frit fald

Det var mig der var der. Jeg kan ikke huske etagen, kan ikke genkalde mig gulvet mod mine fødder, men det har været linoleum, gråt, nu føles det som om jeg svævede, sejlede ud og ind af stuerne, ned ad gangen, greb fat i en sygeplejerske, holdt fast. Hang oppe under loftet, uden forbindelse til virkeligheden.

Jeg vil bare høre hvornår hun vil være oppe at gå igen?
Oppe at gå?
Det kommer hun ikke, det går kun én vej nu.
Det var noget i den stil hun sagde.

Og jeg kunne nå jorden igen. Faldt som gennem et træs krone. Ramlede ned i verden, fandt famlende mine fødder.

Hjemme i min brors og hans kærestes kælderlejlighed svarede min far da jeg endelig fik proppet mønter i telefonen. Han ville jo bare lige sove, ti minutter, tyve, vævende ud og ind af vores verden, ville skimme avisen, skylle hospitalslugten af sig, drikke kaffe. Trække luft.

Det var kun mig der svævede rundt i den store gule murstensbygning, men nu kom de. Jeg husker det som kunne jeg høre dem løbe op ad trapperne, de pustede, ja, man kunne høre dem komme, deres skridt gav genlyd gennem alle etagerne med syge. De hev efter vejret, og de har sikkert tænkt. Vi nåede det.

Og det gjorde vi. Vi nåede det.

Tænk det stadig er blåt #34
Foto: Gitte Lotinga

lonely rider

Min far kørte motorcykel. Jeg kunne høre når han drejede ned ad markvejen, og jeg var ude på gårdspladsen. Tilfældigt eller i forventning. Han snirklede i langsom gengivelse op ad vejen mens småstenene stod som bittesmå projektiler ud over grøftekanten, ud over stubbe og raps og hvedeaks, op til den hvidkalkede gård og ind i garagen hvor han havde benzinen stående i en falmetrød olietønde uden låg.

Nogle gange traskede jeg op mod landevejen med støvet som i en westernsky om skoene og hoppede op mellem hans ben så jeg kunne mærke hestekræfterne brumme mod cowboystoffet, lykken suse i maven. Og markerne bølgede forbi og vinden, og indenfor et sted i huset var min mor.

Blev motorcyklen stående da vi flyttede? Klodset op ved siden af den tomme olietønde. Voksede støvet frem som et nyt lag lak indtil både motorcyklen og drømmen om det frie liv var dækket?

*

Da hun døde, købte han en rød Moto Guzzi. Skinnende krom og sadeltasker og frihed og sort tøj fra top til tå så man næsten ikke kunne se hvor gammel han var.

Den fik ærespladsen i den dobbelte garage, passet og plejet blev den. Og den blev skiftet ud, til en solgul med flere heste, og en gang til, indtil den havde vokset sig lige så stor som han.

Og da han var klar til det, fandt han atter kærligheden på den motorcykel. Det var forår, ishuset ved Vesterhavets brus skulle åbne, og kromet var blevet pudset så solen kunne sparke sæsonen i gang i karosseriet. Og hun sprang op bag ham, satte sig på det sæde min mor havde nægtet at sidde på, af angst, sikkert, af frygt for alt det som kunne ske.
Men der sad hun nu, den nye kvinde, sad der da de kørte gennem lynglandskabet, ud mod klitterne, ud mod havet. Og hun holdt fast. I ham.

Tænk det stadig er blåt #33
Foto: Gitte Lotinga

the end

Hun ville overleve. Igen. Hun sagde ja til alt, til kemo og piller og indlæggelser og hospitalstøj. Og til Gud. Hun søgte pension, satte sin underskrift på ansøgningen uden tøven; på den anden side af det her skulle hun leve. Og hun fik blomster, bløde som fløjl, hun trak duften ind som stod hun på kanten af foråret.

Men vi andre, vi andre havde googlet, læst pamfletter og statistikker og sat os ind i tingene, så vi vidste godt at hun kun havde fået lov at vende timeglasset én gang.

Tænk det stadig er blåt #32
Foto: Gitte Lotinga

 

dagbog

Den var rød, krokodillepræg og låsen mat messing. Hun gemte den ikke eller noget, og nøglen sad i låsen. Den lå i skuffen sammen med scrapbogen fra 60’ernes Amerika, med postkortlækre billeder af Det Hvide Hus og JFK og Frihedsgudinden. Og Raj.

Siderne knitrede, der var pergament over fotografierne, og allerede inden jeg kunne ét ord engelsk, stavede jeg mig hakkende gennem hendes første kærlighed som den tog sig ud, dér i scrapbogen.
Anna Marie, I wish you should be with me, Raj.
Hi Blood of my Veins, When you are with me whole world seems is smiling, gay, and happy. But when you are away from me everything seems to be so dead.

Hun var amerikanersmuk. Med prinsessebenstilling, Marilyn Monroe-runde lår og helt kort hår. Hans hånd lå let om hendes arm, kjolen var kort, hvid og lysende mod hans mørkeksotiske ydre. Og jeg hørte Beatles, Bob Dylan og John Denver, fløj afsted på et jetfly, over Atlanten, ud i verden, væk, når jeg sad der på gulvet foran skuffen og prøvede at forestille mig mit eventyrliv hvis en indisk mand ved navn Raj havde været min far, og ikke en kjøvenhavnsk tilflytter med fuldskæg og vandblå øjne ved navn Jens.

