nu som udlån

Nu kan man låne Astrids dagbog på biblioteket – på Hedensted Bibliotekerne: Hornsyld og Uldum, og på Morsø Folkebibliotek.
Jamen er det ikke mageligt?
Så kender du en teenager der sidder og keder sig, i lad os bare tage Uldum – som for øvrigt ligger lige her:

Uldum

– ja, så er det nu hun skal op på cyklen og af sti afsted.

Ja, jeg ved godt der både er Uldum højskole og Uldum Mølle og Uldum Gademusik Festival, og ja, jeg ved godt at Tørring ligger lige om hjørnet – men derfor kunne hun jo godt kede sig. Så få hende nu bare afsted til det bibliotek.
Og inden hun suser, kunne du jo liiige opfordre hende til at smide en kommentar her – så kunne det jo være hun vandt et par monstre også.

er hjemsøgt

Jeg laver jo stort set ikke andet end at læse når jeg er på arbejde. Og skrive. Jeg dissekerer tekst, finpudser, smider ord ud, føjer nye til – og jeg elsker det.
Men indimellem forbander jeg også mit arbejde, ja, forbander langt væk at jeg har så uendeligt svært ved blot at læse for nydelsens skyld. Det er næsten umuligt at lægge redaktør/korrekturlæser-pennen fra mig og undgå at sætte usynlige røde streger under de fejl der måtte være sluppet igennem. Jeg slår personer ihjel jeg synes skulle være smidt ud af manuskriptet, jeg strammer plots, jeg bytter papirord ud med mere mundrette versioner – ja, jeg dissekerer, finpudser, smider ord ud og føjer nye til. Også når jeg ikke skal, goddammit.

Derfor har jeg også for længst opgivet at gennemføre princippet om at man læser en bog til ende (medmindre altså at jeg får penge for det, så kan man jo næsten få mig til at læse hvad som helst), og det er stort set kun i ferier at jeg læser bøger der kræver lidt mere end krimier og ungdomsbøger. Og kun hvis jeg har rigtigt god tid – for jeg er en sucker for krimier og ungdomsbøger. De er så nemme at gå til.

Heldigvis betyder mit job jo at jeg har utroligt mange bogpushere, ikke mindst inden for sidstnævnte genre – og for en måneds tid siden fik en af dem listet denne her ned i min taske:

Pigen på loftet

Det er ungdomsgys, og et fint et af slagsen, så jeg har (næsten) ikke haft arbejdskasketten på undervejs, men bare bladret og bladret – og hensat til en gammel købmandsgård hvor det vist nok spøger på loftet, og fire venner sådan lidt tilfældigt sætter sig for at finde ud af hvad dét handler om, er jeg pludselig tilbage til dengang jeg lå på skibsbriksen derhjemme omgivet af Limahl og Michael Laudrup (!), og Christian Flagstad lavede lydtapetet, og eftermiddagene bare gled af sted med den ene gode historie efter den anden.

Næste bog i Kyed Knudsens Hjemsøgt-serie hedder Den døde skov, og den ligger lige nu og råwer på mig nede i tasken så jeg næsten ikke kan koncentrere mig om at læse det jeg rent faktisk får penge for.

En pose blandede monstre, vær så artig!

Måske har de her allerede invaderet jeres eller jeres venners hus:

MH, dukker

 

De er i hvert fald vældigt populære blandt piger i størrelsen 5-10, måske endda også blandt de lidt ældre. Mindstebarnet hjemme hos os lærte sine allerførste engelske gloser da hun fik et blad om Monster High-karaktererne i hænderne, og man kan næsten ikke høre hun er pæredansk når hun fortæller om Clawdeen, Frankie Stein eller Cleo di Nile. Det er det Mattel er så (forbandet) dygtige til.

Måske ved I også at der findes en bog om selv samme piger – eller rettere fire bøger (jeg har i hvert fald ikke forsømt lejligheden til at fortælle at det er mig der har oversat dem), og nu er sidste bind i serien landet på mit bord.
Og ja, selvfølgelig skal det fejres. For serien kan blive din datters/nieces/barnebarns.

Bøgerne henvender sig til de 12-15-årige (primært piger) og er befolket af teenagemonstre: Frankensteins oldebarn, mumier, søvæsener, varulve, u name it, der alle prøver at finde deres ben i den virkelige verden samtidig med at de skal navigere i den teenageverden vi alle kender til med intriger, (u)lykkelig kærlighed, komplicerede venskaber og latterlige voksne. Det er altså ungdomsbøger med et twist – og et pænt morsomt et af slagsen. Bøgerne er underfundigt skrevet med et væld af sproglige finurligheder – en udfordring at oversætte, men en fornøjelse at læse (når det altså lykkes at oversætte dem).
Hvis du vil vide mere om bøgerne, har jeg listet et par sneakpeaks ind hist og pist. (Og liige ladet en bemærkning falde om hvor stor en udfordring de indimellem har været at oversætter her og der).

