on drugs

Det begyndte med at min veninde delte et par videoer fra YouTube på Facebook. Det var bare et par unge mennesker der sang pænt godt til en X Factor-audition et eller andet sted i verden. Det kunne være i UK eller Australien, det kunne endda være for flere år siden, det spillede ingen rolle, for de sang r… ud af bukserne og lagde samtlige dommere ned. Og mig.

Så hver onsdag morgen når jeg har afleveret min søn i skole der ligger tyve minutter i bus fra hvor vi bor (det er normalt ulven der afleverer da han arbejder på selvsamme skole), ja, så knalder jeg lige et par earplugs i ørerne, hopper på YouTube – og så kører bussen med ét meget hurtigere.

Jeg har altid været en sucker for den slags. Ved ikke helt hvorfor, men bliver uendeligt rørt når jeg ser dem stå der og træde sig selv over tæerne med en rystende mikrofon i hånden og en stemme af den anden verden, så der er efterhånden op til flere passagerer i linje 12 der har set mig sidde der med en helt uskyldig mobiltelefon i hånden og tårerne i striber ned ad kinden.

Pinligt? Tjoh. Det havde jo været federe hvis det var et slidt eksemplar af Krig og fred jeg sad med, eller dagens avis … men så dyb er jeg ikke tidligt om morgenen i en 12’er.

Jeg tror på en eller anden måde at vi alle sammen har brug for et vist mål af stimulanser – og min stimulans er (åbenbart) kaffe og X Factor-moments. There, I’ve said it.
Og nu tilbage til arbejdet. Med jazz i ørerne. Selvfølgelig! Hvad regner I mig egentlig for?

it’s all about love

I de næste par uger skal jeg redigere en romance. Noget med en krigsfotograf og Afghanistan og 9/11 – og kærlighed. Selvfølgelig.

Genren sparker mig 25 år tilbage i tiden. Tilbage til den sommer hvor jeg sad på bagsædet af bilen med vinduerne rullet helt ned og tværs gennem landet, fra det nordligste Jylland på vej på ferie hos min farmor og farfar på Sjælland, slugte først Piger i blåt, så Piger i hvidt – og var overbevist om at jeg skulle være sygeplejerske og score den lækreste læge på hele hospitalet og leve lykkeligt til mine dages ende.

Samtidig skal jeg forære min hovedperson Astrid en kærlighedshistorie. Hun fortjener det. Hun har allerede oplevet det ene og det andet i sit 15-årige liv – så nu er det tid til kærlighed.
Og hvem ved, måske kan stemningen fra dengang man ikke havde sikkerhedssele på på bagsædet, og aircondition var noget der kun fandtes på firstjernede hoteller, og man gerne drømte sig væk i en lægeromance, godt klemmes ind i en ungdomsbog der udspiller sig i 2013 med skraldere og indierock og knap så mange hvide kitler.

en strid søndag

Hjemme hos os har vi – sammen med stort set resten af de forældre vi kender – et lykkeligt kærlighedsforhold til Jakob Martin Strid.

Ungerne er (lige så) vilde med ham (som os), de kan hele afsnit fra mange af hans bøger – og de drømmer om at tage på opdagelse i en kæmpestor pære. Ville det ikke bare være det sejeste?

Derfor proppede vi ungerne i Nihola-cyklen i går og satte kursen mod Storm P. Museet (i strid storm, skulle jeg hilse og sige. Ha!) og tilbragte flere timer på skattejagt blandt de mange, mange fine originaltegninger. Ungerne tegnede deres egne Strid-tegninger, de skrev deres navne med fine Strid-bogstaver, og de læste bøger i den kæmpestore pære. Og de stod rigtigt længe og kiggede på Storm P.s stemningsfulde arbejdsværelse – som min søn sagde: “Jamen har han siddet her, i den der stol, og lavet alle sine opfindelser?”
Ja, han har, lige der.

Måske har I allerede været på udstillingen – hvis ikke, skulle I se at tage jeres unger med derhen. Vi havde en formidabel søndag – sammen med Strid & Storm.

Ja, det var en anbefaling.
Selv tak.

Strid

(Billedet er selvfølgelig lån her).

drunk in the morning

Jeg ved godt jeg i mit allerførste indlæg skrev at jeg drømte om at lave en Gangnam Style.
Men jeg har fortrudt: Jeg vil hellere lave en Lukas Graham.
Bare lige tage en hvid undertrøje på og en kasket og lidt Christiania-glamour og så sparke den vildeste r…

Jeg var til koncert med knægten i går. Med den svedigste (i alle ordets betydninger) bassist og blæsere og hele svineriret – og jeg kan stadig mærke bassen i brystet og benovelsen over hvor meget power og stemme der gemmer sig under lige præcis den baseballkasket. Det var klasse.

Ulven og jeg jingede som da vi var unge og lige havde mødt hinanden, og jeg glemte fuldstændigt at vi har to unger og voksenliv og dynger af vasketøj derhjemme.

Og i dag startede jeg dagen med morgenkaffe med en af mine yndlingsbekendte, også en freelancer, men i en helt andet liga end jeg – og lige så fuld af power som baseballkasketten.
Det er så inspirerende at være sammen med mennesker der når ud over rampen, mennesker der kender deres værd og gavmildt deler ud af deres talenter. Det smitter. Så jeg er klar til dagens korrektur, klar til det hele. Kom bare an.

 

variation i hverdagen

Jeg er nu kommet godt i gang med efterfølgeren til min ungdomsbog om Astrid.
Og jeg lærer hele tiden nyt om hende. Her til formiddag har jeg for eksempel fundet ud af at hun har en noget vildere side end jeg troede, og at hun hænger ret meget ud på viunge.dk (især på de sider der handler om sex).

Samtidig er jeg ved at læse korrektur på en rapport om anbragte børn. Og har erfaret at børn med lav fødselsvægt har forøget risiko for at blive anbragt uden for hjemmet.

Senere skal jeg ind og spise frokost med en af de redaktører der er så god at give mig noget at lave.

Ja, det var så min arbejdsdag.
Og din?

og hun blev levende

Fik en mail fra min redaktør i går hvor der stod:

Hvad siger du til at grafikeren forsøger sig med All Stars-sko i stedet for Dr. Martens? Det er svært for hende at finde nogle støvler, men hun kan tage et mobilfoto af et par fødder i All Stars og sætte ind på en eller anden måde, så det ser fedt ud. Og Astrid bruger jo også All Stars, så vidt jeg husker.

Tænk engang, der sidder en grafiker et eller andet sted og er ved at lave omslag til min bog som kommer til at se fedt ud.
Og der sidder en begavet redaktør inde på Gyldendal og omtaler Astrid, min hovedperson, som om hun virkelig fandtes og lige var slentret ned ad Gammel Kongevej i sine All Stars.

Tænk engang.