som efterårskrøllet løv

Og vi fik zebrafinker. De knevrede og knevrede og fik unger, ja, tænk, og så i fangenskab, og der var fuglefrø i gulvtæppet. Man kunne høre dem knitre op gennem støvsugerrøret, og når jeg lå i min seng om aftenen, finkede fuglene stadig inde bag viskestykket.

Men små finkeunger tåler ikke træk, slet ikke en hel dag hvor man lufter ud, og nordenvinden tager lugten af søvn og bøgetræsfugt og frikadeller stegt i plantemargarine med sig.

De stod på fyret i en skotøjsæske beklædt med vat, og jeg kunne se deres bittesmå hjerter mod de grå og hvide fjer så små som dun, og i min hånd åndede de ud. En for en. Måske fik de en sten i haven, måske begravede vi dem i skotøjsæsken, måske røg de bare i fyret, jeg ved det ikke, og måske var der helt stille om aftenen inde bag viskestykket.

Vi havde ikke de bedste erfaringer med de viskestykker. For der kommer huller i, og vandrende pinde kan spankulere ud i friheden gennem selv meget små åbninger, og de lægger sig til at dø de underligste steder, og man kan ikke se dem. Raske drenge og piger har jo pinde med i lommerne hver gang de kommer ind fra skoven, og ben så tynde som sytråd ligner slet ikke ben. Nogle af dem mødte deres endeligt mellem siderne i En fridag til fru Larsen. Eller Vinterbørn. Eller Hærværk. Og når man bladrede, faldt de ud som pressede blomster i en telefonbog.

 

*

 

Jeg drømte om at presse hende mellem siderne i en bog, at bevare hende der. Drømte om at hospitalslinnedet hun nu lå sunket ned i, uden puls, uden årerne så levende over huden, var tætskrevne ark papir, historier, om kærlighed og nærhed og liv, side efter side. Men hendes hud tørrede ikke ud mellem falmede bogstaver, hun åndede ikke ud omgivet af andres fortællinger, hun åndede ud der i sengen, krøllede sig sammen som et efterårstørret blad omgivet af os, omgivet af dæmpet latter og stille hvisken. Og uendelig tavshed.

Tænk det stadig er blåt #42
Foto: Gitte Lotinga

farvel

Hun lå der et døgn.
Uden bevidsthed, uden ord, uden sprog, men med pulsslaget bankende i kroppen, man kunne se det, huden solbrun, årerne bugtende over hænder og hals, min fars stemme trak stadig gåsehud.
Vi stod som vågekoner rundt om sengen, lænede os ind mod hinanden, ind i livet, og da hendes bedste ven endelig kom, da Finn kom, tog hendes hånd og sagde hendes navn, Åh, Marie, sagde han, fældede hun en tåre.

Tænk det stadig er blåt #41
Foto: Ulven

kaniner

Da hanen ikke længere galede os op om morgenen, hønsene var taget af ræven, og ænderne fløjet ud over markerne, fik vi kaniner. Om vinteren boede de i det gamle hønsehus der lænede sig så fint ind i skoven som en Ole Lund Kirkegaard-tegning; de var de kaniner i hele nabolaget der havde allermest plads, højt til loftet havde de, og (hønse)gård, og høet fra nabo-Kristian lå som et væg til væg-tæppe i det lille grønne hus der stod på pæle, hævet over jorden og skuede ud over gårdspladsen.

Om sommeren kom de på græs, og jeg sad der med bare ben, og Ninus med pels som sne og blitzrøde øjne mimrede og satte sig helt tæt ind til huden på mine lår og spiste det ene mælkebøtteblad efter det andet, og når der ingen vind var, kunne man høre dens gnasken. Og jeg lagde mig ned, kiggede op i trækronerne, og rundt omkring mig hoppede kaninerne som hvide dunbolde i alt det grønne.

Men kaniner bliver gamle. Og trætte. De lægger sig helt tæt op ad hønsehusdøren der gaber forneden, trækker kuldeluften helt ned i deres små lunger, og når de er hvide som Ninus, kan man slet ikke se sneen der er føget ind og har lagt sig i pelsen.

Tænk det stadig er blåt #40
Foto: Gitte Lotinga

levende hud

Hun lå levende lit de parade. Med pulsen som en racerbil lige under den rynkede hud på halsen og vinduet på klem. Man kunne høre pårørendefødder på trappen på den anden side af væggen ved hovedgærdet og hendes åndedrag som en svag rallen. Vi stod som ranke stammer om hendes seng, vi hviskede, vi lo, vi hævede stemmerne. Det gjorde vi. Og når min far talte til hende, rejste hårene sig på hendes arme. Hans kyndige, sørgende hænder sørgede for at morfinen løb lindt og konstant gennem det Hickmankateter der havde prikket hul på hendes ene lunge.

