vrøvleriernes mester

Noget af det der aftvinger mig allermest respekt som forfatter,  er når nogen evner at rime.
Altså, vi kan jo allesammen sætte hjerte og smerte sammen, og ens børn skal heller ikke være ret gamle før de kækt tilføjer sure sokker når de hører en sige: Av, for pokker – men at sætte ord som i virkeligheden slet ikke passer sammen, sammen så det lyder som om de altid har stået der, side om side, at skabe rytme, melodi, en helt ny opfattelse af sproget – det synes jeg er noget af det fineste.

Vissevasserimens mester var Halfdan Rasmussen. Han kunne noget som kun ganske få evner, nemlig at skabe små skæve rimende fortællinger der er så fine og velkomponerede at de føles som honning i munden. Halfdan satte alle ord sammen, ingen var for fine til ham, bare de rimede, skabte rytme, fortalte en melodisk historie.

Tag for eksempel:

Greven skød på ræven med små revolverkugler,
men ræven skældte greven ud og bad ham skyde ugler.
Greven skød på ugler, men ugler er så vise,
den satte sig på grevens hat og bad ham skyde grise.

Greven skød på grise, men grisen var så tyk,
derfor blev den liggende og bad ham skyde myg.
Greven skød på myggen, der sad på grevetuden,
nu har han ingen næse mer’, men går omkring foruden.

Og:

Vaske-Per og Sjaske-Per tog bad i sodavand,
men da de sku’ hjem igen, var der for langt til land.
Vaske-Per og Sjask-Per tog hver sin lille kop,
satte sig på havets bund og drak det hele op.

Vaske-Per og Sjaske-Per syn’s der var langt at gå.
Købte hver en flyvefisk og fløj til Åbenrå.
Vaske-Per og Sjaske-Per syn’s, det var vældig sjov,
men da de kom hjem i seng, så faldt de om og sov.

Og:

Tømrermester Planke
hørte nogen banke,

da han åbnede sin dør,
stod der fire grønne frø’r.

Da han gav dem penge,
sang de højt og længe.
Da han gav dem levertran, 
tændte de hans hus i brand.

Og jeg kunne blive ved.

For flere år siden blev jeg introduceret for to plader der åbnede helt nye døre ind til Halfdan Rasmussens univers, nemlig dem her:

Jeg fandt en sang på vejen     Med Dannebrog på næsen

Kaya Brüels oldefar havde i sin tid sat musik til Rapanden Rasmus, det vidste Kaya godt, men en dag fortalte hendes oldemor at der da stod en kasse med noder til sådan cirka halvtreds andre Hafldan Rasmussen-remser på loftet. Og nogle af dem blev til disse to cd’er.
Det er nogle af de bedste børne-cd’er der findes. Kaya synger med smil i stemmen, og der er jazz, slaviske rytmer, a capella, u name it – og selvom mine børn er store nu, synger vi stadig rigtigt mange af de her sange når de skal sove, og den dag de siger nej tak, er det bare ærgerligt – for jeg elsker dem.

Jeg tror nok den første er udsolgt, men jeg er ligeglad, så må I stjæle den fra nogen eller gøre noget andet ulovligt for at få fingre i den – for begge cd’er vil give jeres børn – og jer – en helt unik fornemmelse for sprog og rytme og musik.

I kan smuglytte til nogle af sangene inde hos Kaya – og det skulle I tage at gøre. Nu.

 

 

et brus af lykke

I dag for præcis et år siden udkom Astrids dagbog.

Det så sådan her ud:

Tale, receptionog den tale jeg holder på billedet, afsluttedes med ordene: “Vi ses til næste år.”
Som om.

Det er det der er så underligt ved at skrive (og male/lave film/fotografere/udfyld selv, tror jeg), at man har den her idé, man er allerede gået i gang, ja, man er nået så langt – og så overhales man indenom af en anden idé, af sommeren, af livet. Og selvom man – selvom jeg – igen og igen finder idéen frem og kigger på den og synes den er lige så god som da den dumpede ned foran mig, ja, så er det bare ikke sikkert den kan udfoldes. Det er ikke sikkert den kan blive til andet end netop det, en idé.

