familieportræt

Det skulle forestille et helt almindeligt familiebillede. Fødselsdagsglade mennesker og la mama som en babushkadukke i midten, og poderne rundt om trip, trap, træsko.

Det skulle forestille et familieportræt. Jeg står bag hende, og min bror sidder lige der ved siden af hende, og Sofie som vi er vokset op med, min næstenlillesøster, og Jeppe, barndomsvennerne, dem der er vidner til det hele, til historien. Vi smiler. Brede lysende smil med blottede tænder, og jeg ser så glad ud, det gør jeg virkelig, men hun sidder der foran mig med smerte på læberne og en kølig klud i hånden, og den hæklede hue der var gennemblødt af sved, ligger på bordet foran hende. Og hendes ansigt er slet ikke hendes, så forstilt, så forkert, så sygt.

Det skulle forestille et portræt, men i huden er der blå mærker, og skyggerne under øjnene er dybe og mørklilla, og hun smiler så kunstigt, så nu skal jeg tage mig sammen-agtigt, og havde der ikke banket et flinkepigehjerte inde bag trætheden og smerterne og kemokvalmen, ved jeg hun havde ligget inde på den støvetgrønne chaiselong i stedet for at sidde der midt i forsøget på at skabe en ugebladsløgn af kræftramt familieidyl.

Tænk det stadig er blåt #10
Billedbearbejdning: Gitte Lotinga

tre skridt og en spytklat

Og vi legede spark til bøtten i haven og hang ud i hallen hvor badmintonskoene hvinede mod gulvet, og på legepladsen hvor vi snakkede verden og veninder ihjel på svinggyngen eller balancerede på betonrøret der efterhånden skilte som en slange hugget over i fire store stykker i græsset.

Og i legehuset lærte vi hinandens kroppe at kende, og vi fik det første kys på kirkegården, han havde hånden inde under blusen med cykelhandske og det hele, og kirken uden tårn knejsede på bakken midt i byen, sådan som landsbykirker gør, og på den gamle del af kirkegården lå levet liv nu i mosbegrode stendynger.

Vi legede antonius, og jeg kan stadig mærke skiftet mellem det dugvåde græs i haven og småstenene på gårdspladsen under aftenkolde fodsåler når man havde grebet bolden og spænede rundt om huset: Stop! og tre skridt og et spytklat senere havde man fået en mere på holdet.

Vi tog til Vesterhavet. Helt nede ved vandkanten parkerede vi, der var farvede benzinspor i sandet, og vi brugte bilen som læsejl og løb klit op og klit ned og ud i havet der stadig er bedst når det viser tænder, grrr.  Og kun tyskerne frygtede ikke havet og drev til havs på luftmadrasser og badedyr der ville ud i verden. Man kunne se dem som små vuggende både i horisonten, helt derude hvor vi ikke måtte gå, på den anden siden af tredje revle.

Solcreme gjorde vi ikke i. Min mors bare bryster var fregnede med hvide streger under, og om aftenen lå jeg helt stille under et knitrende lagen, med armene ud til siden og benzokainliniment som et klistret lag ny og kølende hud. Men min farmor, hun vogtede sig, lagde ansigtet i skygge under hatten, fortrak ind under den blomstrede parasol, fremsynet som hun var, men den bløde hud i ansigtet, helt ude på næsetippen blev alligevel syg. Og vi hævede faktoren i solcremen, tog forbehold, krøb i skygge, men kvinderne dør af kræft i min familie; blod, hud og knogler inficeres, også selvom vi fortrænger de solskoldede nætter under knitrende hvide lagner.

Tænk det stadig er blåt #9

gravsten

Man havde hamret hendes navn ind i en gravsten allerede inden hun blev født. Som et tegn ville nogen mene. Navnet havde været en lillebitte og englefin storesøsters i et splitsekund af et liv inden hun forlod verden på sine ikke endnu udfoldede vinger.

Måske heledes min mormor og morfars sorg først da et nyt pigeliv atter kunne bære det navn, måske fortonede billedet af den lille, gennemsigtige pige sig, gled ud af deres sind da hun krøb derind. Anne Marie. Vi fandt stenen en fugtig dag på tur i hendes barndomsland hvor vi havde været ved vandet, hendes mellemblå og stille østkyst, og min morfars købmandsbutik, og landevejene hun havde hinket på, og nu gik vi rundt blandt sløjfede gravsteder, knuste sten og forstøvet kærlighed.

De havde troet det navn ville leve længe da de gav hende det, havde håbet at hun ville leve i hundrede år og blive gammel og kroget og vis, at hun ville sidde i en blomstret hængesofa under bøgens bølgende krone som et Carl Larsson-maleri, men gravstene voksede i familien allerede dengang vi stod der, og nu ligger slægtsleddene i den nordjyske muld rundtomkring, og kun min far der sjældent skuer bagud, men står så roligt, der i nuet, er min historiske vidensbank.

