så I røgen?

Burde skrive det ene indlæg efter det andet om BogForum – men har rygende travlt.

I dag står den i skrivegruppens tegn – og i morgen gælder det den famøse workshop.
Jeg er så klar. Mangler bare lige at læse et par begyndelser, få dem skrevet ind i en sammenhæng med noget oplæg og få styr på min egen bog som jeg jo gerne skulle kunne sige noget begavet om.
Men onsdag er jeg på kontoret igen og prøver at samle op på mit liv som forfatter/BogForum-gæst/medlem af verdens sejeste skrivegruppe. Og workshopholder. Gisp.

drømme man fortæller, går ikke i opfyldelse, vel?

På tirsdag skal jeg holde en skriveworkshop for to 8. klasser.
Jeg skal komme med anekdoter fra mit forfatterliv (!), tale om sproget, om inspirationsjagt og om begyndelser – og til slut skal eleverne skrive begyndelsen på deres egen novelle.

I nat drømte jeg om workshoppen.
Da jeg havde overlevet de første to timer med eleverne – der gik strålende – betroede læreren mig at det var nu den rigtige workshop begyndte, nede hos hendes kollega, og der havde eleverne ligesom taget deres forældre og søskende med, og Lis Sørensen (som jeg engang har arbejdet for) var der, så vi fik også lige sludret gamle dage, og der var alt for mange mennesker på alt for lidt plads, og jeg hakkede og hostede mig gennem det hele, og det gik ikke skidegodt, så vi endte med at dele alle eleverne op i hold på fem. Så kunne jeg lige holde deres opmærksomhed fangen.

Da timen var gået, besluttede jeg mig for at trække stikket, og ulven (der af en eller anden grund også var der), fulgte mig ud fra skolen (i kørestol, guddødeme) – indtil jeg fortrød og ringede til den lærer jeg havde lavet aftalen med, og sagde at jeg bare lige havde været ude for at trække noget luft, men at hun godt måtte sige til sin kollega at jeg var på vej, klar til at klare de sidste (mange hold) elever.

– Jeg har lige talt med ham, sagde hun så, – og han siger du gør mere skade end gavn.

!

Lad os sige det var generalprøven, ikke? På tirsdag er premieren – og den bliver forrygende.

turen går til drømmeland

Nå, men jeg overlevede dagen i går – inklusive filmoptagelser i køkkenet der blandt betød nøgne piger og sexlegetøj i vindueskarmen der hvor vores æggekoger plejer at stå.
Man skal favne forandringen i hverdagen, så det gjorde jeg. Og selvom inventaret i køkkenet var rykket ind i mødelokalet og erstattet af spejle og gipsplader og lamper og monitorer, fungerede kaffemaskinen, og jeg kunne varme min frokost.
Alt var godt.

I dag har jeg pakket en imaginær kuffert.
Proppet den med gode bøger, solbriller, klipklapper og pesetas, og lukker jeg øjnene kan jeg næsten høre hæletramp og kastagnetter.
I dag skal jeg nemlig læse korrektur på den her:

Turen går til Madrid

Hola!

 

hvem der var seks igen

I går fyldte mindstebarnet år, og da vi for tiden bor syv i vores lejlighed – fordi min bror og hans lille familie er boligløse i en måneds tid – var det et ekstrastort morgenbord den nu seksårige vågnede til.
Hun sad for bordenden, og hun solede sig, og jeg fik et kort glimt af hvor vidunderligt det er at være seks og elske Barbie-dukker og enhjørninger og små drinksparaplyer og hårspænder med mariehøns på.

Vi havde inviteret klassens piger til fødselsdag, så jeg brugte halvdelen af dagen på at bage kagedame og pizza – OG gå i chok over at Ulven først på eftermiddagen stod ude på skolen med fem piger så spændte som hoppebolde – og en der intet havde hørt om nogen fødselsdag. (!)
Jamen hvordan kan man misse at der ligesom ikke var kommet noget svar fra præcis dén piges mor – og at det så nok betød at hun aldrig havde fået mailen?
Ja, jeg ved det heller ikke (bortset fra at jeg har lidt for mange mails i indbakken, måske?), men lad os sige at jeg var pænt presset og paniksms’ede og -ringede til den stakkels mor – der kunne meddele at vi ikke behøvede kaste os ind i taxa og hente hendes datter (de andre sad allerede i bussen da jeg endelig fik fat på moren), for hun skulle til fest i sin gamle børnehave. Phew.

Nå, men det gik trods alt godt. Barnet fik et væld af gaver, alle sammen i farverne rød, lyserød og lilla, pigerne hyggede, og et par af replikkerne var blandt andre: – Må jeg ikke få vand i stedet for saftevand? og – Øv, er der ikke flere gulerødder?
Sådan var det helt sikkert ikke da jeg fyldte seks.

Aftenen tilbragte jeg på kontoret derhjemme for jeg burde i virkeligheden have læst korrektur på analysen af Jens Blendstrups Gud taler ud (som lyder så fed at jeg nu har skrevet den på min efterhånden meget lange liste over Bøger jeg endnu ikke har læst, men er nødt til at læse. Engang. Når jeg bliver pensioneret) i den her bog.