Jeg tror jeg er ved at lære det.
Og jeg tror jeg er ved at slutte fred med at skriveriet for mig er idéer der hopper afsted og lander foran mig, og jeg griber ud efter dem, og de er allesammen skidegode, og jeg kan se dem for mig, indbundet og med kolofon og bagsidetekst og hele molevitten, og de forvandles til side efter side, men det er kun nogle af dem der føres helt til dørs, det er kun nogle af dem der får både en første og en sidste side og giver mig det der helt rigtige brus af lykke.
Og jeg tror jeg er ved at slutte fred med at netop dét brus af lykke er nødt til at være der for at jeg bliver ved med at skrive.

(Men vi ses til næste år. Et eller andet sted, i en eller anden form. Det er jeg (så godt som) sikker på).

 

cool, coolere, coolest

For et halvt års tid siden begyndte mine børn sådan for alvor at interessere sig for hvad det egentlig er jeg laver.
De vidste godt at jeg laver (andre folks) bøger, og at det betyder at jeg tit har poser fulde af historier med hjem til dem, og de vidste at jeg er forfatter, og at det betyder at jeg også selv skriver bøger. De har for eksempel et par gange pralet af at jeg har skrevet Gummi-Tarzan og Otto er et næsehorn – og når jeg (og andre) har understreget at der altså var en anden forfatter der skrev dem først, og at det jeg har lavet, er en billedbog om filmen om Gummi-Tarzan og Otto, har de bare himlet med øjnene og trukket på skuldrene: Ja, ja, whatever.

Men nu begyndte de  at stille andre spørgsmål a la: Jamen hvad betyder det at du har oversat den der bog?, og vi har haft flere snakke om at rigtigt mange bøger jo er skrevet på ét sprog, og der så er sådan nogen som mig der oversætter dem til dansk, så vi også kan få mulighed for at læse lige præcis den historie.

Jeg tror ikke de var synderligt imponerede, lad mig bare sige det.
Det var som om Gummi-Tarzan var lidt federe, og det cooleste ville nok have været hvis jeg havde sagt at de havde misforstået det der med forfatter, jeg havde bare drillet dem, i virkeligheden var jeg jediridder.

Men så efter sommerferien landede der en lille oversætteropgave på mit bord som fik ikke mindst min søn til at rette sig op i stolen. En Lego-bog. Om landet Chima og CHI og dyrestammerne og Speedorz og alt det der fylder i en otteårig drengs hoved. Jediridder, ha!
Vi snakkede pludselig rigtigt meget arbejde. Jeg stillede spørgsmål, han fortalte, og en søndag smed vi os alle fire foran fjernsynet og så adskillige afsnit om Chima mens vi spiste pizza, og jeg tog mentale noter.
Og en dag for ikke så længe siden hvor Ulven fortalte en historie, jeg kan ikke længere huske om hvad, men han sluttede i hvert fald med at sige at det var noget at det mest cool i verden, skiftede min søn uden videre emne og sagde at det mest cool i verden var at have en mor der hver eneste dag sad og skrev en bog om Lego Chima.

Han skulle bare vide, skulle han – at hans mor synes det mest cool i verden er at have en søn der synes netop det.

tænk hvis det ikke bare var en pause fra hverdagen

Nogle ferier er bare bedre end andre. Og længere.
Jeg er så småt ved at være installeret på kontoret igen efter det jeg uden at blinke vil sige har være årtiers bedste ferie, intet mindre.
Ja, jeg ved det heller ikke, men nogle gange går alt bare op, verden og menneskene er smukkere, mere lysende, børnene blødere og lækrere, og manden mere elskende.
Det er noget med de lyse nætter, sommeren der har slået så mange rekorder at jeg har opgivet at læse om dem, fornemmelsen af grannåle og myldrende myrer under de bare fodsåler, klor og saltvand i øjnene, bål og udsigten over endnu en solnedgang. Det er champagne og irish coffee og komatose børn med sved i håret og kernefamiliehop i trampolinen i skybrudssilende regn. Og det er ro.

