Jeg har truffet et valg, sagde jeg. Stemmen sprød og luftig som nybagt marengs, blikket flakkende, ved siden af ham, bag ham, væk fra ham. Min kæreste.
Vi sad i parasolskygge på Skt. Hans Torv, kunne høre kunsten plaske bag os, børn der soppede, og klirren og sommersludren, og han var bleg, så bleg som man er når man intet ved. Og jeg var porøs, som knitrende pergament, det er det sorgen gør, den slår sprækker og revner og efterlader en med perforeret hud både udenpå og indeni, og jeg havde opgivet, havde valgt at glemme alt det andet; livet, hverdagen, alt det der stiller krav til en, forventer man er der, kærligheden – døden trumfer alt på den måde, og han sad der foran mig så gennemsigtig som man er når man har kæmpet alene.
Men nu var sprækkerne i mig så godt som tætnet, snart ville de være falmede ar på huden som man kun ser en sommerdag hvor solen farver.
Og livet tittede frem, det steg som spirer ud af huden på mig, og jeg var klar igen. Til verden.
Hun siger at kærligheden er et valg, sagde jeg, så den tager jeg.
Tænk det stadig er blåt #56
Foto: Ulven
