dit og dat/Tænk det stadig er blåt

tilvalg, fravalg #2

Posted on by Louise Urth Olsen / 0 Comment

Jeg har truffet et valg, sagde jeg. Stemmen sprød og luftig som nybagt marengs, blikket flakkende, ved siden af ham, bag ham, væk fra ham. Min kæreste.

Vi sad i parasolskygge på Skt. Hans Torv, kunne høre kunsten plaske bag os, børn der soppede, og klirren og sommersludren, og han var bleg, så bleg som man er når man intet ved. Og jeg var porøs, som knitrende pergament, det er det sorgen gør, den slår sprækker og revner og efterlader en med perforeret hud både udenpå og indeni, og jeg havde opgivet, havde valgt at glemme alt det andet; livet, hverdagen, alt det der stiller krav til en, forventer man er der, kærligheden – døden trumfer alt på den måde, og han sad der foran mig så gennemsigtig som man er når man har kæmpet alene.

Men nu var sprækkerne i mig så godt som tætnet, snart ville de være falmede ar på huden som man kun ser en sommerdag hvor solen farver.
Og livet tittede frem, det steg som spirer ud af huden på mig, og jeg var klar igen. Til verden.

Hun siger at kærligheden er et valg, sagde jeg, så den tager jeg.

Tænk det stadig er blåt #56
Foto: Ulven

Tænk det stadig er blåt

bamse

Posted on by Louise Urth Olsen / 0 Comment

Og folk holdt op med at spørge. Det gør man. Det gør jeg. Jeg er ikke bedre selv.

Men man står jo der med sorgen som en gigantisk Build-A-Bear i favnen. Man kan næsten ikke lukke armene om den, og man kan ikke kigge forbi den. Man kan ikke stille den fra sig. Man ville ønske man kunne, alle andre ville ønske man kunne. Bare en time, bare ti minutter – bare ét fucking sekund – men bamsen er som syet fast til ens arme.

Jeg ved det godt. Jeg minder mig selv om at det er sådan det er. Husk at spørge, husk at spørge, husk at spørge. DU. ER. NØDT. TIL. AT. SPØRGE, messer jeg når jeg ser dem komme imod mig med sorgens bamse i favnen. Men alle ord tørrer ud på tungen inden jeg så meget som får åbnet munden, og når det en sjælden gang lykkes, én gang hvert hundrede år, kan jeg godt selv høre hvor hverdagsplat og overfladisk det er: Hvordan går det? (Please, sig det går godt, please, sig det går godt). Og så prøver jeg at få øje på dem bag bamsen, prøver at signalere at jeg godt ved hvordan det er, jeg ved det godt – og jeg ved også det er løgn når de endelig, endelig siger: Jo tak, det går da meget godt.

Tænk det stadig er blåt #55
Foto: Ulven

Tænk det stadig er blåt

forræder

Posted on by Louise Urth Olsen / 0 Comment

Det er sådan det er med erindring.
Den puffer mellemrum ind, den bedrager, den strækker tiden og lader en måned gå som med et fingerknips.
Den leverer underlægningsmusik, docerer dufte, laver røgslør.
Den trækker frem, skubber i baggrunden, kaster lys og laver skygge.
Den udglatter rynker, bygger piedestaler.

Man prøver at holde fast i den, vil så gerne, man vil så gerne huske. Huske lyden af vinden i rapsen, smagen af bradepandekage, duften af nyslået græs og korn der stakkes. Og følelsen af gulvtæppets slidte løkker mod de nøgne knæ, rudens kulde mod kinden, fliserne på gulvet i entréen.

Og hendes duft i morgenkåben, hendes stemme, hendes hud.

