Det værste ved at oversætte er ens egen redigering, den allersidste gennemskrivning.
Jeg læser aldrig en bog inden jeg går i gang med at oversætte den. Nogle gange læser jeg de første tyve-tredive sider for at få en fornemmelse af tonen, af sproget, af stemningen – men ellers oversætter jeg bare. Jeg kan godt lide fornemmelsen af at historien er lige så ny for mig som for den læser der engang skal slå op på allerførste side når bogen er blevet til en dansk udgivelse. Det holder mig skarp, synes jeg, at jeg ikke ved hvad der skal ske, at jeg ikke ved hvad den der replik på side 37 får af betydning for det der sker på side 113. Jeg kan godt lide at historien folder sig ud og får liv parallelt med at jeg transformerer den til en dansk version.
Til gengæld bliver jeg jo også klogere undervejs, så i den sidste gennemskrivning er det at jeg opdager at netop den der replik på side 37 skal omformuleres, ellers giver det der sker på side 113, ingen mening. Det er i den sidste gennemskrivning at jeg pudser sproget af, løsriver mig (endnu mere) fra originalen og får det til at lyde dansk (forhåbentlig) – det er der jeg fanger alle smutterne (forhåbentlig), får bundet alle de løse ender der jo ikke kan undgå at være når jeg netop ikke ved hvilke spor historien følger undervejs, hvad alle begyndelserne anslår, munder ud i, når jeg ikke aner hvad det alt sammen ender med.
Jeg kender flere oversættere der elsker den sidste gennemskrivning – det er der de får helt fat om historien, giver den den sidste finish. De elsker at nørkle med de små sproglige detaljer. Det gør jeg ikke. Det svarer jo til at læse allersidste side i en bog, lægge den fra sig to sekunder, lave en ny kop kaffe, sætte et nyt stearinlys i stagen på sengebordet – og starte på side 1 igen.
Og hvem gider egentlig det?
