det er i bund og grund befriende aldrig at overveje at lave andet.

Men alligevel: Hvad nu hvis?

Angst

Som altid når jeg står i en mindre arbejdsom periode, bliver jeg underligt blufærdig over det. I virkeligheden vil jeg jo helst give alle dem jeg arbejder for, indtrykket af at jeg til alle tider har utroligt meget at lave, at jeg er sådan en der er rift om, altid – men samtidig er jeg jo nødt til lige at sende nogen et (forsigtigt, men alligevel overskudsagtigt) pip om at jeg da godt kunne finde plads i kalenderen til en opgave eller to. Hvis nu det skulle være.

…

I virkeligheden ville det fedeste jo være hvis skrækken for trailerparklivet blev omsat til en hvirvelvind af kreativ energi – og jeg skrev så blodet sprøjtede.
At jeg kunne bruge pauserne – for de kommer jo, vi ved det alle sammen; her på tegnestuen, ude i det øvrige freelanceliv – til at få skrevet den der sexscene min skrivegruppe har skreget på så længe nu at jeg (selvom jeg jo er gruppens ubestridte snerpe) snart bukker under.
At jeg får skrevet min voksenroman igennem en sidste gang så den er fin og rund og klar til at møde et forlag der måske vil synes den passer lige ind i deres udgivelsesprofil.
At jeg får læst noget mere Vi Unge så jeg er opdateret på onani, kærestesorger, på hvordan man flirter på Facebook – og på hvilken kyssetype jeg er. Ja, den test er jeg simpelthen nødt til at få taget. Nu.

Mens jeg gør det – og får skrevet en halv roman om dagen – kunne I måske finde en opgave eller to jeg liiige kunne få presset ind i kalenderen. Hvis det nu var.

den skal I se at få fingre i!/korrekturlæste bøger/pinligt selskab

jeg holder af hverdagen

Posted on by Louise Urth Olsen / 0 Comment

Har afleveret barnet i børnehaven i dag. Efter sådan cirka to en halv uges fravær.
Og er tilbage på kontoret. Efter sådan cirka to en halv uges fravær.

Skrivebord

Alt ligner sig selv. Kaffemaskinen trænger til at blive afkalket. Køleskabet er proppet med mad, mælk der snart skal drikkes, og jeg ved ikke hvor mange pakker åbnet smør. Her hænger stjerner rundtomkring fra en fest i november, der er Facebook-vinduer åbnet på mange computere, og der står randede kaffekopper og brugt service på rigtigt mange flader.

Ah, at være tilbage.

Og så er det jo i dag den her udkommer.

De udbudne

Dystopien jeg har skrevet lidt om hist og pist.
Og jeg er ikke den eneste der er begejstret, se bare her.
Så nu ved I godt hvad I skal lave de næste par aftener, ik’?

(Billedet er for øvrigt nolet her. De leverer i løbet af 1-2 dage, og det er jo sådan set ret fedt).

dit og dat

når man pludselig brager igennem

Posted on by Louise Urth Olsen / 0 Comment

Mindstebarnet og jeg har besluttet os for at i dag er allersidste sygedag. I år.
Så hun tuller rundt med den sidste lillebitte rest feber i kroppen og sine Barbie-dukker (der har ligget helt stille i deres kasser de sidste par uger), og jeg skriver endnu en ansøgning om et arbejdslegat – med alt hvad der krydses kan, krydset. Og det er ikke den nemmeste projekt i verden.

Men lige om lidt tager vi vores pæne tøj på og triller op forbi tegnestuen til fælles morgenmad og fejring af Maren.
Når man kender så mange mennesker der hver dag kæmper for at leve af det de er allerbedst til, er det så utroligt befriende og lykkeligt når en af dem pludselig en dag brager igennem. Hun har varmet op til det siden slutningen af 2012, har sneget sig ind på et par forsider, solgt virkeligt mange af sine helt egne tegneserier – men i dag tager hun førsteprisen. I Politikens tegneseriekonkurrence.

VerdensSejesteMaren

egne bøger/verdens sejeste skrivegruppe

verdens sejeste skrivegruppe strikes back

Posted on by Louise Urth Olsen / 1 Comment

Jeg var i skrivegruppe i går.
Og sikke en fest!

