Jeg har gennem de seneste mange år haft en affære med de nordiske krimier. Jeg er både mørkeræd og ude af stand til at se en gyserfilm til ende – men blodige økser, voldtægter, hævn og al den ondskab der kan presses sammen i en roman, som om det skulle være noget!
Der er kun ét problem, og det er at jeg ret hurtigt når jeg har fået fingre i en god krimi, glemmer at der findes en verden uden for den seneste mordgåde, altså, sådan en verden hvor det engang imellem er godt lige at få støvsuget/købt ind/plumpet ungerne i bad/lavet mad/løbet, sådan en verden hvor der skal smøres madpakker, hænges vasketøj op, renses ører og kysses. Og skrives årets julebrev.
Undskyld. Jeg har købt fint papir, kuverter og frimærker. Jeg har købt nye blækpatroner så jeg kan printe den alenlange epistel. Jeg har gjort det hele klar – men mangler altså at skrive brevet. Anna Grue og et vis skaldet detektiv kom på tværs af planerne.
Goddammit.
faldkærmsidentitet
Jeg har læst et sted at Otte Brandenburg havde et begreb han kaldte faldskærmstiden – nemlig den tid det tager, fra man har lavet et fedt job til man er landet igen.
Jeg ved lige præcis hvad faldskærmstiden er for en størrelse. Jeg kender den rastløshed der ligger som en puls lige under huden så man ikke kan sidde stille, så man ikke kan koncentrere sig om at få pakket opslagsbøgerne/notaterne/artiklerne med research væk, få ryddet skrivebordet og slå op i et nyt manuskript. Jeg flytter dynger, tørrer flere måneders støv af i vindueskarmen, slentrer gennem tegnestuen og forstyrrer de søde illustratorer der er fordybet i magiske streger (eller et computerspil, men det er en helt anden historie), jeg laver regnskab (og så er man jo virkeligt langt ude, ik’?), jeg sorterer mails, jeg … venter. Venter på at jeg er klar til at gå i gang med noget nyt.
Men nogle gange. Ganske få og sjældne gange sidder jeg, som nu, i kontorstolen foran min computerskærm og kigger på det allersidste punktum og er ved at tude over at jeg er nået dertil.
pinligt er det nye sort
Siden jeg fik min søn som snart bliver syv, har jeg har haft kontor på Tegnestuen Pinligt Selskab. Jeg vidste ret hurtigt under min barsel at det der med at arbejde hjemme omgivet af vasketøjsdynger så store som bjerge, opvask, Lego og andet rod ikke rigtigt duede for mig, så da der blev et kontor ledigt på tegnestuen, hvor jeg også havde siddet og skrevet mit speciale flere år før, sagde jeg straks haps.
Så når jeg sidder og læser korrektur på pjecer om fremtidens bæredygtige miljø, oversætter ungdomsbøger om engle og monstre eller redigerer digre værker om krigeriske normannere, sidder der en flok begavede illustratorer i rummene omkring mig og kreerer monstre og drager, laver billeder til fodboldbøger, historiebøger, fremtidsromaner og medicinske opslagsværker – og 3D-illustrationer, tegneserier og lærebøger.
Der er proppede reoler, plakater på væggene, originaltegninger, randede kaffekopper og hæve-sænke-borde med stakke af opslagsværker, der er liv, der er kreativitet. Men det fineste ved tegnestuen, er dem der beboer den. Vi er flest mænd (selvom vi kvinder langsomt siver ind på de ledige pladser der bliver), og det trives jeg godt med. Der er ikke så meget pis med mænd. Der er ingen som bliver tøsefornærmet når man ikke kan snakke fordi man hellere vil arbejde, det er o.k. at sidde med ryggen til kontorlivet en hel dag med høretelefoner på eller at spise frokost ved computeren i stedet for sammen med de andre i frokoststuen.
Vi er alle sammen sociale individer, men vi behøver jo ikke leve hele vores sociale liv ved frokostbordet, vel? Det tager vel ikke meget mere end 23 minutter at få spist og snakket af, og det der med at lige at hænge ved kaffemaskinen og sludre og drikke kaffen der, det dyrker vi heller ikke (hver dag). Vi er her jo for at arbejde. Prioriteterne er med andre ord i orden. Hvis nogen synes der mangler noget, køber de det. Vi har cafékaffemaskine med verdens bedste (og dyreste) kaffe, men ikke noget varmt vand, og det sker også at vi løber tør for et eller andet (opvaskemiddel, rene håndklæder eller toiletpapir for eksempel) – der er jo altid en deadline et eller andet sted som er vigtigere.
Men når vi beslutter os for at lave noget sammen, uden for kontoret, så giver vi den gas. Som i lørdags ved årets julefrokost med koner, mænd og kærester, buffet med julens egnsretter, snaps (ad libitum), høje hæle, guldkjoler, pailletter og fløjlsjakkesæt. Så glemmer vi alt om deadlines og snakker om alt muligt andet end det der foregår på kontoret. I lørdags handlede det for eksempel om nøgenhed, selvbestemmende (møg)unger og sex. Okay, dét snakker vi også ret meget om på tegnestuen. Og det der er så fedt når vi står der i vores pæne tøj (og ikke daffer rundt i uldsokker eller hullede hjemmesko (som på tegnestuen)), og alle har fået en snaps for meget og er bare en anelse mere fjollede og snøvlende end til daglig, ja, det er at man kun glæder sig endnu mere til at komme op på tegnestuen om mandagen, lave verdens bedste kaffe og langsomt æde sig ind på den næste deadline med fornemmelsen af alle de andre lige på den anden side væggen.
fredagshaiku
Slutningen er nær
Taster, fingrene bløder
Smil. Og gråd. Og hulk
ægte kærlighed
Nogle gange lykkedes det at forsvinde ind i arbejdet som var det en god bog jeg sad med i sofaen derhjemme. Nogle gange siger det bare klik! Og jeg ved at teksten og jeg er the perfect match. Nogle gange glemmer jeg at oversætte, at læse korrektur, at redigere fordi historien tager sit liv til sig og er ligeglad med at jeg er ved at omdanne den til en tekst der swinger på dansk. Jeg glemmer endda at lave kaffe og vaske min tallerken efter frokosten så hele kontoret lugter af kylling panang. Jeg glemmer at gå på toilettet.
