drømmer virkelig ikke om evig ungdom

Er stadig spundet ind i fin efterårsferiestemning. Har netop lavet kanelte, tændt den lille lampe ved sofaen og skrevet følgende i bind 2 af Astrids dagbog:

Der var stadig stille, og jeg kunne mærke at jeg havde brug for at vi talte om noget andet for det var som om det jeg lige havde fortalt, hang og blafrede i luften, og jeg tror godt at far kunne fornemme at det ligesom er lidt … sårbart – fordi jeg jo ikke rigtigt ved om [indsæt selv navn, for jeg røber selvfølgelig ikke hvem det er Astrid er sådan … lidt vild med, vel?] … på en måde … også godt … kan lide mig.

Fuck, jeg tør næsten ikke skrive det, for når man først har skrevet noget, så er det som om det blive mere virkeligt, kender du det? – og jeg ved ikke rigtigt om jeg orker at det bliver virkeligt. For jeg aner jo ingenting. Om noget som helst.

Åh, hvor jeg elsker at skrive ungdomsbøger.
Og åh, hvor er jeg dog glad for det ikke er mig der er ung mere.

også en slags efterårsferie

Kan mærke at efterårsferiestemningen sniger sig ind på mig.
Der er mandefald på tegnestuen, og på den anden side af vinduerne er himlen fint blå med vattottede skyer, og man burde sparke blade i en skov. Eller drikke varm kakao. Og spise pandekager med sirup og blåbærsyltetøj der løber ud mellem fingrene på en.

Efterårsferieløv

I stedet oversætter jeg fin børnebog om Eleanor der savner sin allerførste barnepige – der jo er næsten lige så vigtig som ens allerførste kæreste – og lader jazzen fylde øregangen og trækker duften af kaffe fra køkkenet helt ind i brystet og smider støvlerne om lidt og kravler op i sofaen i hyggehjørnet og læser med spids rød pen.

Og det vil føles som om efterårsferien ikke blot sniger sig ind på mig, nej, den har overfaldet mig.

Billedet er – nej, ikke nolet – men hentet på gratisfotografi.dk. Er det ikke mageligt? Gratis.

flisen er din

Kan virkeligt godt lide når nogen tager r… på mig.
Det gjorde Lene da hun forleden lagde det her billede ud på bloggens Facebook-side, og tråden af kommentarer det affødte, er ret underholdende.

Lene er en af de oversættere jeg har haft fornøjelsen af at redigere, og den seneste bog vi har været fælles om, har titlen Den sidste nonne. Og så står hun der med pisk og lak og læder – se, dét havde jeg ikke lige set komme.

the end … is long gone

Har skrevet så tasterne slog gnister i flere timer i dag, og nu er manuskriptet til bog 2 om Astrid lige så langt som hele bog 1.
Og jeg mangler stadig at få bundet knuder på (10)7 sidehistorier – og hovedhistorien – plus at få styr på det der jeg slår an på side 25, og som jeg mangler at få helt afsluttet, og så er der jo også lige det der med …

Den bog bliver jo firehundrede sider lang inden jeg er færdig.
Sikke et helt igennem vidunderligt “problem”.

must be funny (in a rich man’s world)

– eller en beretning om taknemmelighed.

Noget af det allersværeste ved at leve det her freelanceliv jeg lever, er økonomien i det. Ikke det at der er gode og dårlige perioder, det tror jeg efterhånden godt jeg kan navigere i, nej, men at de lavvandede perioder between jobs indimellem bliver så tørlagte at det er umuligt at se hvordan de gode skal kunne rette op på det.
Der er jeg på en måde nu – og det betyder at jeg snart er nødt til at finde en flise i Skelbækgade eller vinde i Lotto for at holde skat fra døren, for man kan jo ikke leve i evig tid af de momspenge som lige om lidt burde stå på en andens konto end min.

Det underholdt jeg også en veninde med i dag da vi var ude og drikke en kop kaffe, og nej, vi slog os ikke på lårene af grin, for jeg kan næsten ikke grine ad det længere, så hun skyndte hun sig i stedet at bestille en ekstra kop kaffe til os hver, og da vi skulle betale, insisterede hun på at det var på hendes treat, som hun kort og lakonisk meddelte: “Jeg tjener penge, det gør du ikke.”
True.

Hun er ikke den første jeg har fortalt om mine kvaler til, for det er ikke mere end et par dage siden jeg vist nok også kom til at nævne det for en anden veninde (som også er freelancer og derfor ved hvad jeg taler om, og har lovet at hun nok skal sørge for kaffen når vi får den der flise i Skelbækgade. Ved siden af hinanden), og dagen efter landede der en mail i min indbakke hvor der blandt andet stod: Du tror, det er lyv, når jeg siger det. Men altså … jeg har også en lykkemønt til dig. Den skal i pungen og tiltrække andre mønter. Jeg kom i tanker om den (…) det må være et tegn … du skal have den.

I dag er den landet i min postkasse pakket ind i hvidt papir med et lille hjerte, mere behøvede hun ikke skrive. Der er palmer på og forunderlige tegn og et hvedeaks og et blad. Og nu ligger den i min pung.

Jeg ved godt man siger der findes et særligt sted i Helvede for kvinder som ikke hjælper hinanden – men der findes også en café med ild i pejsen og jazz på anlægget og lækre mænd der futter rundt og sørger for at man hele tiden har noget i kopperne og for at der lige lander en lille ekstra petitfour på ens tallerken, for de kvinder som gør.

Lykkemønt

blandt de store

De af jer der læser med ovre hos Astrid, ved det måske allerede; at jeg har fået en forfatterprofil på gyldendal.dk.
Og det er noget ganske særligt, for inde på Gyldendal findes nogle af landets fineste børne- og ungdomsbogsforfattere: Mette Finderup, Benni Bødker, Line Kyed Knudsen, Kim Fupz Aakeson (åh, jeg ælsker Kim Fupz), Sanne Munk Jensen, Daniel Zimakoff (der lærte mig at bytte klichéerne ud og tro på at jeg godt kunne skrive en bog), Ida-Marie Rendtorff og en helt masse af de store udenlandske forfattere, u name it.
Og nu mig.

Louise portræt-2

skriveeksilsabstinenser

Er hjemvendt fra skriveeksil og har følelsen af at nogen har sprøjtet en helt ny forfatteråre direkte ind i mine blodbaner. Uden at spritte af først eller noget, bare sådan, stemplet i bund, og nu pulser det rundt i hele kroppen.
Er så langt inde i hovedet på Astrid at jeg næsten ikke kan koncentrere mig om noget som helst andet. Heller ikke rigtigt at fortælle om hvor fedt det var at skrive stort set nonstop i tre dage og få fornemmelsen af at den der bog, pfftt, hvor svært kan det lige være?

Så nu sidder jeg på kontoret med samme soundtrack i ørerne som i sommerhuset og prøver at forestille mig den her knitre lige så fint ovre i hjørnet

Skriveeksilsild

Og når jeg har spist frokost, står gummistøvlerne klar, og havet og vinden venter på at ruske mig igennem lige om hjørnet.

Skriveeksilsgummirøjser

 

Skriveeksilshav

Og på mit skrivebord ligger der i virkeligheden slet ikke en korrektur om unges valg og fravalg i ungdomsuddannelserne. Niks, det ser i virkeligheden sådan her ud:

Skriveeksilsskrivebord