Tænk det stadig er blåt #8

dyr dør

Det var det år min far læste i Århus. Himlen lå som et sort låg over gårdspladsen, gennemstukket af stjernedrys, og han stod der på trappen, i en bleg søjle af lys fra lampen med en håndfuld killing rakt frem mod mig. Jeg havde fået lov at være længe oppe, for det var fredag, og der var langt fra Århus; et helt familieliv og et hundrede og nogle og halvtreds kilometer.
Jeg kan stadig mindes fornemmelsen af dens spinnen inde bag den bløde, bløde sorte pels, helt fint og let mod min dirrende barnehånd.

Og hun fik killinger. Den lille grå som hun ikke mente kunne klare sig, fandt vi i legekassen klemt inde mellem dukker og biler og bolde med trykket som sovear i den fine pels og vejrtrækningen som små hostende pust. Den sked overalt. Jeg kunne høre min far bande om morgenen når han trådte hen over det knirkende gulv med lort som grønne knaster i plankerne, og jeg mindes de forklarede mig det, gjorde de ikke?
Så var den væk.

Han har sikkert brugt en spade, har holdt den fast under træskoen, trykket den lidt på maven, eller også har han druknet den i gulvspanden ude i bryggerset, ingen grund til at køre til dyrlægen med det lille skravl.

Og senere, i det hjem der blev mit rigtige barndomshjem, fik vi høns og ænder. Der var friske æg i halmen, og kun én gang var vi lidt sene til at få æggene ind, så min mor slog et slimetvådt kyllingefoster ud i den brune Margretheskål.
Min far gravede det gule badekar ned i jorden foran hønsehuset, og vi fyldte det med vand til randen, den grønne haveslange snoede sig gennem stenene på gårdspladsen.
Men badekar har ingen bredder, siderne er glatte, og små ællinger kan ikke flyve.

Tænk det stadig er blåt #7
Fotobearbejdning: Gitte Lotinga

kohalen

Blodet var størknet i mit ene øjenbryn da jeg kom hjem.
Peter fra klassen og jeg havde fyldt en hel trillebør med murbrokker i stalden de var ved at bygge om, vi havde leget spark til bøtten og siddet på høloftet og slikket salt af høstråene, varmen var intens deroppe under bliktaget, og jeg var beskidt og træt og lugtede af kolort og børnesved. Et par køer stod og glanede i deres båse og viftede dovent med halerne, og bag dem stod børen. Det larmede når stenene landede i den, dundrede som meteornedslag, åh, så herligt. Vi stod på hver sin side af den og har sikkert konkurreret om hvem der kunne ramme fra længst mulig afstand. Det gør man jo.
Peters far sagde at han selv havde prøvet det; en våd kohale lige i ansigtet, det kan føles som en pisk, smæld! Men både Peter og jeg vidste at det ikke var en kohale, og blodet var størknet i mit øjenbryn.

Lige så tydeligt kan jeg huske det, huske min mors ansigtsudtryk. Hun var ligeglad. Det der er ikke en kohale, sagde hun, hun insisterede. Jamen …, har min far sikkert indvendt, det skal jo bare renses, og så et plaster på, men det har været en af de sjældne gange hendes stemme fik den der spidse klang. Og så kørte vi. Jeg sad på bagsædet på den ukendte tur gennem landskabet til lægen og prøvede at undgå at rynke panden.

Det var på samme tur gennem det nu truende landskab, på selvsamme bagsæde at jeg flere år senere bad min første og sidste bøn til Gud. Lad det bare være blærebetændelse, lad det bare være blædebetændelse, kære Gud, jeg vil ikke dø, messede jeg med barndommens teatralske angst, og bag rattet sad hun, mønstrede samme stoisme som min far, men indeni blev hun flænset, flået fra hinanden.

Hjemme hos os blev vi ikke syge. Og hvis vi gjorde, gik vi ikke til læge. Det var aldrig: Godt vi lige fik tjekket at det ikke var noget hos os, men derimod: Godt vi lige selv kunne fikse det – når det nu ikke var noget. Se, det kunne min far lide.
Men man balancerer jo alligevel på kanten af en mistbænk og falder gennem flere lag glas, man får gymnastikposen ind i forhjulet på sin røde SCO, man får fingre i klemme, murbrokker i hovedet, man vælter, brænder sig, får feber, man slæber malariaen med sig hjem fra Afrika. Man slår sig på livet.

