hjemkomst

Havde han mon allerede farvet sit hår den første jul? Min far. Var det rødt? Blåt? Var sorgen slået ud på den måde, så eksplicit, så uundgåelig?

Jeg ved det ikke, men vi havde hver især fået bildt os ind at hun kom. Julen ville hun da ikke gå glip. Vel? Vi lo med fugtige øjne da vi afslørede det for hinanden, ha, ha, ha, og hendes julepynt faldt ned så snart vi havde hængt den op, og hun havde taget opskriften på sin risalamande med sig i graven. Og det var som om hun sad et sted i stuens historie, med en smøg mellem fingrene måske, eller kaffe og blikkets støv der dalede ned over os som julesne.

Vi fandt en form. Vi havde glemt vaniljesukker og var lige ved at komme for sent i kirke, og vi spiste en time senere end vi plejede. Men der var ingen spidse stemmer, ingen hektiskrøde kinder. Måske drak vi et glas rødvin mere, en ekstra Baileys til kaffen. Men anden havde sprødt skind, det var lykkedes min far at lave fyldet som hun altid havde stået for, så vi kunne ikke smage at hun manglede, og vi rykkede helt tæt sammen om bordet, så man næsten ikke kunne se at der burde have stået en tallerken mere.

Tænk det stadig er blåt #53
Fotobearbejdning: Gitte Lotinga

elske og ære

Han friede i biografmørket en aften. Lamperne tændte langsomt, inden i mig brusede musikken, og Salma Hayek var netop danset af lærredet med gyngende hofter.

Ja, svarede jeg, tøvende, var det tøvende? og tilføjede: engang …

Og det blev engang.
På den anden side af et helt liv, føltes det, med små børn og eksamenspapirer og tvivl og tårer og sorgen som en skygge der sneg sig ind under døren om natten.

Tænk det stadig er blåt #52
Foto: Gitte Lotinga

rødvin

Men der er langt fra København til de nordjyske marker med stikkende stubbe, og man kan ikke altid høre det i telefonen, men jeg vidste at der tit stod en flaske rødvin i køkkenet med proppen løst sat i, og så sad han der alene ude på landet med vin og tv-avisen og følelser.

Og jeg var nødt til at sige det til ham. Også højt, så alle de andre kunne høre det, så jeg lagde telefonrøret og holdt tale, jeg rejste mig midt i flæskestegen det viste sig han stegte så udmærket, og sovsen og kartoflerne, rejste mig midt i eftersorgsmiddag og vennenærvær.

Du må ikke drikke alene, sagde jeg, ville i virkeligheden have sagt at Du må slet ikke drikke, og han forstod det, måske forstod han det. Og hans venner hørte det, for jeg hviskede jo ikke eller noget, og de trak mig ind til sig og sagde at de passede på ham. Det gjorde de. Og med tiden passede han også på sig selv.

Tænk det stadig er blåt #51
Foto: Gitte Lotinga

afmagt

Jeg vil ikke det her liv! råbte jeg.

Altså ikke det liv med ham, det var ikke det jeg mente. Jeg kunne se det var det han troede, men det var ikke det jeg mente. Det var ikke dét liv jeg talte om. Det var det andet. Det liv hvor tanker og ord knasede mellem fingrene som tør bark. Det liv hvor sorgen som et kvælende mørke sneg sig ind alle steder; i samtaler med mennesker der ikke vidste hvad jeg talte om – eller som gjorde – den sneg sig ind i pauser, ophold og mellemakter, i livet, i dagen. Den listede ind mellem linjerne i specialet, ramte mig om morgenen når lyset lå over mig som et glorielysende sengetæppe, og om natten hvor lagde den sig som ekstra dun i dynen, og den gav mig syngende lussinger til fødselsdage med blafrende lys og lagkager og Hvor smiler hun, hvor er hun glad, hurra, hurra, hurra, men denne dag er også rar, for hjemme venter mor og far med dejlig chokolade og kager til

Og det var dét liv jeg talte om.

Tænk det stadig er blåt #50

tilvalg, fravalg

Psykologen var tynd og gennemsigtig, alderen havde sat sig som ståluld i hendes hår. Stolen havde formet sig efter hendes fluevægt, hun var som vokset sammen med lokalet, og hun bevægede ikke kroppen en eneste gang når jeg var der. Var salt og stilhed og blikket ligeud. Men hun nikkede. Lyttede. Og indimellem talte hun. Lige så sagte, hendes stemme var så spinkel, men selv stemmer så lette som spindelvæv og mælkebøttefrø kan sætte ord på alt det der er tungt som en ambolt.

Jeg sad med benene over kors, tasken ved det ene stoleben og min SU investeret i hendes vid og stirrede på den store Walasse Ting på væggen, papegøjer og coboltblå, kiggede ud ad vinduet, hørte gaden og hjertet slå, og på bordet stod der vand og Kleenex.

Specialepres og fremtidsangst og sorg havde slået sprækker i mig – og i kærligheden. Jeg vidste ikke om jeg kunne blive ved med at elske, om jeg kunne elske. Jeg havde lappet revnerne med plaster og gazebind og sindighed, men jeg blev ved med at pible ud, og nu sad jeg der.

Hvad mener du med at kærligheden er et valg? spurgte jeg.

Tænk det stadig er blåt #49
Foto: Gitte Lotinga

nøgen, som hun

Det er den der duft at nyt tøj, lyden af forhænget når man trækker det til side, spejlet fra gulv til loft som intet slører, intet pakker ind.

Hun sidder i hjørnet, hun lægger hovedet på skrå, betragter mig, og jeg kan høre hende. Ordene lægger sig mellem folderne i tøjet, folderne i kroppen, og jeg kan se det, derinde i spejlet. Jeg kan godt se det. Og jeg kan se hende, hun er sløret, men hun er derinde.

Skrid ud af mit prøverum, vil jeg sige, skrid nu bare, men døde mennesker bliver hængende, men har dem med sig overalt, og hun sidder der på skamlen med de knitrende poser for fødderne, og jeg er for tyk, forkert. Og jeg ved godt det ikke var det hun ville, det var det ikke, men jeg er fanget i det prøverum, fanget i det fucking spejl ligesom hun var, fanget i lyset der hænger der over hovedet, fanget i lyset indstillet til at fange ind og pakke ud.

Tænk det stadig er blåt #47
Billedbearbejdning: Gitte Lotinga