Siden vi havde vores allerførste prøvende møde på Tante T en fin majdag for knap tre år siden, har de to krimidamer sprøjtet romaner ud. Vi to andre, tja, vi har skrevet på det samme manuskript, næsten, år efter år, mens vi har lavet penge på alt muligt andet.
Men 2013 bliver verdens sejeste skrivegruppes år – for for første gang i vores lille, men spændende liv udkommer vi alle fire med en roman.

Og I kan godt begynde at glæde jer – for selvom vi alle fire ligner hinanden; storbymødre med hang til caffe latte og smartphones og skønne mænd og gode bøger, blandt meget andet, ja, så spænder vores egne bøger en anelse mere bredt.
Der er noget med nogen lig og noget olie og en lille smule stalking. Og der er unge der ikke helt passer ind, hundelort og kronraget oprør. Og kærlighed, selvfølgelig, flere lig – og alt det helt almindelige liv indimellem.

I får travlt. Jeg siger det bare.

den skal I se at få fingre i!/google

ild uden ilt og den slags virkelighedsfælder

Posted on by Louise Urth Olsen / 5 Comments

Jeg læste engang denne lille bog af Umberto Eco.

RosensNavn

Det var da filmen Rosens navn var det store hit (og jeg havde også lige læst bogen bag) – og for en forfatterspire som jeg var Efterskrift til Rosens navn en fantastisk lille bog at læse.

Umberto Eco er kendt for, nærmest til det pedantiske, at have styr på alle detaljer i sine bøger. Han efterprøver teorier, laver optegnelser og kort – og det er det arbejde den lille bog handler om.

Jeg selv er ikke den store researcher. Jeg synes faktisk det er den kedeligste del af det at skrive, og mit forfattermotto er ikke overraskende at kan man ikke finde det på Google, så skal det ikke med mine bøger.
Derfor er jeg også så imponeret af de to krimiforfattere i verdens bedste skrivegruppe (altså dem jeg lige nævnte mellem linjerne i indlægget fra i går) – der også er journalister og derfor har et lidt andet forhold til det der med at researche – for de har maks. styr på blodspor, dødsstivhed, havdybden i et obskurt stræde ved Philippinerne og en seriemorders følelsesliv. Blandt andet. Og derfor blev jeg også ret imponeret dengang jeg læste Ecos lille bog.

Der lærte jeg blandt andet at Eco havde tegnet et kort over klostret i Rosens navn i det rigtige størrelsesforhold og blandt andet erfarede at han var nødt til at give tårnet flere vinduer – ellers ville der ikke være ilt nok til at bøgerne kunne brænde – og det skulle de jo.
Og jeg fandt ud af at han reciterede flere af samtalerne mellem munkene mens han gik frem og tilbage og derefter målte afstanden han havde tilbagelagt – for at se om det overhovedet kunne lade sig gøre at de nåede at sige det de skulle, på den tur han havde sat dem ud på gennem klostrets gange.

Vildt, ikke?

Bogen fås vist nok kun antikvarisk, blandt andet her – hvor jeg også har nolet billedet. Men er du ligesom jeg fascineret af (andres) research, så skynd dig at få fingre i den.

den skal I se at få fingre i!/dit og dat/verdens sejeste skrivegruppe

noget om prutter #2

Posted on by Louise Urth Olsen / 3 Comments

Phew, er stadig syg.
Det samme er mindstebarnet – der ikke længere er gennemsigtig, men dækket af det fineste røde udslæt. Hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg tro hun havde mæslinger eller røde hunde, så nu tjekker vi lige ind hos lægen for at sikre os at hun ikke har trodset diverse vacciner og alligevel har ranet en af 70’ernes børnesygdomme til sig. Ja, vi gør det ordentligt hjemme hos os.

Heldigvis har hun også forelsket sig i Doktor Proktors pruttepulver – der virkeligt også er skøn – så vi har barrikaderet os i sofaen med varmedunk, feber og Kleenex mens Stine Stengade underholder.
Jeg skal heldigvis i skrivegruppe på onsdag, så jeg har den ondeste krimi af hende her og endnu en bidende kold en af slagsen af hende her lige ved hånden – og skulle mindstebarnet snart beslutte sig for at blive rask, tager jeg nok lige en dag mere på sofaen med varmedunk, brusende Treo og mord i kaffen …