I går fyldte mindstebarnet år, og da vi for tiden bor syv i vores lejlighed – fordi min bror og hans lille familie er boligløse i en måneds tid – var det et ekstrastort morgenbord den nu seksårige vågnede til.
Hun sad for bordenden, og hun solede sig, og jeg fik et kort glimt af hvor vidunderligt det er at være seks og elske Barbie-dukker og enhjørninger og små drinksparaplyer og hårspænder med mariehøns på.
Vi havde inviteret klassens piger til fødselsdag, så jeg brugte halvdelen af dagen på at bage kagedame og pizza – OG gå i chok over at Ulven først på eftermiddagen stod ude på skolen med fem piger så spændte som hoppebolde – og en der intet havde hørt om nogen fødselsdag. (!)
Jamen hvordan kan man misse at der ligesom ikke var kommet noget svar fra præcis dén piges mor – og at det så nok betød at hun aldrig havde fået mailen?
Ja, jeg ved det heller ikke (bortset fra at jeg har lidt for mange mails i indbakken, måske?), men lad os sige at jeg var pænt presset og paniksms’ede og -ringede til den stakkels mor – der kunne meddele at vi ikke behøvede kaste os ind i taxa og hente hendes datter (de andre sad allerede i bussen da jeg endelig fik fat på moren), for hun skulle til fest i sin gamle børnehave. Phew.
Nå, men det gik trods alt godt. Barnet fik et væld af gaver, alle sammen i farverne rød, lyserød og lilla, pigerne hyggede, og et par af replikkerne var blandt andre: – Må jeg ikke få vand i stedet for saftevand? og – Øv, er der ikke flere gulerødder?
Sådan var det helt sikkert ikke da jeg fyldte seks.
Aftenen tilbragte jeg på kontoret derhjemme for jeg burde i virkeligheden have læst korrektur på analysen af Jens Blendstrups Gud taler ud (som lyder så fed at jeg nu har skrevet den på min efterhånden meget lange liste over Bøger jeg endnu ikke har læst, men er nødt til at læse. Engang. Når jeg bliver pensioneret) i den her bog.
I dag har jeg så speedhamrende travlt.
Ovre ved Maren kan I læse hvorfor lige netop dét er en … udfordring.
Måske ender det med at Maren ikke er den eneste sure dame på fjerde.