Så smid en kommentarer i løbet af ugen, og jeg trækker lod på fredag og sender straks den samlede serie til en heldig (hvis jeg selv skal sige det) teenager.
Bøgerne ser sådan her ud:

MH, hele baduljen

Og ja, det er vildt meget glitter og glimmer (det er jo derfor billedet er uskarpt “!#¤%). Men det er så cool.

mig og Ole

Jeg var til efterårsreception på Gyldendal i går. Med havepavilloner og toppede brosten og en fin, fin og lun septemberhimmel over alle de kloges hoveder. Og mig.

Jeg sippede champagne og sludrede og spiste soyamarineret laks med tang og catchede op på et utal af spændende bøger jeg havde hørt om sidste år da jeg stod i den samme gård og sludrede med de samme mennesker – uden at jeg selv rigtigt havde fået noget udgivet hos Gyldendal. Det havde jeg så i år.
Og jeg blev helt ør af det fine selskab, for ved nabobordet sad Kim Fupz (og jeg ælsker hans skæve bøger), og Albertes bløde stemme undskyldte da hun var ved at stikke mig ned med sin kniv ved buffeten, og Line Kyed Knudsen (hvis bøger jeg lige har opdaget og er meget begejstret for) hang ud med alle de andre cool ungdomsbogsforfattere i baren.

Og bøgerne, dem det hele jo drejede sig om, lå udstillede, og vi kunne sige ih og næh, er det virkeligt din? Tillykke!, og da desserten kom ind, stod jeg der med chokoladekagen og de friske bær og smalltalkede foran tv-skærmene der præsenterede alle de nye udgivelser og deres forfattere, oversættere og illustratorer, og Astrid gled forbi mit blik side om side med Vitello og Pippi og The Hunger Games.

Og da den her blev præsenteret, der over vores hoveder:
Otto-bog

var det pludselig de her to billeder der stod og dirrede ovenover hinanden på skærmen:

Ole

Louise portræt-2

Det var jo mig. Og Ole. Dén Ole …

helt enkelt, simpelthen

Der er landet en lille fin pigebogsserie på mit oversætterbord.
Helt enkel handling, helt enkle, lidt retroagtige tegninger, helt enkle problemstillinger. Det først bind som jeg er i fuld gang med, handler for eksempel om en sommerlejr.
Det bliver så spændende, synes både Eleanors mor og mormor. Men Eleanor ved ikke rigtigt – og bogen begynder sådan her:

Jeg hader at være på sommerlejr.
Jeg hader det simpelthen.
Jeg ville ønske, jeg ikke gjorde.
Men det gør jeg.

Så kan I jo nok gætte jer til resten.
Bogen henvender sig til helt nye læsere, de 7-10-årige eller deromkring. Og jeg er ret sikker på jeg kommer til at pippe bare en anelse mere om den (for eksempel når jeg har fundet på en dansk titel til den (!”#”)), for den er så hyggelig. Helt stille og lille. Og så kan jeg også ret godt lide tegningerne (der lavet af ham her).

Bug juice1 Bug juice2 Bug juice3

og kinderne blussede

Han måtte mærke disse bløde, kønne bryster i sine hænder – feminine former og blød hud. Han ønskede at kysse dem, at mærke hendes hjerte banke mod sine læber og tunge, at mærke hendes greb i sit hår,
mens hun pressede ham ind mod sig.
   Mens hendes krop indbydende buede op mod hans.
   Han indsnusede duften af hende, denne havets gudinde-duft, der
fik ham til at tænke på havfruer og sirener. Denne glatte, velformede
krop, der dirrede af energi og forstærkede hans egen.
   Mens de gispende og stønnende rullede op på sengen, følte han,
han kunne gøre alt, være alt, have alt.
   Hun længtes. Hun brændte. Alt føltes sanseløst, hurtigt, fantastisk.
Hans hænder på hendes krop, hendes på hans. Hun kendte hans krops
linjer og form, men nu kunne hun tage, nu kunne hun føle – og ikke
bare lindre og blødgøre, men sætte i brand.
   Hun ønskede at tænde ham og få flammerne til at fortære dem
begge.
   Alle de behov, gode, stærke, sunde behov, hun havde låst inde,
brød nu fri i en sindssyg, vild flugt, der nedtrampede enhver tanke om
tilbageholdenhed og forsigtighed.

Jeg korrekturlæser romance i dag der sine steder damper bare en anelse.
Godt jeg er alene på kontoret. Helt alene.