rapport fra en slags sommerferie #7 – eller en beretning om nostalgi

Erindringen er en underlig størrelse.
Den puffer mellemrum ind som ikke findes, dufte som for længst er blæst væk i vinden, og lyden af musik som aldrig har svævet der rundt om en i ens liv selvom man er overbevist om at det er tilfældet.

Men erindringen indkapsler også øjeblikke, følelser, fornemmelser så de står knivskarpt i ens bevidsthed.
Jeg kan for eksempel stadig genkalde mig den let klistrede fornemmelse mod fingrene når man piller de endnu grønne hvedekerner af et aks.
Jeg kan fornemme det dugvåde græs under beskidte sommerfødder når vi spillede antonius over hustaget en blid sommeraften – og fornemmelsen af stenene i gårdspladsen på den anden side når man spænede gennem haven med den gule tennisbold i hånden. Ha, jeg greb den!
Jeg kan huske lyden af vinden i træerne i det lille skovstykke ved gavlen bag mit barndomshjems nordende og lyden af bildækkenes knasen i gårdspladsen. Jeg kan huske hvordan billygternes skær gled hen over loftet i stuen når nogen kørte op ad grusvejen i mørke.
Og jeg kan huske fornemmelsen af sofaens riflede fløjl mod min bare ben, sådan en søndag eftermiddag hvor huset ellers var helt stille bortset fra urets tikken fra væggen og min mors stemme, side efter side, time efter time.

Jeg er begyndt at læse Ronja Røverdatter op for mine børn.
De sidste par dage har vi ikke forspildt en chance for at høre mere om Ronja og Birk og Mattisrøverne og Borkaslægten, i græsset ved Tårnlegepladsen ved Fælledparken har vi læst, i køkkenet mens de sidder i vindueskarmen med sommer i ryggen og tegner, og på madrassen i børneværelset mens de prøver helt musestille at lege med Lego og Littlest Petshop.
Vi er alle tre forsvundet ind i universet – og når jeg sidder der sammen med ungerne, kan jeg pludselig fornemme duften af min mor fra dengang, og jeg kan høre hendes stemme igen, intonationen – den kommer ud af min egen mund.
Det er (vid)underligt, ikke? At jeg når jeg med to varme barnkroppe slænget ind over mig og de genkendelige tegninger, den genkendelige historie i skødet selv bliver syv år igen med bare beskidte fødder og nøgen hud mod den brune fløjlssofa.
Helt igennem vidunderligt.