Tænk det stadig er blåt #54
Foto: Gitte Lotinga

dit og dat

fars dag

Posted on by Louise Urth Olsen / 0 Comment

Da min mor døde, genopdagede jeg min far.
Lærte at han kan lave flæskesteg med sprød svær til langt over ti gæster, at han har evner for julegaver og traditioner min mor havde opfundet, at han får et særligt blik i øjet når han kigger på en, at han kan blive rørt. Måske er det kun mig der kan se det.
Selvom min far ofte lå under en bulet bil ude i garagen i min barndom, eller malede hus eller sørgede for at der var sug i toilettet når rørene stoppede det der sted nede i haven der ofte stod under vand, så har han lært mig hvad ordentlighed er og generøsitet og uselvviskhed. Han har vist mig stoisk ro og sindighed.
Han har lært mig at kroge en orm, at snitte en pølsepind, at vende en pandekage i luften, at kalke et hus.
Og han har lært mig at familie slår alt.

 

Tænk det stadig er blåt

hjemkomst

Posted on by Louise Urth Olsen / 0 Comment

Havde han mon allerede farvet sit hår den første jul? Min far. Var det rødt? Blåt? Var sorgen slået ud på den måde, så eksplicit, så uundgåelig?

Jeg ved det ikke, men vi havde hver især fået bildt os ind at hun kom. Julen ville hun da ikke gå glip. Vel? Vi lo med fugtige øjne da vi afslørede det for hinanden, ha, ha, ha, og hendes julepynt faldt ned så snart vi havde hængt den op, og hun havde taget opskriften på sin risalamande med sig i graven. Og det var som om hun sad et sted i stuens historie, med en smøg mellem fingrene måske, eller kaffe og blikkets støv der dalede ned over os som julesne.

Vi fandt en form. Vi havde glemt vaniljesukker og var lige ved at komme for sent i kirke, og vi spiste en time senere end vi plejede. Men der var ingen spidse stemmer, ingen hektiskrøde kinder. Måske drak vi et glas rødvin mere, en ekstra Baileys til kaffen. Men anden havde sprødt skind, det var lykkedes min far at lave fyldet som hun altid havde stået for, så vi kunne ikke smage at hun manglede, og vi rykkede helt tæt sammen om bordet, så man næsten ikke kunne se at der burde have stået en tallerken mere.

Tænk det stadig er blåt #53
Fotobearbejdning: Gitte Lotinga

Tænk det stadig er blåt

elske og ære

Posted on by Louise Urth Olsen / 2 Comments

Han friede i biografmørket en aften. Lamperne tændte langsomt, inden i mig brusede musikken, og Salma Hayek var netop danset af lærredet med gyngende hofter.

Ja, svarede jeg, tøvende, var det tøvende? og tilføjede: engang …

Og det blev engang.
På den anden side af et helt liv, føltes det, med små børn og eksamenspapirer og tvivl og tårer og sorgen som en skygge der sneg sig ind under døren om natten.

Tænk det stadig er blåt #52
Foto: Gitte Lotinga

Tænk det stadig er blåt

rødvin

Posted on by Louise Urth Olsen / 0 Comment

Men der er langt fra København til de nordjyske marker med stikkende stubbe, og man kan ikke altid høre det i telefonen, men jeg vidste at der tit stod en flaske rødvin i køkkenet med proppen løst sat i, og så sad han der alene ude på landet med vin og tv-avisen og følelser.

Og jeg var nødt til at sige det til ham. Også højt, så alle de andre kunne høre det, så jeg lagde telefonrøret og holdt tale, jeg rejste mig midt i flæskestegen det viste sig han stegte så udmærket, og sovsen og kartoflerne, rejste mig midt i eftersorgsmiddag og vennenærvær.

Du må ikke drikke alene, sagde jeg, ville i virkeligheden have sagt at Du må slet ikke drikke, og han forstod det, måske forstod han det. Og hans venner hørte det, for jeg hviskede jo ikke eller noget, og de trak mig ind til sig og sagde at de passede på ham. Det gjorde de. Og med tiden passede han også på sig selv.

Tænk det stadig er blåt #51
Foto: Gitte Lotinga