*

Hun gemte den ikke. Havde hun bare gemt den. Den lå i skuffen, nøglen sad i, det var jo så nemt. Deri stod alt det hun ikke havde klistret ind i scrapbogen, med hendes sirligt ciselerede skrift, tæt, linje efter linje, side efter side.

Og hun var et menneske.

Tænk det stadig er blåt #31

virkelighedssky

Hun sad derude på landet. Man kunne høre termokanden snøfte og nordenvinden krybe raspende gennem bøgebladene, men døren var låst, og natten var mørkelang over markerne på den anden side af vinduerne. Var hun selv en film, ville en vindueshasp klapre et sted, og der ville med ét lyde et bump nede fra den kælder de ikke havde. Hun sad derude på landet, med fødderne oppe på stuebordet, fjernsynet spejlede sig i de sorte ruder, og hun var alene hjemme. Fuglene, Psycho, Hjemsøgt, Soon Amy, soon.

Til gengæld holdt hun sig fra virkeligheden, fra aviser og den slags og dameblade og bøger med fortællinger fra det virkelige liv. Holdt sig fra alt for meget Tv-avisen og P1 Morgen og dokudramaer. Og politik og dokumentarprogrammer om skilsmisser og børnedrab og sorte og hvide og misrøgt og det der er værre.

Jeg har prøvet at gøre hende kunsten efter, mange gange, men jeg duer ikke til mørke og lyde og underlægningsmusik og suspense i levende billeder, jeg er faktisk bedre til virkeligheden.

Tænk det stadig er blåt #30
Foto: Gitte Lotinga

mus

Hun var bange for mus. Fælderne stod i køkkenskabet og i værkstedet i bunden af huset og ved fyret i bryggerset. Engang klappede en fælde inden musen havde fået sat sig ordentligt til rette, og halen var næsten blevet revet af ved roden da den havde slæbt fælden efter sig. Ude i bryggerset, tror jeg, vi måtte ikke se det, men hun har helt sikkert taget hånden op til munden da de fandt den, og inde i mit hoved væltede billederne blodigt rundt.

Vi fik nye fælder. Små bure med tremmer for enderne og et sindrigt system jeg forsøgte at gennemskue, som gjorde at de kunne komme ind, men ikke ud. Man kunne høre dem rumstere indeni.

En enkelt mus valgte et andet skab end det med fælderne; det store afsyrede der husede min farmors hæklede mundservietter og viskestykkerne og makronerne i den blomstrede kagedåse fra min mormor. Man kunne se dens tænder i kogechokoladen, makronerne var blevet små bunker støv, og den havde bygget rede i karkludene. Hun må have fået kvalme af alle muselortene.

Derfor ved jeg hun ville have sagt nej, men det var på Hjallerup Marked, og min bror havde holdt hendes veninde Gunhild i hånden på sin vej mellem boderne ned til radiobilerne, og man ved jo aldrig hvad de landevejsriddere kan finde på – som at forære små japanske dansemus til lyshårede knægte med krøller og perlelatter i både stemme og øjne.

Den var ikke større end en femkrone. Måske var det det der gjorde at hun sagde ja, herregud, den fyldte jo ingenting, men halen var lang, og når musen vrikkede hen over den blomstrede madras på min skibsbriks, lignede halen en slange.

Jeg sad med bowlen fyldt med savsmuld og det mikroskopiske liv mellem benene da vi havde den med på rundfart til naboer og venner.  Det var jo mageløst med den bette mus. Jeg holdt glasset fast mod bilens skrumplen, sommerbrisen stod ind over markerne og ind ad forruden, og jeg skulle have lagt hånden beskyttende over åbningen. Det skulle jeg.

Jeg tror ikke jeg nogensinde har fortalt ham at jeg kunne se det allerede da jeg sad der i bilen. På vejen hjem. Jeg tror heller ikke han ved det, for vi satte bare bowlen ind på plads i vindueskarmen, og først næste morgen opdagede vi at den lillebitte japanske mus som den første i vores familie var holdt op med at danse.

Tænk det stadig er blåt #29

(over)tro

Når jeg sad der i toget, lod blikket hvile på markerne, på vandhuller og snadrende fugle og stationerne der gled forbi i gamle mursten med fortællinger så fint indlejret i mørtlen.
Når jeg sad der med noter og eksamenspensum og DSB-kaffe og angsten som en ekstra kvalmende puls i halsen, og det begyndte at blive langt i Jylland. Fredericia  Vejle     Horsens       Skanderborg      Aarhus H       Hadsten         Langå          Randers

 

Hobro          Arden               Skørping                Støvring

 

 

Aalborg, endelig Aalborg,                       Aalborg Vestby                 Lindholm

 

 

 

Brønderslev

 

 

 

Vrå

 

 

 

Hjørring

 

 

 

 

 

Sindal
Sindal
Sindal,

så lovede jeg at jeg ville bestå alle mine eksaminer (hvis du lover at overleve), at jeg ville forfølge mine drømme (bare du lover at overleve), jeg ville holde fast i kærligheden, ville blive lykkelig.

Du er nødt til at love at overleve. Lover du det?

Tænk det stadig er blåt #28
Foto af dygtige Gitte Lotinga