I år holdt jeg for første gang i de ti år jeg har været freelancer, tre ugers sammenhængende ferie, uden afbrydelser af nogen art, mailen på autosvar – og jeg tjekkede den ikke én eneste gang – og da en kunde ringede, og jeg lå i svigerforældrenes have i en liggestol efter overnatning i skoven og stadig kunne lugtene søvandet og bålrøgen i mit hår, tog jeg den ikke.
Det har været magisk.

Som nogle af jer ved, har første halvdel af 2014 været pænt arbejdsom, og måske skyldes det at jeg nu har en buffer på firmakontoen, måske skyldes det at jeg har fået is i maven, måske havde jeg bare brug for at bevise over for mig selv at det blot er en identitetsmarkør – og ikke et reelt behov – at jeg gennem alle årene har hævdet at man jo ikke kan holde fri/være syg/tage barnets første sygedag/kan lukke for mailen og slukke for telefonen, når man er freelancer. Måske.
Men det har været magisk.

Sidste del af min ferie i år gik til Bornholm sammen med min sammenbragte familie. Det er tredje år den ældre del af familien samler børn, svigerbørn og børnebørn på fællesferie, og i haven bag de tre feriehuse de havde lejet, stod langbordet med et virvar af kopper, bøger, aviser og babylegetøj hele ugen, og der var altid en eller anden der lige havde lavet kaffe, eller nogen der lige var gået ned til poolen.
Den sidste aften sad vi til langt ud på aftenen med bobler og kaffe og stearinlys, og Ulven stillede spørgsmålet hvad vi alle hver især ville ønske vi kunne tage med os. Klipperne, sagde flere, poolen hujede ungerne, Krystalsøen og de små fisk, sagde en anden.
Morgenløbeturen og den efterfølgende dukkert, sagde jeg. Og indså sekundet efter at det i virkeligheden var det det repræsenterede, jeg gerne ville tage med mig. Overskud. Ro. En blid start på dagen.
Så hjemme igen er vi startet stille og roligt op. Sommeren har jo fortsat været lysende, og ved Torvehallerne har der været morgensang i anledning af Operafestivalen, så jeg er cyklet nynnende på arbejde flere tage i træk, vi har spist på et tæppe i parken og ligget der i sommernatten med åbne vinduer og feriestemningen pulsende i huden.

Jeg kan hverken tage klipperne, morgendukkerten eller de lange lyse nætter med ind i hverdagen, men jeg ved det ikke er sidste gang jeg sætter mailen på autosvar tre uger i træk og lader telefonen ringe mens jeg lader op. For det har, og jeg ved godt jeg gentager mig selv, det har altså været magisk.

bon voyage

I går var jeg på biblioteket og hente bogstakken til sommerferien – for som altid har jeg ingen planer om at skrive i ferien, kun læse.
I år indeholder kufferten blandt andet Yahya Hassan, Mio min Mio og Lone Hørslev. Det skal nok blive fedt.
Og mens jeg ligger der i parker og på stranden og inhalerer andres ord, kunne I jo overveje om der er bøger I mangler i tasken.
Det kunne for eksempel være den her eller den her til de store unger – uha, de er gysende gode. Åh ja, og den her som jeg så gerne ville have haft da jeg var teenager og forvirret. Eller det kunne være den her og den her til de små. Og til jer selv, siger I? Hvad med den her eller den her?
Og så er der jo alle dem jeg aldrig har skrevet om, men som er nogle af de bedste bøger jeg overhovedet har læst: Nicole Krauss: Det store hus, José Saramago: En fortælling om blindhed og Siri Hustvedt: Det jeg elskede.

God sommer!
Vi høres ved på den anden side af is og bobler i aftensolen og grill og sand mellem tæerne og alt det andet sommerlir.