Jeg har aldrig spurgt om han justerede dosen.

Tænk det stadig er blåt #39
Foto: Ulven

risikovurdering


Oppe i skoven bag hønsehuset brændte han skrald af i en gammel, bulet olietønde. Man kunne se røgen, grå og bølgende, nede fra landevejen, og kneb man øjnene sammen, kunne det ligne skyer der drev hen over himlen og lavede skyggespil på markerne. Når de sidste gløder var ulmet færdig, lå der kun et par batterier, noget sortsvedent jern og små sammenkrøllede stykker plastik tilbage på bunden af tønden. Nogle gange kunne man se sorte papirstumper svirre i luften som konfetti.

Det var i weekenden når vi havde samlet en uges skrald sammen, og indimellem sagde min mor at vi godt lige måtte vente med at gå derud, bare indtil den værste røg var stilnet af. Det griner min far stadig af.

Det var dengang man sagde at man kørte bedre med en lille skid på. Og uden seler. Vi lå på mønstrede madrasser og trillede rundt omme bagi når vi kørte hjem fra mormor og morfar, og gadelyset gled hen over taget i bilen og glimtede os i søvn som sagte stroboskoplys.

Og der blev røget ved bordet, allerede inden man havde skrabet den sidste rest bearnaisesovs op med sin gaffel, og vi væltede os i mættede fedtsyrer og farvestoffer og tilsætningsstoffer og sprøjtegifte.

Men man skal jo dø af et eller andet, siger de fandme.
Og det gjorde hun så.

Tænk det stadig er blåt #38
Foto: Gitte Lotinga

happy ending

Vi havde en tavs aftale om at læse til det endte godt, hun og jeg. For luften sitrede omkring os, huden trak sig sammen, og først når jeg så hun slikkede på sin finger og vendte endnu en side, turde jeg trække vejret igen. For hvad nu hvis Mary Ingalls blev blind mens jeg sov om natten? Eller hendes far rent faktisk blev ædt af den bjørn? Og tænk nu hvis Pippi alligevel hoppede ombord på Hoppetossa og ikke blev hjemme hos sine venner, Tommy og Annika.

Jeg sad i den sofa søndag efter søndag. Mine lår sled rillerne af det brune fløjl efterhånden som mine ben voksede ud over kanten, og hun sad med fødderne oppe på bordet med rødlakerede tånegle og et halvtomt krus, og vi hørte ikke tidens tikken eller plæneklipperen ude i haven eller naboens mejetærsker. Vi så ikke skyerne trække ind over kornet, hørte ikke tordenen rumle over rapsen. For nogen kunne lige vove på at forstyrre os.

Vi lærte at udvinde salt i Træl og fri, jeg bed mig i kinden mens Remi søgte og ledte efter sin familie i Frændeløs, og jeg kunne mærke Ridder Katos tunge, tunge hjerte af sten i maven da Mio satte sig op på Miramis og red afsted til Landet i det fjerne.

Og vi lo og gispede og sukkede, og hun fugtede atter sin finger. Og vi var stille og holdt vejret, og jeg tror det var der i den brunriflede sofa at jeg første gang så hende fælde en tåre.

Tænk det stadig er blåt #37
Foto: dramatiske Gitte Lotinga

ordløs – svanesang

Men min bror, min bror, han havde ting at sige, og døren ind til hendes stue lukkede sig bag ham med et stille, sukkende klik, tiden sneglede sig, og udenfor på gangen sad jeg, gik jeg, stod jeg og ville så gerne være en af nisterne på væggen derinde, ville gerne høre hvad han sagde, hvad han gjorde, og så alligevel ikke, måske ville jeg ikke, men jeg ville gerne spørge ham, eller også ville jeg ikke, ville ikke stå der med alle mine spørgsmålstegn og prikke hul på det fine øjeblik han netop da havde haft med et menneske der ikke længere havde noget at sige.

 

*

 

Hun nynnede, ville ikke tale, tror jeg. Hun havde ikke flere spørgsmål eller svar, kiggede ud ad vinduet, håret var fladt fra puden, man kunne se feberens rødme i huden, og de tog hendes hånd, nogen, ikke jeg. Og hun nynnede.

Tænk det stadig er blåt #36
Foto: Gitte Lotinga