status – en slags top 10 over året der gik

1  stk. spritny blog (yehaa)
2  gennemskrevne manuskripter sendt ud i verden (venter stadig på at de vender flyvefærdige hjem)
3  gange Gummi T. Med hørebøffer, kaffe og et væld af noter – og der kom jo rent faktisk en bog ud af det
4  bind af serien Lying Game. Tog afsked med serien efter to års følgeskab
5  hundrede og nogen og halvfems af tegnestuens gode kopper kaffe. Mindst
6  stk. oversættelser med mit navn i kolofonen – om monstre, om drømmen om ens fremtid (som den tager sig ud på Facebook), om løgnagtige veninder. Og teenagekærlighed
7  hundrede og fireogtres besøgende på min blog siden den blev skudt i luften den 27. november (fire hundrede og ni og tres unikke. Det er da meget godt, ikke?)
8  fantastiske skriveeksildage på smukke Hald Hovedgård
9  stk. større redigeringsopgaver – af alt fra krigeriske normannere, dansk fotokunstner, gangstere, norsk krimi, papirmagi og romantik
10  km. Årets andet løbemål, nået i oktober. (Ja, ja, ved godt det ikke har så meget med mit arbejde at gøre, men det føles mindst lige så godt som at afslutte en haster. Eller en større oversættelsesopgave. Eller noget)

Det var så det år. 2013 kan bare komme an. Jeg er klar.

Juleblogging – yeah right

Man kan vist roligt sige at jeg ikke bestod eksamen i at ferieblogge.
Intentionerne var der, men juleugen kom til at handle meget mere om Lego, børnebøger, Littlest Pet Shop og Playmobil (og en lille smule om Baileys, Quality Street, 157 forskellige tv-kanaler og sene nattetimer. Men det er en helt anden snak).

Jeg havde ellers slæbt bøger med på juleferien som skulle jeg være sneet inde, alene, i mindst fjorten dage, men jeg læste ikke et ord i nogen af bøgerne, og mens sneen væltede ned (ja, jeg holdt jul i Nordjylland, og der havde vi i den grad hvid jul. Hæ), læste jeg dameblade og lokalaviser. Og snakkede. Og spiste. Drak lige en kop kaffe eller to. Og spiste noget mere.

I januar skal jeg ikke lave andet end at løbe og spise råkost. Og læse alle de bøger jeg ikke nåede i julen.

jul, jul, jul (også en slags krimiliv)

Jeg holdt før-juleferie-fri sammen med mine børn i går. Havde læst den der famøse krimi til langt ud på natten, shit, altså, så det passede meget godt at det var  mig der havde taget fri, og manden der arbejdede. (I dag er det så omvendt, så jeg har siddet på kontoret siden klokken syv. Mindst).

Nå, men i går stod den blandt andet på det her:

børnefri1

Og dem her:

børnefri2

(Jeg lavede også det vildeste styrt fra køkkenbordet og tabte alle min søns Lego-klodser på gulvet. Skulle nok i virkeligheden have gemt noget af krimien til en anden dag).

I dag lukker jeg så ned inden ferien. Sætter kvitteringer i ringbind, skriver julemails til mine kunder (ja, ja, bedre sent end …), runder af, gør klar til at vende tilbage …

Til da: glædelig jul til jer alle!
Jeg har fået en forrygende start på bloggen – tænk, der er nogen der gider læse den – og glæder mig allerede til et nyt år herinde. Så vi ses!

 

krimiliv

Jeg har gennem de seneste mange år haft en affære med de nordiske krimier. Jeg er både mørkeræd og ude af stand til at se en gyserfilm til ende – men blodige økser, voldtægter, hævn og al den ondskab der kan presses sammen i en roman, som om det skulle være noget!
Der er kun ét problem, og det er at jeg ret hurtigt når jeg har fået fingre i en god krimi, glemmer at der findes en verden uden for den seneste mordgåde, altså, sådan en verden hvor det engang imellem er godt lige at få støvsuget/købt ind/plumpet ungerne i bad/lavet mad/løbet, sådan en verden hvor der skal smøres madpakker, hænges vasketøj op, renses ører og kysses. Og skrives årets julebrev.
Undskyld. Jeg har købt fint papir, kuverter og frimærker. Jeg har købt nye blækpatroner så jeg kan printe den alenlange epistel. Jeg har gjort det hele klar – men mangler altså at skrive brevet. Anna Grue og et vis skaldet detektiv kom på tværs af planerne.
Goddammit.

faldkærmsidentitet

Jeg har læst et sted at Otte Brandenburg havde et begreb han kaldte faldskærmstiden – nemlig den tid det tager, fra man har lavet et fedt job til man er landet igen.

