Dette er mit indlæg nummer 200. Tænk engang.
Og selvom jeg jo burde smide en gave eller to efter jer, valgte jeg i stedet i går aftes at åbne en flaske vin og sidde i aftenstilheden og pusle med en lille gave til bloggen, lidt baggrundshalløj, en ny header, ja, et helt nyt design.
Jeg synes den trængte til det. Om en måneds tid runder den sit første år, og den var ved at være lidt slidt rundtomkring, lidt flosset i kanterne og sådan.
Jeg er stadig rigtigt glad for at blogge, glad for at så mange af jer gider komme igen (og igen), gider like, gider læse. Tak.
Siden jeg skrev det første bævende indlæg, er jeg kommet vidt omkring. Den kategori der tilsyneladende er jeres yndling, er ungdomsbøger – dem har jeg skrevet lidt om her, her og her – ud over det har jeg rundet Afrika, min sibiriske ulv og (oversætter)angsten for at blive afsløret.
Og jeg har skrevet om at miste mit store sproglige forbillede, Jens, jeg har sagt virkeligt mange pæne ting om Verdens sejeste skrivegruppe, og så er jeg vist nok også kommet til at skrive bare et (eller syvoghalvtreds) indlæg om mit tredje barn, Astrid.
(Derudover er det blevet til et par indlæg om sex hist og pist (men dem taler vi ikke om, for jeg er jo en snerpe)).
Hvad jeg kommer til at runde i de næste 200 indlæg, vides ikke, men jeg vil tro det bliver mere af det samme, håber dog inderligt at der bliver bare lidt færre indlæg om røde tal på bundlinjen og den slags kedsommeligheder, men at I fortsat vil hænge på.
Det ville være mesterligt.
PS. Ved godt det er lidt fesent der ikke er nogen gave til jer – uden jer, ingen blog, ikke? Men når vi runder 200 likes herinde, så kunne der måske godt falde en gave af. Hvem ved.
PPS. De næste par dage holder jeg miniefterårsferie; sparker blade, læser højt for ungerne, muger ud inden min søde svigermor, mindstebarnet og jeg holder fælles fødselsdag. Lagkagen har barnet bestilt, den skal være med jordbær og lakridsflødeskum. Vi ses når jeg er 42. Gisp.