Nogle gange drømmer jeg om at jeg kunne nøjes med at sige ja til bøger der virkeligt kryber ind under huden på mig, så jeg altid blev irriteret når klokken nærmer sig fire, så jeg altid gad slæbe min bærbare med hjem og liiige tage en enkelt time mere om aftenen, eller mens ungerne ser Ramasjang, og manden laver mad eller …
Sådan en bog er The Shock of the Fall som jeg er ved at oversætte, hør bare:
”Kan du huske dengang i skolen?” sagde han til sidst. Han talte dæmpet som om han var bange for at erindringen ville høre ham og stikke af. ”Kan du huske den første dag, da du lånte mig dit slips?”
Jeg kunne mærke pennen falde på gulvet. ”Det er lang tid siden, er det ikke?”
”Joh, men jeg glemmer det aldrig.”
Jeg havde givet ham mit slips, og han puttede det inden for kraven. Så kiggede han hjælpeløst på mig.
Det lod ikke til at jeg så ham nu. Jeg vidste han kiggede på mig på præcis samme måde. Jeg flytter erindringen rundt som om den var et møbel, men den slutter altid her. Han havde ikke kun brug for at låne mit slips. Jeg var nødt til at binde det for ham.
Vi er egoistiske, min lidelse og jeg. Vi tænker kun på os selv. Vi former verden rundt om os til beskeder, til en hemmelig hvisken kun vi kan høre.
Jeg gjorde én sidste ting for en anden end mig selv.
”Det er okay,” sagde jeg så. ”Jeg forstår det godt.”
Jacob kunne ikke blive boende, det var ikke fair at tvinge ham. ”Du skal passe på din mor,” sagde jeg. ”Hun har brug for dig.”
Bogen udkommer til næste år. I kan godt begynde at glæde jer. (Eller snuppe den på engelsk når den udkommer til april …).
jamen hun har jo ikke noget tøj på
Jeg kom i sin tid nærmest snublende ind i min oversætterkarriere. Et halvt års tid efter at jeg havde sagt mit første (og eneste) faste job op, uden helt at vide hvad jeg så ville, kom en lille oversætteropgave dumpende. Nemlig den her pudsige serie:
Jeg sagde ja tak. (Turde ikke andet, for jeg havde ingen penge). Og efter at have siddet og puslet med de skæve billedtekster og fundet ud af at det faktisk var ret morsomt, vovede endnu et forlag pelsen, og denne fine, nytænkende ungdomsbog landede på mit bord:
Nu kan jeg slet ikke forestille mig at jeg ikke skulle oversætte. Og selvom jeg stadig kan føle mig som en famlende novice, tør jeg efterhånden godt tage oversættertitlen på mig. Jeg tør godt fortælle hvilke bøger jeg har oversat. Jeg tør til og med forære flere af dem som har mit navn i kolofonen, til nogen der gider læse dem.
Men indimellem dukker den der latente angst som ligger lige under min oversætteridentitet, op. Angsten for at en eller anden en dag kigger forbi mit kontor med mit manglende oversætterbevis i hånden og siger: Jamen du kan jo slet ikke oversætte. Hvem har egentlig været så tarvelig at bilde dig det ind? Angsten for at de fejl man laver, ikke fanges af en vågen redaktør eller en grundig korrekturlæser. Som for eksempel dengang jeg skrev om en mand at ”han havde netundertrøje på og bøjle (braces) på tænderne” – og redaktøren gjorde mig opmærksom på at braces også betyder seler, og det nok mere var det der var tale om. Oh, well.
Derfor bliver ens lille oversætterjeg så jublende glad når man falder over en side som denne. Jamen er det ikke fantastisk! Et helt site med bøffer, både de mindre grumme og de virkeligt grumme, og jeg skulle heldigvis kun læse en fem-seks stykker af dem før jeg kunne ånde lettet op. Det er ikke kun sådan en som mig, der blev oversætter ved et tilfælde, som bliver så grebet af historien at ens fingre bare taster af sted (for det er selvfølgelig det der sker, selvfølgelig).
Ikke desto mindre er flere af dem ret sjove. For eksempel: Jim is a Vietnam vet der bliver til Jim er dyrlæge fra Vietnam. Og den her: You look like af Navy Seal der bliver til: Du ligner en babysæl. Ogden her: Where do you keep your firearms? der bliver til: Hvor har du gemt din brandalarm?
Så er sådan en lille detalje som om en mand bærer bøjle eller går med seler da intet at regne. Nej, vel?
så tårerne flød
Jeg oversætter den mest fantastiske bog (I skal nok høre mere om den, det lover jeg) med en klump i halsen og tårer i øjnene.
Håber ikke nogen fra kontoret stikker hovedet ind, for jeg ved ikke om jeg kan sige noget. Jeg nærmer mig enden, og det er så trist, så trist, og jeg kommer til at savne den.
Bare man kunne oversætte den samme bog flere gange og forelske sig i den på ny. Igen og igen.