Læsende kvinde i hængekøje

én stor familie

Da jeg for mere end ti år siden fik mit første (og eneste) faste arbejde med mit spritnye eksamensbevis i hånden, var det på to af Danmarks bedste lærebogsforlag, Samfundslitteratur & Roskilde Universitetsforlag.
Jeg var startet på forlaget som praktikant, og i de fire år jeg var der, arbejdede jeg sammen med en lang række andre praktikanter hvoraf mange ligesom jeg fik smag for branchen. Flere af os er her endnu – som fastansatte og som freelancere, som skrivende, redigerende, læsende.
En af dem jeg siden dengang jeg var helt grøn og famlende, har holdt kontakten med, er Tina.
Vi støder på hinanden til forlagsarrangementer, har også arbejdet sammen på et par projekter – og så har jeg sådan på sidelinjen fulgt hendes forfatterkarriere der er så fin, finurlig og krøllet. Tina har både skrevet om drengen af papir og lortehjorte – og for et par uger siden holdt hun og hendes co-forfatterinde, Anne-Marie, en lille fest for sidste bind i deres trilogi Ærtehalm.

Jeg elsker den slags fester i forlagsbranchen.
For det første er det som at være til gammel elev-fest på gymnasiet: Man kender alle (om ikke andet så af udseende), og jeg får ofte sat stemme og håndtryk på flere jeg kun har mødt på mail og Facebook, og jeg er derfor som regel hæs af at snakke når jeg kommer (alt for sent) hjem. For det andet er det så rart at drikke bobler med andre fra en branche der gennem de sidste mange år har været lidt betrængt – og som har yndet at fremhæve at den er lidt betrængt – for der summer af liv og gode idéer og lyst til branchen til sådan en fest. Og hver gang får jeg sådan en trang til at slingre ind på kontoret med bobler i blodet og skrive mindst fem nye bøger. Det var også tilfældet da vi fejrede den fine trilogi. 

Nå, men Ærtehalm handler om de to søstre, Ærte og H, som engang hang sammen ved skulderen. Det gør de ikke længere, men når de lægger skuldrene mod hinanden, kan de tænke sammen. Og det er vel i bund og grund både godt og skidt.
Serien er både sjov og mystisk og surrealistisk og uhyggelig – jamen det er mageligt, men det er den – og målgruppen de 9-12-årige, så hvis I endnu ikke har pakket bøger til ungerne til de laaaange regnvejrsdage i sommerhuset, kunne de her jo være et bud.
De er også pæne, se selv:

Ærteh1    Ærteh2    Ærteh3

man skal huske at se verden oppefra

I dag er det fjorten år siden min mor døde af leukæmi.
Samme dag fyldte en af mine tro barndomsvenner 25. Han havde tilbragt en stor del af sin barndom på diverse hospitaler, men var der alligevel da min mor lå der med kateter i brystet og fik de sidste portioner morfin, og på sin fødselsdag gik han øverst op i Sygehus Nord i Aalborg og kiggede ud over Hotel Hvide Hus og byen og Limfjorden og så langt hans blik nu kunne række.

Verden oppefra

Jeg synes det er sådan en fint billede.
Man skal huske at lade blikket vandre, at se ud over tagene og skyernes skygger på jorden og verden og livet, også når døden står lige der ved siden af en.

Da jeg tog den pause i skrivningen af bind to af Astrid som jeg stadig befinder mig i, var det blandt andet for at pusle med hvad det er vi husker fra vores liv. Hvilke billeder tager vi med, hvilke sletter vi – hvad er det vi redigerer ud og skriver ind?

Jeg er stadig midt i processen – både litterært og i bogstaveligste forstand – og ganske som de foregående 13 år stopper jeg op netop i dag og lader tankerne glide tilbage til den sommerdag hvor vi godt vidste at det ville slutte, men vi alligevel, heldigvis, huskede at hæve blikket og kigge ud over verden. Den lå der endnu. Det føltes som om den var væltet, men den lå der endnu.