Jeg ved lige præcis hvad faldskærmstiden er for en størrelse. Jeg kender den rastløshed der ligger som en puls lige under huden så man ikke kan sidde stille, så man ikke kan koncentrere sig om at få pakket opslagsbøgerne/notaterne/artiklerne med research væk, få ryddet skrivebordet og slå op i et nyt manuskript. Jeg flytter dynger, tørrer flere måneders støv af i vindueskarmen, slentrer gennem tegnestuen og forstyrrer de søde illustratorer der er fordybet i magiske streger (eller et computerspil, men det er en helt anden historie), jeg laver regnskab (og så er man jo virkeligt langt ude, ik’?), jeg sorterer mails, jeg … venter. Venter på at jeg er klar til at gå i gang med noget nyt.

Men nogle gange. Ganske få og sjældne gange sidder jeg, som nu, i kontorstolen foran min computerskærm og kigger på det allersidste punktum og er ved at tude over at jeg er nået dertil.

pinligt er det nye sort

Siden jeg fik min søn som snart bliver syv, har jeg har haft kontor på Tegnestuen Pinligt Selskab. Jeg vidste ret hurtigt under min barsel at det der med at arbejde hjemme omgivet af vasketøjsdynger så store som bjerge, opvask, Lego og andet rod ikke rigtigt duede for mig, så da der blev et kontor ledigt på tegnestuen, hvor jeg også havde siddet og skrevet mit speciale flere år før, sagde jeg straks haps.

Så når jeg sidder og læser korrektur på pjecer om fremtidens bæredygtige miljø, oversætter ungdomsbøger om engle og monstre eller redigerer digre værker om krigeriske normannere, sidder der en flok begavede illustratorer i rummene omkring mig og kreerer monstre og drager, laver billeder til fodboldbøger, historiebøger, fremtidsromaner og medicinske opslagsværker – og 3D-illustrationer, tegneserier og lærebøger.
Der er proppede reoler, plakater på væggene, originaltegninger, randede kaffekopper og hæve-sænke-borde med stakke af opslagsværker, der er liv, der er kreativitet. Men det fineste ved tegnestuen, er dem der beboer den. Vi er flest mænd (selvom vi kvinder langsomt siver ind på de ledige pladser der bliver), og det trives jeg godt med. Der er ikke så meget pis med mænd. Der er ingen som bliver tøsefornærmet når man ikke kan snakke fordi man hellere vil arbejde, det er o.k. at sidde med ryggen til kontorlivet en hel dag med høretelefoner på eller at spise frokost ved computeren i stedet for sammen med de andre i frokoststuen.

Vi er alle sammen sociale individer, men vi behøver jo ikke leve hele vores sociale liv ved frokostbordet, vel? Det tager vel ikke meget mere end 23 minutter at få spist og snakket af, og det der med at lige at hænge ved kaffemaskinen og sludre og drikke kaffen der, det dyrker vi heller ikke (hver dag). Vi er her jo for at arbejde. Prioriteterne er med andre ord i orden. Hvis nogen synes der mangler noget, køber de det. Vi har cafékaffemaskine med verdens bedste (og dyreste) kaffe, men ikke noget varmt vand, og det sker også at vi løber tør for et eller andet (opvaskemiddel, rene håndklæder eller toiletpapir for eksempel) – der er jo altid en deadline et eller andet sted som er vigtigere.

Men når vi beslutter os for at lave noget sammen, uden for kontoret, så giver vi den gas. Som i lørdags ved årets julefrokost med koner, mænd og kærester, buffet med julens egnsretter, snaps (ad libitum), høje hæle, guldkjoler, pailletter og fløjlsjakkesæt. Så glemmer vi alt om deadlines og snakker om alt muligt andet end det der foregår på kontoret. I lørdags handlede det for eksempel om nøgenhed, selvbestemmende (møg)unger og sex. Okay, dét snakker vi også ret meget om tegnestuen. Og det der er så fedt når vi står der i vores pæne tøj (og ikke daffer rundt i uldsokker eller hullede hjemmesko (som på tegnestuen)), og alle har fået en snaps for meget og er bare en anelse mere fjollede og snøvlende end til daglig, ja, det er at man kun glæder sig endnu mere til at komme op på tegnestuen om mandagen, lave verdens bedste kaffe og langsomt æde sig ind på den næste deadline med fornemmelsen af alle de andre lige på den anden side væggen.

pinligt, jul