Pyha.
Læser korrektur på den næste bog af Liz Jensen, De ubudne hedder den, og selv med helt ro på kontoret og al den søvn i kroppen den kan kapere, er det noget af en opgave. Der er næsten ingen fejl, det er slet ikke det, men noget af det der interesserer den autistiske hovedperson er blandt andet Venn-diagrammer, origami, dissociativ fugue og navne på farver som Okker Bisquit, Blød Karamel og Mombasarød.
Altså, ikke just mine spidskompetencer. Heldigvis er der også indimellem afsnit der ikke kræver at jeg tjekker stavemåder og den slags i Den Store Danske Encyklopædi, for eksemel det her som indtil videre er min yndlingspassage:
“Hvor er din mor henne?”
“Ude i haven. Vi var ved at hive mælkebøtter op, men hun blev rigtigt arrig, fordi jeg spiste en bænkebider, og hun sagde, jeg skulle børste tænder, og at det var klamt, og det er derfor, jeg er herinde, for at vaske det af, for jeg har stadigvæk mudder og alting i munden, bænkebiderblod.”
“Spiste du en bænkebider?”
“Jeg spiste faktisk en masse bænkebider. Måske over hundrede. Når man rører ved dem, ruller de sig sammen til en kugle. Og så spiser man dem ligesom peanuts. Jeg fandt dem nede i jorden, der var en hel rede under en pind. Nogle af dem var mindre end et … end et peberkorn eller en myrenumse.”
“Freddy K. Det er flertal. Så det hedder bænkebidere. Smagte de godt?”
“Njet. De knasede. Lidt sure. Og de lugter underligt.”
Men I skal endelig ikke lade jer narre af bænkebiderblod og myrenumser. Bogen er grum og mystisk og sindssygt uhyggelig.
(Jeg har for øvrigt lånt billedet her).
