TANKER BAG

I dag for præcis et år siden udkom Astrids dagbog.

Det så sådan her ud:

og den tale jeg holder på billedet, afsluttedes med ordene: “Vi ses til næste år.”
Som om.

Det er det der er så underligt ved at skrive (og male/lave film/fotografere/udfyld selv, tror jeg), at man har den her idé, man er allerede gået i gang, ja, man er nået så langt – og så overhales man indenom af en anden idé, af sommeren, af livet. Og selvom man – selvom jeg – igen og igen finder idéen frem og kigger på den og synes den er lige så god som da den dumpede ned foran mig, ja, så er det bare ikke sikkert den kan udfoldes. Det er ikke sikkert den kan blive til andet end netop det, en idé.

Jeg tror jeg er ved at lære det.
Og jeg tror jeg er ved at slutte fred med at skriveriet for mig er idéer der hopper afsted og lander foran mig, og jeg griber ud efter dem, og de er allesammen skidegode, og jeg kan se dem for mig, indbundet og med kolofon og bagsidetekst og hele molevitten, og de forvandles til side efter side, men det er kun nogle af dem der føres helt til dørs, det er kun nogle af dem der får både en første og en sidste side og giver mig det der helt rigtige brus af lykke.
Og jeg tror jeg er ved at slutte fred med at netop dét brus af lykke er nødt til at være der for at jeg bliver ved med at skrive.

(Men vi ses til næste år. Et eller andet sted, i en eller anden form. Det er jeg (så godt som) sikker på).

Nogle ferier er bare bedre end andre. Og længere.
Jeg er så småt ved at være installeret på kontoret igen efter det jeg uden at blinke vil sige har være årtiers bedste ferie, intet mindre.
Ja, jeg ved det heller ikke, men nogle gange går alt bare op, verden og menneskene er smukkere, mere lysende, børnene blødere og lækrere, og manden mere elskende.
Det er noget med de lyse nætter, sommeren der har slået så mange rekorder at jeg har opgivet at læse om dem, fornemmelsen af grannåle og myldrende myrer under de bare fodsåler, klor og saltvand i øjnene, bål og udsigten over endnu en solnedgang. Det er champagne og irish coffee og komatose børn med sved i håret og kernefamiliehop i trampolinen i skybrudssilende regn. Og det er ro.

I år holdt jeg for første gang i de ti år jeg har været freelancer, tre ugers sammenhængende ferie, uden afbrydelser af nogen art, mailen på autosvar – og jeg tjekkede den ikke én eneste gang – og da en kunde ringede, og jeg lå i svigerforældrenes have i en liggestol efter overnatning i skoven og stadig kunne lugtene søvandet og bålrøgen i mit hår, tog jeg den ikke.
Det har været magisk.

Som nogle af jer ved, har første halvdel af 2014 været pænt arbejdsom, og måske skyldes det at jeg nu har en buffer på firmakontoen, måske skyldes det at jeg har fået is i maven, måske havde jeg bare brug for at bevise over for mig selv at det blot er en identitetsmarkør – og ikke et reelt behov – at jeg gennem alle årene har hævdet at man jo ikke kan holde fri/være syg/tage barnets første sygedag/kan lukke for mailen og slukke for telefonen, når man er freelancer. Måske.
Men det har været magisk.

Sidste del af min ferie i år gik til Bornholm sammen med min sammenbragte familie. Det er tredje år den ældre del af familien samler børn, svigerbørn og børnebørn på fællesferie, og i haven bag de tre feriehuse de havde lejet, stod langbordet med et virvar af kopper, bøger, aviser og babylegetøj hele ugen, og der var altid en eller anden der lige havde lavet kaffe, eller nogen der lige var gået ned til poolen.
Den sidste aften sad vi til langt ud på aftenen med bobler og kaffe og stearinlys, og Ulven stillede spørgsmålet hvad vi alle hver især ville ønske vi kunne tage med os. Klipperne, sagde flere, poolen hujede ungerne, Krystalsøen og de små fisk, sagde en anden.
Morgenløbeturen og den efterfølgende dukkert, sagde jeg. Og indså sekundet efter at det i virkeligheden var det det repræsenterede, jeg gerne ville tage med mig. Overskud. Ro. En blid start på dagen.
Så hjemme igen er vi startet stille og roligt op. Sommeren har jo fortsat været lysende, og ved Torvehallerne har der været morgensang i anledning af Operafestivalen, så jeg er cyklet nynnende på arbejde flere tage i træk, vi har spist på et tæppe i parken og ligget der i sommernatten med åbne vinduer og feriestemningen pulsende i huden.

Jeg kan hverken tage klipperne, morgendukkerten eller de lange lyse nætter med ind i hverdagen, men jeg ved det ikke er sidste gang jeg sætter mailen på autosvar tre uger i træk og lader telefonen ringe mens jeg lader op. For det har, og jeg ved godt jeg gentager mig selv, det har altså været magisk.

I dag er det fjorten år siden min mor døde af leukæmi.
Samme dag fyldte en af mine tro barndomsvenner 25. Han havde tilbragt en stor del af sin barndom på diverse hospitaler, men var der alligevel da min mor lå der med kateter i brystet og fik de sidste portioner morfin, og på sin fødselsdag gik han øverst op i Sygehus Nord i Aalborg og kiggede ud over Hotel Hvide Hus og byen og Limfjorden og så langt hans blik nu kunne række.

Jeg synes det er sådan en fint billede.
Man skal huske at lade blikket vandre, at se ud over tagene og skyernes skygger på jorden og verden og livet, også når døden står lige der ved siden af en.

Da jeg tog den pause i skrivningen af bind to af Astrid som jeg stadig befinder mig i, var det blandt andet for at pusle med hvad det er vi husker fra vores liv. Hvilke billeder tager vi med, hvilke sletter vi – hvad er det vi redigerer ud og skriver ind?

Jeg er stadig midt i processen – både litterært og i bogstaveligste forstand – og ganske som de foregående 13 år stopper jeg op netop i dag og lader tankerne glide tilbage til den sommerdag hvor vi godt vidste at det ville slutte, men vi alligevel, heldigvis, huskede at hæve blikket og kigge ud over verden. Den lå der endnu. Det føltes som om den var væltet, men den lå der endnu.