Huller og sår og skrammer blev lappet af min far med plaster og gazebind og godt med sæbevand og sindighed i de store, varme hænder, og hun aede en over håret og trak vejret ind og holdt det sammen med mig når jeg sad der i sofaen, igen, med stivnede tårer i kinderne og angsten som en huggende hugorm lige under huden. Peter, der havde haft meningitis, sagde at min far var den sygeplejerske på hele Hjørring Sygehus der var bedst til at stikke. Ingen nølen, nålen ind, stemplet i bund. Sådan. Så det var ikke fordi han ikke vidste hvad han gjorde.

I dag er sårene fra dengang små knudrede fortællinger rundtomkring på kroppen, de danner forbindelser, knytter mit liv sammen, danner sammenhænge, og kun det der blev limet i panden, kan man ikke længere se.

Tænk det stadig er blåt #6

år 0

Det var på vej op ad trapperne på Nørreport at hun opdagede det. De var på besøg hos mig og min kæreste, og vi havde været på byvandring i deres ungdoms København, havde spist en sildemad på Det lille Apotek, slentret i Pisserenden, kigget på køkkentøj i Skjalm P. Men der på trapperne kunne hun mærke det. Det føltes som om hun var blevet gammel.

Der er noget med mit blod, sagde hun da hun ringede nogle dage efter. Eller var det uger?
Jeg sad i en af de karrygule plysstole min kæreste havde haft med ind i vores fælles liv. Vi havde været flere om at bakse den op ad trapperne til femte sal, og den stod nu tungt på gulvet med frynserne som snoede orme der holdt den fast mod brædderne, og pludselig kunne jeg mærke stoffet kradse mod min hud, og det var som om bruset fra bilerne på gaden under vinduet tog en dyb indånding, holdt vejret, det var ikke mere end tre sekunder, et og to og tre, men der var fuldstændigt stille, for i den helt fine vibration der var i hendes stemme, lå undergangen.

Og jeg ville rejse mig, ville lægge røret, ville skrive den der analyse af Fucking Åmål og Pizzaking færdig som lå og råbte på den bærbare, ville få det bachelorprojekt banket afsted, nu, og jeg ville lægge røret og synke tilbage i det karrygule og holde min kæft og lukke ørerne så jeg ikke kunne høre hende. For i den anden ende af landet sad hun i køkkenet med kaffe og udsigt over de bølgetgrønne marker og kaffe på kanden og en kræftdiagnose og tandkød uden farve. Og Ais havde været læge på Grønland hvor folk kun får sig transporteret til læge når den er helt gal, ellers klarer man det selv med nål og tråd og sæbevand og bønner, og han havde kniv i bæltet og vidste når der skulle handles, så kun to dage efter piblede giften ind i hendes krop.

Og hun ville overleve.
Eller også ville hun.
Jeg ved det ikke, men hun tog ikke hospitalstøj på, hun sad i strålende, skinnende farver og duftede af White Linen, og hun var så god at besøge, åh, så forbandet god, for vi talte aldrig om at hun kunne dø. Kun at hun ville dø for en pose Super Piratos.

Tænk det stadig er blåt #5
Foto: © Gitte Lotinga

naboen

Det var sådan en fin sommeraften hvor mosekonen har travlt, og bryggen ligger og flimrer som gråligt nordlys nede ved jorden. Og himlen kan blive så høj ude på landet, og det var den. Men naboens hus brændte. Flammerne strakte sig som slikkende, klistrede tunger op i himlen, og vi var på vej i byen, Lone og jeg, vi knasede ned ad markvejen i mine forældres bil med vores pastelfarvede læber og skulderpuder og solariebrankede ben under cowboynederdelene, og måske havde vi allerede inden vi kørte, udset os den samme fyr, men nu vendte vi om, og jeg tastede for første gang de nye tal 1-1-2, og man kunne snart høre brandbilernes hylen skære sig gennem landskabet flere kilometer borte.

Og nabokonen der ikke havde drengene hjemme lige præcis den lørdag, åh, gudskelov da (men hun havde jo vist også selv sat ild til huset, lød sladderen nådesløs nede i byen flere år efter), stod der med familiebillederne i to Brugsen-poser og havde kun det tøj hun skråede over vejen i, da hun nåede over til Kristians gårdsplads.

Varmen hang som en sodet sky over markerne, og min mor rejste sig fra lørdagsidyl, riflet fløjl og Prince-skodder i keramikaskebægret på bordet foran sig, og så sad hun der, lidt længere nede ad vejen, med nabokonen i hånden hele natten, lyttede, lod den lille kone fortælle om lugten og angsten og røgen og de knitrende trappetrin op til førstesalen, og tænkte godt det altid rammer naboen.

Tænk det stadig er blåt #4
Foto: Ulven