I dag har jeg så speedhamrende travlt.
Ovre ved Maren kan I læse hvorfor lige netop dét er en … udfordring.
Måske ender det med at Maren ikke er den eneste sure dame på fjerde.

 

 

måske skulle man prøve noget andet end google engang

Jeg har det sådan at min research begrænser sig til det man kan google. Eller læse i en bog med fødderne oppe og en kop te inden for rækkevidde.
Altså, det der med lange interviews med diktafon og flere sider noter og jeg ved ikke hvor mange kloge mennesker, det er jeg på en eller anden måde for doven til.

Sådan har Helle fra min skrivegruppe det ikke. Tværtimod.
Hun er en mester ud i research – og selvom alle de tre bøger hun indtil videre har skrevet, foregår i lidt andre lande en DK (henholdvis Kenya, Filippinerne og Grønland), har hun sat sig ind i stoffet ved også at være der hvor det udspiller sig, så man som læser kan fornemme dufte, lyde, stemninger – og hver gang uden at researchen står i vejen for historien. Dét er i virkeligheden en kunst i sig selv; at lade alt det man ved, spinde sig ind og ud af historien uden at overtage den.
Derudover har Helle også en formidabel evne til at udvælge sig emner der fra den tid hun påbegynder en bog til den udkommer, når at blive helt store, så hun også er (endnu mere) ekspert på det hun skriver om – og kommer i DR2 og P1 og den slags.

Forrige bog hun skrev, handlede om pirateri og var rimeligt aktuel da den udkom nogle måneder efter at en dansk familie var blevet frigivet efter at somaliske pirater havde holdt dem som gidsler i mere end et halvt år – og i dag udkommer den her:

Nuukaka

Ja, det er den der foregår i Grønland, og ja, den handler om råstofudvinding, og ja, man skulle tro Helle også havde skrevet drejebogen til den seneste udvikling i dén sag, for den kunne ikke passe bedre med hendes udgivelse.

Jeg har taget den pæne kjole på og nylonstrømper uden huller (og sidder netop nu og spiser frokost mens jeg skriver, og forsøger ikke at spilde ned ad mig selv), for i eftermiddag skal vi fejre Nukaakas kabale. Og Helle.
Der er bobler og glade mennesker og fest – og bogen har allerede fået de første anmeldelser, så jeg er sikker på der springer endnu flere propper – for anmelderne er (selvfølgelig, jeg kalder den jo ikke for Verdens sejeste skrivegruppe for sjov, vel?) virkeligt begejstrede.

troede lige et øjeblik jeg var pensionsmoden

I dag læser jeg korrektur på en bog om plejehjemsromaner og pensionsfortællinger fra velfærdsstaten.
Ja, det er undertitlen – og det er faktisk ganske spændende.
Det minder mig om dengang  jeg gik på uni, for jeg kender rent faktisk flere af teoretikerne der omtales, og størstedelen af bogen er en analyse af det forfatteren altså kalder plejehjemsromaner; bøger som handler om ældre.

De første to titler mit skimmende øje faldt på, har jeg læst: Krat (af Christian Jungersen) og Patriarken (af Trisse Gejl).
Shit, nåede jeg lige at tænke, er jeg nu blevet sådan en der kun læser bøger om ældre mennesker? Skidegod kombi ellers, når man er i fuld gang med at skrive sin ungdomsbog nummer to.

Der er heldigvis elleve bøger mere med i analysen som jeg ikke har læst.
Og i tasken ligger to ungdomsbøger jeg er i gang med som inspirationslæsning.
Phew.

efter storm kommer stilhed

Jeg var til fint debutantarrangement i Forfatterforeningen i går.
Fire ud af tolv debutanter trodsede nedfaldende tagsten, storbykryds uden lyssignaler og flyvende tage og spiste en bid brød, som man siger, med repræsentanter for vores interesseorganisation.

Der var vin og hygge og info om fyraftensarrangementer (hvoriblandt der har været møder om alt fra e-bøger, over kontraktskrivning til oversættermøder om våbentyper (en anelse specifikt, siger I? Jo, men hvis man oversætter en krimi, har dét møde været en guldgrube)), om støttemuligheder og om refugier hvor man kan få ro til at skrive den næste bog i en lang række af bøger fra vores, debutanternes, hånd. Selvfølgelig.
Og vi talte om hvor underligt det havde været at være så absorberet i sin bog og af omslaget og af hvad der skulle gøres for den når den udkom – og så opleve at der bare var helt, helt stille. Ingen fanfarer, intet pressekorps der invaderede ens indbakke for at få et interview, blot stilhed.
Lidt ligesom da vi efter arrangementet trådte ud i bunker af blade og plastikposer, og byen var underligt tom og stille, ingen busser, ingen biler, ingen mennesker.

Og vi læste vi op af vores meget forskellige bøger – en om bandekrigen, en om en dreng hvis far er i krig, en om en dreng der drager ud i verden for at slå tiden ihjel fordi han netop har mistet en ven hvis tid var kommet – og så Astrid.
Og det slog mig pludselig at jeg aldrig har læst op af den før. Men de grinede de rigtige steder (phew) – og da jeg sluttede, sagde de øv.
Se, dét kunne jeg godt blive forfalden til.