TANKER BAG

* har jeg landet en svensk oversættelse og derfor syltet alt muligt andet på kontoret – som regnskab, indtørrede tebreve og bloggen.

* har jeg erfaret at jeg har oversat så mange amerikanske ungdomsbøger at jeg fuldstændigt har glemt at unge kender alle latrinære bandeord og i øvrigt aldrig, aldrig kunne finde på at sige penis, skede eller hr. fru (indsæt selv efternavn) til deres venners forældre.

* har jeg fået rigtigt mange nye opgaver i ordrebogen næste år – holder det, bliver 2016 et fantastisk år.

* har jeg (for snart længe siden) været et smut i London med damerne i familien; papmor, papsøster og svigerinde – og mens vi  spiste små lækre pastaretter på Jamie Olivers fine italienske restaurant, plukkede ungerne en fasan sammen med Ulven, nogle af hans udelivsvenner og en jæger.
Mindstebarnet – som er ret glad for dyr, også de parterede af slagsens åbenbart – var behørigt imponeret , så nu har vi en fasanvinge og to fasanfødder liggende til tørring ude på bagtrappen.

* har jeg læst både korrektur på en bog om farmakologi, en pigebog for de mindste om veninder og alt hvad det fører med sig af forviklinger, en bog om broderi og redigeret en norsk krimi.
Kom ikke og sig hverdagen er triviel.

* har størstebarnet fået læsebriller OG pollenallergi – selvom det var hans øre vi i første omgang gik til læge med.
I mit barndomshjem gik vi aldrig til læge; min fars strategi. Vi blev heller aldrig syge; også min fars strategi – og nu hvor vi er nødt til at skille os af med de marsvin vi i SÅ lang tid har talt om at skille os af med, fordi pollenallergi så let som ingenting kan udvikle sig til pelsdyrsallergi, kan jeg godt se at min fars strategi havde visse fordele.

Sådan er der så meget.

– har jeg jo holdt fødselsdag.
Inden da var Ulven lige et smut i Norge. Ti dage på kursus i førstehjælp i vildmarken, og at dømme fra hans sms’er der kom i en lind strøm – når han altså ikke var i færd med at redde liv og sy afrevne lemmer på igen – var han ikke blot i Norge, men i Himmelen.

Imens ramlede jeg ind i den første periode uden en eneste opgave i flere år, og på trods af mere end ti års erfaring i en branche hvor det altså ikke er helt vildt usædvanligt, gik jeg næsten dagligt i panik.
Nå, men vejret et heldigvis fint, tænkte jeg, faktisk det fineste efterårsvejr i mange år.
Og der er jo mørkt allerede klokken 19, så det er lige den rette stemning til huleboerhygge og selvmedlidenhed – og til at læse alle de der bøger der ligger og samler karkludetykke lag af støv på natbordet.

Og så fik jeg først det ene billede fra vildmarken

så det næste

Og jeg lå på sofaen og så blodige tv-serier og læste krimier i aftenuhyggen og forsøgte at overbevise mig selv om at jeg da kunne klare alt selv uden Ulven – og så landede det her

“Jeg rydder op efter dagens øvelse,” skrev han.
Men da havde jeg allerede skreget.

Jeg havde fødselsdag i går. Jeg blev 44, og det kan godt anbefales.
Min svigermor har fødselsdag samme dag, mindstebarnet om et par uger, så vi slog os sammen og holdt 120-års fødselsdag i søndags. Jeg bestemte at vi skulle have den vendsysselske udgave af kagemand: brunsviger med flødeskum og slik, og datteren havde sammensat lagkagen: jordbær, flødeskum og salte fisk, pyntet med chokoladeglasur, krymmel og “kyssekager”. Jeg elsker flødeskum. Og salte fisk. Og nu også sammen.
I går fejrede Ulven og ungerne mig med morgenhygge og stearinlys og de fineste gaver.
De havde været hemmelige inde på arbejdsværelset af flere omgange og i flere timer – og jeg har aldrig fået så fine gavekort som dem de havde pakket ind til mig. Ungerne havde lavet gysergavekort – så jeg kunne købe en krimi mere til sofahyggen:

Og Ulven havde lavet sit første pop op-gavekort:

Nu glæder jeg mig kun til at blive 45. Det kan med garanti også anbefales.